Vilkår

Det var befriende at komme ud med at jeg er sendiagnosticeret autist.
Ikke for at få anerkendelse af andre, men for at mærke min egen anerkendelse af, at jeg lever op til de krav der er stillet, for at kunne sætte den mærkat på mig.

Det har været svært at komme dertil, ret mange år faktisk. Og jeg er slet ikke færdig, hverken med at anerkende og i øvrigt at finde lyset i at være autist. Men jeg tror jeg har taget et stort og vigtigt skridt for mig selv.
Størstedelen af gangene jeg har fortalt andre om mine diagnoser, er jeg oftest blevet mod med mistro til, om det nu er rigtigt. Det påvirkede mig for meget og jeg har klappet i omkring det, for at mærke efter om det var frygten for at stå ved mig selv om jeg selv også selv var i tvivl.
Det handler ikke for mig om titlen eller mærkaten.
Det handler mere om de udfordringer jeg har og altid kan huske jeg har haft, som er nogle af de grundsten der ligger til en autismediagnose. Så jeg kunne erstatte ordet autist med ‘mig’.
Jeg er autist. Jeg er mig.

Jeg må og skal respektere de behov og begrænsninger/vilkår jeg har fået tildelt i livets lotteri, lige meget hvad mine diagnoser hedder.
De psykiatriske diagnoser er et slags fingerpeg på, hvilke behov man kan have, og at hvis man ikke respektere disse, kommer man nemmere ud i nedture, depression, angst, aggression, frustrationer, osv.
Det er i hvert fald sådan mit verdensbillede ser ud nu.
Der er ikke noget andet at gøre, hvis jeg skal op ad hullet og blive oppe.
Jeg må og skal respektere mine vilkår.

Intuitiv keramik

Når jeg arbejder med leret er det en meditativ proces, hvor jeg slipper forventningerne om at det skal blive til noget. ‘Jeg burde’, ‘Jeg kunne lige’ og forventningspresset får en pause og jeg arbejder med det der er.

Jeg bruger keramikken til at skabe glæde og balance i mit sind, og lader leret og hænderne samarbejde på en måde, hvor jeg tilstræber at mit hovede, har mindst muligt indflydelse. Hvor jeg ikke skal tage stilling til, hvordan jeg kommer hen til et bestemt slutresultat, men iagttager og arbejder i nuet, ud fra det der er foran mig.

Hvis jeg bliver i tvivl om det er noget jeg vil gå videre med eller jeg synes det bliver uinteressant klasker jeg det sammen, ælter det og begynder på en frisk. Jeg arbejder ikke videre med noget, der ikke giver mening for mig. Det skal give mig noget godt, det skal aldrig blive en sur tjans eller dårlig samvittighed, så holder jeg en pause fra keramikken.
Det et rum jeg skaber, hvor jeg øver mig i at være god og tilgivende over for mig selv, at være i nuet og mærke efter, hvad jeg har lyst til.

Jeg har ikke fået undervisning eller været på kursus, men har lært keramikken at kende gennem sociale medier som Youtube, Facebook og Instagram. Det gør at der er mange forskellige keramikere rundt omkring i verden, der har haft indflydelse på, hvordan jeg griber leret an og jeg har selv kunne udvælge hvilke teknikker og metoder der passer bedst til mit temperament.

Sendiagnosticeret autisme

I går var jeg social, med 2 nye venlige og søde mennesker, jeg ikke kendte.
I dag har jeg sociale tømmermænd, misofoni og smerter i kroppen.

Det føltes ok da jeg var der, jeg brugte min energi på at koncentrere mig om at være venlig, interesseret, høflig og alt det som jeg er blevet oplært til at skulle være som menneske, når jeg møder nye mennesker.
I mit forsøg på at yde det bedste jeg kan, og holde mit fokus på at opføre mig på en måde som der forventes, både af mig selv og af andre, kan jeg ikke holde fokus på mine egne signaler. Jeg kører mig selv, stille og roligt ned, fordi jeg ikke hører eller mærker signalerne, måske har jeg ignoreret dem i for mange år, til de kommer mere.

Jeg kan huske da jeg var barn, tænkte jeg at jeg nok bare lige skulle lære det, inden jeg rigtig kunne nyde det med at være social med nye mennesker. Alt i min krop skreg ‘løb din vej’, men det var ikke rigtig muligt, uden det havde for store konsekvenser, og jeg ville blive placeret i situationen igen, så det gav ikke så meget mening at løbe sin vej.

Det var ikke kun i sociale situationer med nye mennesker, jeg havde det sådan. Det var også med velkendte mennesker, hvor situationerne var uforudsigelige. Feks. en lejrskoletur.
Jeg kunne ikke gemme mig som jeg plejede på skolens toiletter, ved skabene med de udstoppede dyr eller oppe på øverste sal ved formningslokalet, hvor der aldrig var nogle i frikvartererne. Jeg følte mig helt blottet og kunne ikke undslippe social kontakt.

Det var jo faktisk det som lejrskole blev solgt på, ‘nu skal vi rigtig hygge og rystes sammen’. Men det var ikke hyggeligt for mig. Jeg hadede det helt ind til knoglerne.
Jeg ønskede af hele mit hjerte at elske det, det blev altid talt op, andre børn virkede til at synes det var sjovt, jeg kopierede deres adfærd så godt jeg kunne.
Jeg glædede mig faktisk når jeg fik det at vide, men det var mere drømmen om hvad det kunne være, sådan lidt som en god film. Men når tiden nærmede sig, frygtede jeg det.
Uforudsigeligheden og de ekstra høje krav til at være social og prøve nye ting. Flytte grænser, som det så smukt blev kaldt, men det var ikke mig der bestemte om de grænser skulle flyttes, det var de voksne.

Når jeg ser børn i dag skulle gøre noget ‘vildt’ for at flytte grænser, og de ser helt lettede ud eller måske et hovede højere fordi de gjorde det, selvom de måske troede de ikke kunne, tænker jeg tilbage på alle de gange jeg var lettet over, at have gjort det som blev forventet af mig, så jeg vidste jeg ikke skulle presses mere.
Jeg var ikke stolt over at springe ud fra et eller andet eller have rørt en edderkop, jeg var bare så mæt af folk, der troede at jeg ville få det fedt af at rykke mine grænser, når det lige passede ind i ugens program. Jeg gjorde det for at passe ind. For ikke at stikke ud igen igen, og være den der fejler eller skal trøstes, uden at være ked af det.
Derfor sagde jeg sjældent nej, selvom det var tilladt, også dengang. Men det var for dyrt et nej for mig, for jeg havde ikke lyst til at føle mig mere anderledes end jeg gjorde i forvejen, jeg ville jo bare være normal og passe ind.

Nu er jeg voksen og jeg har stadig svært ved at slippe de gamle mønstre. At gøre en masse ting for at passe ind og blive en del af mængden.
Det er en dyr pris, for jeg glemmer mig selv og mine egne værdier.
Men da jeg i 36 år har gået at tænkt at jeg lige skulle lære at elske det, ligesom alle de andre, kom jeg til et punkt hvor det gik op for mig, at jeg ikke vidste hvem jeg var og hvad jeg havde lyst til. Det havde aldrig rigtig været en del af mit mindset, for det alt det jeg ikke havde lyst til, kunne jeg ikke undgå, så hvordan skulle det kunne lykkes at gøre hvad jeg havde lyst til. Alt mit krudt blev brugt på at holde ud og maskere, så der ikke blev spurgt for meget ind. Det var lige meget at tale om, at jeg ikke havde lyst til at deltage i kaffepauser på arbejdet, for det skulle man, det var vigtigt for firmaet og et mål for afdelingen.
Det kom altid til at handle om, hvad der mon var galt med mig eller om jeg var i mistrivsel fordi jeg ikke havde lyst til at deltage i sociale arrangementer.
Der er ikke noget galt med mig, jeg har bare ikke lyst.
Men ligesom lejrskole, kunne jeg ikke fritages. Så jeg gjorde det for ikke at stikke ud, for at undgå de ubehagelige konfrontationer, hvor jeg skulle opbygge et verbalt forsvar, som alligevel ikke bar frugt.

Når man råber op og ikke bliver hørt nok, nok gange i sit liv, tror jeg det er uundgåeligt ikke at knække til sidst. Det blev det for mig.
Presset blev for stort.
Jeg havde nu 2 små børn, jeg skulle vise hvad livet handler om, og mit liv var endt med at handle om at passe ind, fordi jeg følte at jeg aldrig passede ind nogen steder.

Alle mine overlevelsesstartegier som jeg ubevidst havde opbygget, kunne jeg smide overbords, det var der slet ikke tid til med 2 små børn.
Evnen til at sige fra overfor andre var nærmest ikke-eksisterende, for det plejede ikke at virke, så jeg havde det mere med at undvige og holde mig på afstand fra alting.

Men nu gik den ikke længere, jeg knækkede og kunne ikke rejse mig op.
I næsten 1 år, sad jeg i sofaen og kiggede på fjernbetjeningen og tænkte at lige om lidt løfter jeg den og tænder. Jeg vil mene, at jeg lærte ordet ‘handlingslammet’ ret godt at kende.
Det jeg ikke vidste dengang, som jeg har lært nu er at det vigtigste er ikke at løfte den fjernbetjening før jeg er klar. Folk står i kø for at ‘hjælpe’ og vil gerne komme og løfte min fjernbetjening, men det hjælper ikke mig.
Og til sidst blev jeg modig nok til at sige nej til deres ‘hjælp’, selvom de ihærdigt prøvede at mase den ned over hovedet på mig og lange forklaringer på hvorfor det helt sikkert ville virke, og at man skal spørge om hjælp og række hånden ud og alt det der.
Men det blev igen andre der skulle fortælle mig hvad jeg havde brug for, ud fra hvad de havde lært.
Da jeg sagde nej, forsvandt de og jeg kunne nu langsomt mærke, at jeg faktisk mere havde lyst til at sidde på en stol i haven og kigge, så det gjorde jeg. Det var meget nemmere med naturens flow-TV, jeg skulle slet ikke tage stilling til hvad jeg så og jeg kunne hverken skrue op eller ned, eller gøre så meget ved hvad der skete.

Med så mange års pres på mit system, gik det ikke længere.
Mens jeg bearbejdede hvad der skete med min krop og mit sind, som var vildt skræmmende, for jeg anede ikke hvad det skyldes/var, da jeg var i det, så jeg et program sammen med min mand på DR der hed ‘de skjulte talenter’, som følger nogle særligt udvalgte autisters hverdag.
Jeg sad nærmest i chok i sofaen, mens manden klukkede i den anden ende. Det var jo lige sådan, jeg havde det. Og manden kunne også se og høre, at det kunne lige så vel have været mig, de havde interviewet.

Det var nærmest som at være med i en film, hvor plottet bliver afsløret og det handler om noget helt helt andet end det man troede. Meget surrealistisk, og selvom jeg følte mig fuldstændig hjemme i de følelser der blev beskrevet, vidste jeg reelt ikke om jeg var autist. Måske var der et overlap. Måske kunne man godt have det sådan og ikke være handicappet.
Så jeg gik til lægen og krævede en henvisning til psykiater om en udredning af autisme spektrum forstyrrelse. Nu havde jeg været i systemet i lang tid og det virkede til at de eneste løsninger lægen og jobcentret havde i posen, var at gennemprøve en masse psykofarmaka, så jeg kunne få bedøvet mine symptomer og komme tilbage i arbejde. Der var ikke rigtig nogen der dykkede ned i, hvorfor jeg havde fået en så voldsom belastningsreaktion, de spurgte mig, men jeg anede hverken op eller ned og kunne kun henvise til den test lægen havde lavet på mig, mht. depression.

Det var en lang ventetid indtil jeg kom til psykiater, og derefter nogle meget krævende samtaler, hvor han spurgte ind til ting som kom virkelige bag på mig, fordi det gik op for mig at det langt fra var alle der havde det sådan, og jeg troede det var helt normalt. Og han dykkede ned i barndommen og hvordan min oplevelse havde været.
Det var ret befriende at kunne sige at jeg hadede lejrskoler og firmafester, uden at blive fortalt alle grundene til hvorfor jeg skulle elske det, men bare have lov til at at ikke kunne lide noget og så blive noteret for det, sådan var det.
Himlen er blå, solen er gul og Didde hader lejrskole.

Efter mange konsultationer kom dommen, som et slag lige i solar plexus.
‘Didde, du har Aspergers Syndrom’
Jeg græd og græd, faktisk så meget at jeg tror min psykiater blev lidt bekymret, for han havde som sådan ikke lagt skjul på at det nok bar derhen. Men det hele ramlede for mig.
Det var befriende og begrænsende på én og samme tid.
Alt det jeg havde kæmpet for at lære, kunne jeg nu med god samvittighed sige til mig selv at jeg skulle stoppe med, jeg indeholdte simpelthen ikke det der skulle til.
Jeg er handicappet, jeg har ikke den psykiske muskel der skal til, for at kunne det som samfundets strukturer, kræver af mig.

Når jeg kigger tilbage på det nu, var det ligesom at se mig selv som skål der er blevet limet sammen så mange gange, at den slet ikke kan bruges som skål mere, men ser helt underlig og deform ud, og lige dér hos psykiateren, røg den for sidste gang på gulvet med et brag og spredte sig i tusindvis af stykker. Umuligt at samle til den samme skål igen.
Der er ingen vej tilbage, jeg er ude på en lang rejse, hvor jeg skal samle mine stumper og jeg aner ikke hvordan jeg kommer til at se ud, når puslespillet er færdigt.
Men jeg kommer nok ikke til at blive en del af samfundets funktionelle spisestel mere.

Jeg håber at kunne blive en form for skulptur, som folk vil reflektere over, genkende sig selv i og derefter gå ud og tage nogle gode, sunde valg for dem selv.
At kunne være det spejl for en anden, som jeg selv følte jeg manglede.
Ikke kun som autist for en anden autist.
Men også som et menneske for et andet menneske.
For selvom jeg er anderledes på nogle punkter, er mine reaktioner og følelser helt almindelige og menneskelige, i forhold til det jeg kan klare.


Malebog med prinsesser

For at afleveringen går bedst muligt med min pige i børnehaven, har faren fundet ud af at det hele glider lidt nemmere, hvis han tilbyder at tegne en prinsesse til hende, som hun kan farvelægge.
Hun er meget glad for at tegne og er blevet rigtig dygtig og hurtig til at farvelægge, så hun er virkelig hurtig til at få brugt en papirbunke herhjemme.

For et par uger siden kom hun med mange bestillinger herhjemme, på diverse prinsesser. Meget specifikke ønsker på blomster, sommerfugle, hjerter, halskæder og kyssemunde. Jeg gjorde meget ud af det fyldte næsten hele papiret, så jeg kunne nå at følge med og tegne nogle på forhånd inden hun nåede at blive færdig, og også med den tanke om at udnytte papiret fuldt ud.

Da jeg for en gang skyld skulle aflevere, kom jeg på tegnetjansen i børnehaven, og mens jeg tegnede en prinsesse med blomster og kyssemund, havde Anna allerede tilbudt alle børnene om bordet, at jeg kunne tegne til dem også. Da tegnekrampen indfandt sig, kom en af pædagogerne forbi og sagde at hun synes de var rigtig fine og foreslog at jeg kunne tegne nogle, de kunne kopiere.
Jeg har tegnet en lille samling af prinsesser og fået dem skannet til en pdf fil, så der hurtigt kan printes til de farveglade små prinsesser i børnehaven.

Angstanfald

Noget af det jeg synes der er sværest ved at have angst, er når jeg sidder lige midt i anfaldet og bare gerne vil stoppe det. Den følelse af total magtesløshed overfor at sindet kører på autopilot, og jeg ikke aner hvor vi skal hen.

Jeg tror i alle mulige sammenhænge, ikke kun angst, er det aldrig rigtig smart at analysere og gå for meget ind i løsningsmuligheder i kampens hede. Når man står lige midt i det, skal man bruge de værktøjer/metoder, man synes virker bedst, og gå med det. Skabe sig en erfaring man kan kigge på til evt næste gang det sker.
Men lidt ligesom en fødsel, så er det ligesom startet det anfald, og i hvert fald de fysiske reaktioner kommer til at udspille sig ligemeget hvad. Jeg siger ikke at man måske ligefrem, skal læne sig tilbage og nyde turen. Men nu er det startet, så man kan ligeså godt indstille sig på, at man ikke kan stoppe det.

Jeg synes det har hjulpet at holde fokus på accepten af, ikke at kunne stoppe de fysiske reaktioner, og at tænke at nu skal jeg igennem en helt naturlig og ufarlig angstfødsel, som er en reaktion på, at jeg har været belastet af et eller andet (det er ikke altid jeg ved hvad det præcist er i første omgang, og jeg hverken kan eller skal se på det nu).
Det er ikke nemt
Det er ikke ‘bare’.
Men det er en mulighed jeg mere og mere evner og har overskud til at gribe. For jeg har mærket det virker. Og det er bedst, hvis det er det eneste jeg kan fokusere på. For hvis jeg først går over i tankerne om, hvad der var årsag til det her, hvorfor det nu sker igen, hvordan får jeg det til at stoppe/skrue ned og hvordan forhindrer jeg det en anden gang, galoperer min hjerne afsted som en vild hest på flugt. Det er det mest naturlige at gøre for mig, og det der forlænger angstanfaldet allerbedst….
Fokus på rolig vejrtrækning og lade de fysiske reaktioner udspille sig, og de psykiske for den sags skyld. Tilliden til at lige meget hvad, varer dette ikke for evigt, det er en fødsel. Den kan trække ud, der kan ske voldsomme fysiske ting og forfærdelige tanker. Men det går over.

Det her er selvfølgelig ikke en almen sandhed for angstanfald. Det er hvad jeg er kommet frem til, indtil videre. Forhåbentlig et skridt på vejen til at undgå angstanfald.
Men som sagt er det svært at overskue noget, når de kommer, så nu har jeg det her indlæg jeg kan læse og så kan jeg forhåbentlig mindes om, hvad det nu var, der virkede bedst.

For det der er lige så vigtigt, som at kunne være i anfaldene, er at kunne arbejde og kigge på hvad der forårsager dem, men altid i fredstid. Og der har jeg egentlig mest af alt lyst til at nyde livet og lave alt muligt der distraherer min hjerne, end til at tænke på dårligdomme.
Men det er en god investering, når man har overskud til det.
Jeg kan godt have brug for nogle dage efter anfaldene, inden jeg går for meget ind i det. Lave noget kreativt eller for det meste, lave ingenting. Hvis de har været særligt slemme, er mit eneste mål for dagen at spise 3 hovedmåltider, hvilket kan være overraskende svært at præstere.

Når der så er gået lidt tid og jeg kan mærke at jeg har mere overskud til andet end bare at spise og få tøj på. Begynder jeg så småt at bearbejde hvad der skete. Måske er jeg allerede nu klar over, hvorfor det skete.

Årsagerne kan være mange. Nogle triggere kan man fjerne, andre kan man ikke, såsom ulykker, sygdom og død. De er en del af livet, og derfor skal jeg her arbejde med min indstilling. Det er klart den sværeste.

Jeg har en fornemmelse af, at hvis hele den fødselsmetafor jeg har gang i holder, så må der også være et barn. Altså at alt den smerte er det værd.
At smerten er prisen for gaven.
At angst kan være en gave.
At anfaldene måske er såkaldte tigerspring, en del af en udviklingsrejse, hvor det drysser med gaver, i form af indsigter, om hvordan man skaber et bedre liv for sig selv.
Det ville være smukt.

Toksisk positivitet

‘Toxic positivity’ – et begreb som jeg faldt over for lidt tid siden, som jeg aldrig havde hørt om før. Da jeg googlede det, gik det hurtigt op for mig, at jeg var stødt på det før, jeg anede bare ikke det havde et navn. Men det er vist godt nok, at det er blevet døbt.
For når noget bliver systematisk og man kan sætte det i en kasse på den måde, synes jeg at det er lettere at se den røde tråd og reflektere lidt over, hvad man nu synes om det.
Jeg synes Toxic positivity er lidt i familie med pyt-knappen, som virker i nogle tilfælde, men ikke en man kan trykke for meget på.
Og når der bliver trykket på pyt-knappen, skal det være én selv der gør det. Jeg har set en leder der havde en pyt-knap stående på sit kontor, til sine medarbejdere, det gav mig ærlig talt en lidt dårlig smag i munden.

Jeg tror på at mennesker handler ud fra en god intention, men selvom at deres intention er god, betyder det ikke at modtageren oplever det som noget positivt eller det føre noget godt med sig.
Og så begynder diskutioner om hvem der havde ret.
Er det modtageren der skal sige fra, og afsenderen ændre udsagn/handling eller er det modtageren der stejler, måske pga gamle handlemønstre, som ikke er hensigtsmæssige? Eller noget helt tredje.

Når jeg tænker tilbage på de skænderier/diskutioner jeg har haft i min barndom/ungdom, synes jeg ofte jeg mindes, at jeg har været så opslugt af min egen sandhed, at jeg har prøvet at overbevise modparten om det, uden egentlig at tænke på deres udgangspunkt.
Jeg havde fundet sandheden og de gad ikke høre på mig, trods mine mange, synes jeg, troværdige kildereferencer.
Jeg opgav dem og kom videre.
Det andet scenarie var at jeg ikke sagde fra, når det var modparten, der var den frelste, der havde fundet sandheden. Jeg hviskede stop, og blev mere og mere usikker på min egen holdning og til sidst lod jeg dem køre hen over mig med damptromlen, til de ikke gad mere, og jeg kunne komme væk, uden at skulle konfronteres med min flugt eller emnet igen.
Jeg opgav dem og kom videre.

Begge løsninger har været meget usunde for mig. Og jeg tænker også for dem, jeg har talt med.

Mine tanker kører non-stop, der er aldrig stille i mit hovede.
Så når jeg kom ud i de slags diskutioner, kørte mit hovede med overtryk i tiden efter. Drænende, udmattende og hvad der føltes som, fuldstændig unødvendigt.
Jeg havde jo opgivet både som frelser og offer, så egentlig var der jo ikke så mange grunde til at gennemgå seancerne igen og igen i mit hovede, omkring hvad man skulle have sagt eller gjort.

Jo ældre jeg blev jo mere anstrengende blev tankemylderet der opstod, og jeg var klar over der skulle ske en ændring. Min hjerne blev slidt med tanker, som ikke rigtig bragte mig et bedre sted.
Og jo flere mennesker man opgiver, jo mere ensom bliver man.
Jeg havde ikke lyst til at opgive mennesker, fordi de havde en anden holdning end mig selv, men på det tidspunkt havde jeg svært ved, at acceptere at andre havde en anden holdning, i hvert fald hvis den lå for langt væk fra min. Det var for svært at være sammen med dem.
Men jeg havde og har ikke lyst til at opgive, hellere acceptere ting og finde en vej derfra.
Jeg ønskede at finde et alternativ til frelseren og offeret.
En der både kan rumme at folk ikke synes at jeg har ret, altså har en anden mening, og en der også kan rumme, at der er nogle der prøver at overbevise mig om deres sandhed, og sige fra hvis de ikke acceptere min holdning eller mit ønske om at stoppe debatten.

En rummelig person, som kan finde ud af at sige fra.

Det må da kunne lade sig gøre.
Selvom det ved første øjekast virker selvmodsigende.
Og det er heller ikke nemt at finde den grænse, hvor man er rummelig og acceptere folks holdninger, som ligger langt fra ens egen, men samtidig ikke vil acceptere at blive trådt på eller andre bliver trådt på.

Jeg vil så gerne ud med den sandhed, jeg har fundet frem til, for jeg tror jo helt ind til benet, at det er sandt. Men samtidig vil jeg også give plads til, at folk komme med deres modsatte mening. Og jeg ønsker på ingen måde at folk kommer til at føle sig forkerte eller frygtsomme, for det er ikke den måde, sandheden skal frem og sejre.
Og det er jo virkelig tit, at jeg har måtte rette i min sandhed, fordi der er kommet nye aspekter til.
Eller fra den vinkel jeg står i nu, ser det sandt ud og så sker det, at dagen efter fortæller min nabo mig, at der er noget der hedder den blinde vinkel.
Det hjalp virkelig på min personlige udvikling at arbejde med forskning, der bliver man hele tiden udfordret med at gårdsdagens sandhed bliver modbevist i dag, man bliver ‘tvunget’ til at holde sit sind åbent.

Jo mere rummelig jeg er blevet, jo mere åben er jeg blevet, over for at jeg aldrig kommer frem til sandheden. Jeg er ikke engang sikker på det jeg skriver i dette indlæg holder vand, men jeg bliver nødt til at prøve det af, for det virker ‘psykisk bæredygtigt’ i teorien og det er noget bæredygtigt jeg leder efter.
Sandheden ser altid forskellig ud, for der er så mange mennesker der leder efter den, og deres veje har alle været forskellige. Den største chance for at komme frem til sandheden må næsten være at at arbejde sammen, allesammen.
På den måde får vi alle vinklerne med.
Men sikke en opgave at samle alle de tråde…
Ikke desto mindre, vender det lidt tilbage til, at ved at høre på andres vinkler mere end at prædike ens egen, gør at man får, en mere farverig version, som indeholder flere aspekter til det hele, et mere fuldendt billede end man kunne skabe alene, måske…
Hvis man kan holde styr på trådene, hvilket de færreste nok kan og så ender man på jagten efter sandheden alene, eller i hvert fald med få holdkammerater.

Min nye stil med at skrive indlæg på bloggen, hvor jeg lader tankerne flyde ned gennem fingrene på tastaturet, har nu gjort at jeg sidder og tænker på, hvordan jeg kom fra ‘Toxic positivity’ til al det rummeligssnak og sandhedssøgeri….

Der er jo lidt en sammenhæng i at ved bevæge sig i de 2 poler (frelser/offer) hele tiden opnår man en balance, en usund én, men alligevel en balance.
Det er ikke tilfredsstillende at være i nogen af dem, så man springer måske frem og tilbage for at få balance.
Hvis man prøver at finde balancepunktet midt mellem at være frelst, ment som at ignorere andres tanker/følelser/erfaringer/meninger, og at være offer, hvor man opgiver/afskriver sin egen mening, fordi de andre nok er bedre end én selv/man underkender sig selv.
Så tænker jeg at man kan opnå en sund balance af accept af egne og andres meninger/følelser/osv. Og ud fra den erkendelse, kan komme videre hen mod en løsning der vil fungere.

Og frelser-typen ser jeg som at være i familie med toksisk positiv, det er en forfejlet måde at folk prøver at hjælpe én på i en svær situation, nok i de fleste tilfælde fordi de føler sig magtesløse, og de forstår reelt ikke hvad problemet er. Eller deres erfaring siger dem, at hvis man ikke siger ‘skidt pyt’ så holder man sig i offerrollen, fordi de aldrig selv er landet midtimellem, hvor der heller ikke er superrart at være, men måske mere hensigtsmæssigt, for at komme videre og have sig selv med i det.
Der kan være mange årsager til folk siger som de siger.
Og ‘skidt pyt’ er heller ikke kun en dårlig vej at tage, den vej kan sagtens være rigtig, afhængig af situationen. Men hvis man tager den for tit, tror jeg man skal stoppe og kigge på, hvad der driver én ned af den rute så tit.

Kærlighed til keramik

I dag er det 3 år siden jeg tog en beslutning om, at jeg skulle prøve at lave keramik. Jeg har arbejdet med mange forskellige materialer, men aldrig et så, formbart materiale.
Det er helt magisk at sidde og forme noget, som jeg ellers kun har brugt 1 gang om året når der skulle laves juledekorationer, til at det kommer igennem en brænding og er ændret til keramik for evigt. Eller i hvert fald resten af min levetid, plus lidt ekstra.

Man kan lave så meget forskelligt, brugbart og ikke brugbart.
Man har både indflydelse på formen og farven, og så alligevel har turen i ovnen, så meget at sige. Hvad der er placeret ved siden af ens emne, står den nederst/midten, er glasuren tyk/tynd, er leret lyst/mørkt, rammer toptemperaturen 1230 eller 1240 grader, er ovnen tæt eller løst pakket og mange flere parametre.

Der er helt sikkert en videnskabelig forklaring på alt der sker og hvorfor det sker, der er bare ikke så mange, der kan forklare det hele. Der er for mange parametre der har indflydelse på det, så det føles næsten som om det er der, hvor videnskab og magi mødes.
En del af det kan vi kontrollere og styre og resten er op til ovngudinden.

Jeg er glad for tanken om, at smukke ting sker for os, selvom vi ingen indflydelse har på det. Derfor er det også en ambivalent følelse, at jeg elsker at nørde keramik og glasurkemi, for jeg har ikke lyst til, at det tager magien ud af det. Noget at det bedste, ved at åbne ovnen, er ikke at vide, hvad der venter én. Men jeg må sige at, med øget viden og opmærksomhed, bliver det færre uheld og ture til genbrugspladsen.
Jeg ser stadig fuldstændig magiske ting, som kan få hårene til at rejse sig og få mig til at smile, og mærke at lige meget hvor meget jeg arbejder med det her, vil jeg altid kunne finde nye og spændende ting.

Porcelæn som læremester

Porcelænsler bliver nogle gange set som det uregerlige barn, som ikke opfører sig som andre børn. Når man først møder porcelænsler, kan det være meget svært at styre og få til at gøre som man vil. Det er meget levende og nogle gange, når man tror man har forstået det, kollapser det ud af det blå, eller laver noget man absolut ikke forventer.
Det hjælper ikke at råbe eller blive sur. Man får lyst til at opgive, og flere har rådet mig til at lade være med at kaste mig ud i det, da succesraten er større i alm. ler. 

Når man ser de fantastiske og enestående ting som fremtrylles ud af porcelænsler, ved jeg inderst inde, at jeg bliver nødt til at dykke ned i det univers og håbe på, at jeg får lov til, at opnå den viden det kræver, at få porcelænsleret til at fremstå som det vidunderlige og unikke væsen det er.

Indsigt og respekt må være vejen frem.

Min første kop

Her er den allerførste kop jeg har lavet.
Jeg kan huske jeg var lidt skuffet, da den kom ud af ovnen. Bunden har slået sig og kan ikke stå fladt, da den er håndbygget, for jeg vidste ikke noget om ler.
Glasurerne er de første jeg lavede selv og er både klumpede og krakelerede, for jeg vidste ikke noget om glasur.
Den er rullet med en kagerulle og det rillede mønster er lavet med en skrue jeg har smuglet ud af mandens værksted, for jeg havde ikke noget lerværktøj.
Den har fået en plads i koppeskuffen og en Royal Copenhagen kop er skubbet ind bagerst.
Den minder mig om at det, jeg ikke kan lade være med at gøre, selvom jeg ikke ved en pind, ikke har det rigtige værktøj og med stor sandsynlighed vil fejle i, er det jeg skal gøre mere af.


En form for uforståelig drivkraft, jeg altid har haft. Hvis jeg glemmer at tænke over hvad jeg skal og bør, eller mangler overskud, opgiver og tænker at jeg kommer til at være klistret til sengen hele dagen, kan jeg tage mig selv i lige pludselig at drive hen mod det. Helt uden at opdage det.
Jeg drages, som Misse Møghe nok ville have formuleret det.
Det er som at blive sat fri af pligternes lænker, en pause fra virkeligheden, hvor jeg ikke flygter, men mere hører det som baggrundsmusik, på en måde hvor det ikke støjer, men er meget mere fordøjeligt.
Gode sunde beslutninger tages bedst i fredstid, hvor tankerne er fordøjet og angstens bølger har lagt sig.
Kunsten for mig er at skabe rum for fordøjelse og at vente på roligt vand.

Kravafvisende eller grænsesættende?

Når man kommer ind i psykiatrien eller bare hos lægen, er de glade for at bruge nogle termer om én, som er forståelige for fagfolk. Alle brancher har nok en eller anden form for fagord, da det er noget nemmere og hurtigere at kommunikere.
Alle mekanikere ved hvad en kaburator er og hvad de skal fikse hvis den har en fejl XXX (jeg kender ikke til karburatorer, så kan ikke nævne hvad der kunne være galt, derfor fejl XXX). Kaburatoren skal og kan ikke tage stilling til noget, den bliver enten skrottet eller repareret, hvis det er økonomisk rentabelt.
Når man som menneske hos en menneskemekaniker, feks læge, psykiater eller psykolog, og får en fin diagnose til samlingen eller bare et lille pynteord, som beskriver en, når man bliver slået op i kataloget, er det lidt anderledes.
Modsat karburatoren, er der en mulighed for at jeg kan reparere mig selv. Men det står bare ikke helt klart altid, om det er noget som kan repareres og hvem der i virkeligheden skal reparere det. Og hvis nu der står i den store bog at det ikke kan fikses, kan man så afhjælpe symptomerne, og hvilke muligheder er der her?

Nogen gange kan jeg også blive helt i tvivl om det overhovedet er et problem, og hvem der egentlig synes det er det største problem.

En af de termer jeg har kunne pynte mig med er ‘kravafvisende’. Jeg aner ikke om den hænger på mig for altid, eller om det bare er en midlertidig ting, som skal revurderes.
Men kravafvisende har ikke ligefrem en positiv klang. Det er ikke noget man med stolthed siger at man er.
Jeg er ikke helt sikker på hvilken kasse jeg egentlig er kommet i, men jeg ved dog at som mange af de andre termer, er det meget forskelligt hvad fagfolk mener de betyder, hvilket jo ikke gør det meget nemmere at være i.

Der er sådan lidt ‘tag dig sammen’/dovent over den. Der bliver stillet krav til mig jeg ikke kan imødekomme, bum, du har kravafvisende adfærd. Men er det urealistiske krav der bliver stillet til mig?
Jeg ved det ikke. Men det føles ikke så fedt, ikke at kunne leve op til nogle krav, som jeg åbenbart, skulle kunne varetage.
Samtidig får man hele tiden at vide at man skal lære at sætte grænser, og passe på sig selv. Sige nej til det man ikke magter, skære ned på arbejdsopgaver, sænke ambitionerne, sige fra, sænke barren, gøre ting der gør én glad. Det er en del, hvis ikke hoveddelen, af de råd man får til at få det bedre psykisk.
Eller i hvert fald de utallige råd jeg har fået, men altså fra det samme sted, som beskriver mig som kravafvisende.

Kunne man ikke vende den om og finde et fagterm der beskriver, at det er psykiatrien der ikke formår at møde personen der hvor de er, og derefter stille urealistiske krav som ikke er svarende til personens evner?

Jeg er begyndt at tænke på om det i virkeligheden handler om at jeg i gennemsnittet kan levere mindre end andre, og det er den bedst mulige måde at beskrive det på. Desværre sidder jeg med en følelse af at jeg burde kunne det, selvom jeg nok ikke kommer derhen.
Jeg synes det er nemmere at vide at man er dårligere end andre og man derfor skal forvente at kunne mindre end andre. Der er selvfølgelig en sorg bundet til den erkendelse, men så kan man da begynde at finde ud af, hvordan man skal tackle livet herfra og finde nogle nye livsmål.
Sådan lidt ligesom at sige til folk uden ben, at de skal løbe et marathon. Men med psyken er det bare mere svært at se, at benene mangler. Også for mig, patient 483273.
For jeg vil jo gerne løbe det marathon, ligesom alle de andre. Så jeg har prøvet og fejlet, så helt utroligt mange gange. Og folk omkring mig, hepper, kommer med velmenende råd, opmuntrer mig til at prøve igen, for hvorfor skulle jeg dog ikke kunne, når alle de andre kan, og jeg jo siger, at jeg gerne vil.

Fordi jeg ikke har nogen ben.

Lige præcis derfor, kan psykiatriske diagnoser være uendeligt befriende at få. Endelig finder man ud af man ikke har nogen ben! Der kommer lys på ens udfordringer og begrænsninger. Man tror at nu er det slut med at kæmpe. Der er ikke nogen grund til at prøve at løbe, for man kan ikke.
Fagfolkene kan slå en op og så ser de hvilke dele man mangler, men ak. De har ikke købt nye bøger siden de blev udlært eller måske synes de at diagnoser er noget pjat.
Og efter man har fortalt dem sin livshistorie for 172973. gang (som nogen efterhånden må have logget) og den udfordring man er kommet for at snakke om den dag, bliver man mødt med:

“Jeg tror du vil få det bedre, hvis du løber en tur,
og ellers må du vende tilbage, jeg har ikke mere tid i dag”

*Lyden af min kæbe der rammer gulvet*
‘Ja ok, hav en god dag…’