Fiskemanden

Da jeg var barn, den alder hvor jeg gerne måtte dalre omkring for mig selv i Herlev (i 90’erne), vandrede jeg ofte op til Tvedvangen 201, når det blev onsdag.
For om onsdagen kom fiskebilen til Lindehøjscentret. Dengang Lindehøjscentret havde en Beka (dagligvarebutik) og en bager. Jeg kan ikke huske hvad den sidste i rækken var, men kan huske at det var stort, den dag det blev til en Danske Bank, det synes jeg i hvert fald.

Men altså, på vej hjem fra skole eller i frikvarterer, susede jeg tit forbi og sludrede med David i fiskebilen.
Jeg kan absolut ikke huske hvad vi talte om, men jeg husker, særligt om vinteren, at det var ikke altid sjovt at ramme en stime (høhø) af mennesker, og skulle vente på de købte færdig, så vi kunne snakke.
En gang imellem havde jeg hunden med, så fik hun en delle af David. Det var hyggelige stunder husker jeg. Undtagen dengang den gamle borgmester kom og kaldte hunden for en køter, jeg har altid hadet, når folk kalder hunde for køtere.

Det er sjovt med sådan nogle barndomsminder. De dukker nogen gange op, og hos mig er det tit specifikke ‘scener’, som på en måde hænger fast. Feks. det med borgmesteren, der både var nedladende overfor mig og hunden.
Jeg tror han synes det var mærkeligt, at jeg hang ud ved fiskebilen. Det var der flere der synes, jeg købte så vidt jeg husker, heller ikke noget fisk.
Jeg tror jeg så det som et stamsted, et sted man kunne få sig en lille sludder om alt og ingenting. Hvis stemningen var god og samtalen flød, blev jeg hængende, og hvis det hele var lidt gråt, futtede jeg videre og kom igen en anden onsdag.

Jeg kan slet ikke huske hvad vi talte om og jeg kan faktisk heller ikke huske i hvor lang tid jeg kom der, og hvorfor jeg stoppede med at komme der.
Men jeg var virkelig taknemmelig for at David havde lyst til at snakke med mig. Det var faktisk et ret stort privilegie på en måde, at have en person der kom fast hvert onsdag, som ville snakke med mig. Ingen forventninger til hvordan jeg skulle være, hvor tit jeg skulle komme, hvad vi skulle snakke om eller at det nogensinde skulle blive til andet end sniksnak ved fiskebilen.

Det er sjovt, hvordan mennesker kan komme så flygtigt ind og ud af ens liv. Blive en del af ens historie, helt tilfældigt, og at man aldrig glemmer dem igen.
Ja, jeg har jo så glemt hvad vi har talt om og jeg kan heller ikke huske hvordan han så ud. Men jeg husker at han slukkede min følelse af ensomhed, for en stund.
Jeg følte mig akavet, fordi jeg var usikker og umoden, men jeg følte mig aldrig mærkelig i hans selskab. Han var venlig, rummelig og tålmodig.
Han har sikkert også til tider fået nok ævl og stukket mig en fisk, for at jeg smuttede hjem, han kunne i hvert fald ikke finde på nogen gode undskyldninger, for at han skulle noget andet. Men det gør ikke noget, det er i hvert fald ikke noget der har påvirket mig i så fald.

Jeg håber at jeg en dag bliver, eller at jeg allerede har været, en David for nogen.
Et venligt pust.
En der har plads i sin sfære, til at man lige tager en pause fra virkeligheden. Skaber et trygt rum og får en lille snak, som kan sende nogen videre med fornyet energi, og følelse af det hele nok skal gå.

I dag bor jeg ikke længere i Herlev, så jeg har fået mig en ny fiskemand, mindst lige så venlig og snakkesaglig, som jeg husker at David var.
Men nu i butik, så når jeg skal vente på kunderne bliver ekspederet, er jeg ikke ved at få frosset tæerne af om vinteren.

Skæve eksistenser på den lukkede

I August 2021 var jeg så heldig at kunne få lov at udstille mine Skæve Eksistenser på Holbæk Bibliotek. Det er de keramikemner som jeg fik presset alt for hårdt og glemte at lytte efter, så de kollapsede og var lige til lerspanden.
Jeg prøvede at redde så mange jeg kunne, efterhånden som det skete, for at se hvad de kunne blive til, hvis jeg efterfølgende gav dem den ekstra opmærksomhed, de hver især havde brug for.

Skæve eksistenser i morgensolen

Det havde været hurtigere, nemmere og langt mere effektivt at starte nye kopper op, ingen tvivl der. Men jeg skal ikke nå noget, og måske var der en skjult læring i processen.
Jeg har lært meget mere om de forskellige typer ler jeg arbejder med, hvor langt og hvor meget i tørringsprocessen jeg kan arbejde med dem. Hvor hurtig tørrer de og kræver de at jeg sænker tørreprocessen, så vandet kan nå at fordele sig i det indre, for at undgå revnedannelse.

Jeg mă helt ærligt sige at det er mine yndlingskopper.
De bestemmer selv, hvordan de skal se ud på en måde, jeg prøver bare at læse dem og se hvad jeg kan gøre for, at de kommer i mål. Jeg kan holde mig selv i en tilstand, hvor jeg ikke føler jeg skal præstere og det gør ikke noget, at det ikke bliver til noget. De får mig helt ned i gear, for de kan ikke forceres. De tager virkelig den tid de tager, for ellers går de helt i stykker, og de tvinger mig ind i følsomhed, så jeg begynder at lytte til hvad de kan og hvad de ikke kan.

Min datter på 5 år viste mig hvordan man tegner en smuk prinsesse og jeg viste hende hvordan man kunne tegne en anden slags sol. Og de er naturligvis tegnet med verdens dyreste farveblyanter.

Jeg håber at bare en snert af den energi og kærlighed, jeg har lagt i de kopper, vil overføres til dem der drikker af dem. Et ønske om at give sig selv tid til at være klar til næste skridt, at vi alle har hver vores rute i livet og vi må prøve at skabe den nødvendige individuelle indsigt, for at kunne komme videre.

Jeg vil nu aflevere nogle skæve kopper til den lukkede afdeling på Riget, til en mand som jeg tror har forstået det, fordi han holder sindet åbent, for at han ikke har forstået det hele. Så han prøver at forstå og lære individerne og deres behov at kende, på den lukkede.
Nysgerrigt og kærligt.
Hvert møde er en ny start, ingen er samlebåndsarbejde eller set som teoretiske arketyper, der skal behandles på en bestemt måde.
Jeg er mildest talt imponeret hvordan han kan arbejde og holde hovedet højt i så bureaukratisk system, der i nogle henseender direkte modarbejder sundhed, efter min mening. Men så glad for at hans indre sol stråler derinde, bag murerne, og forhåbentlig stikker det i øjnene på nogle magthavere og skaber varme til nogle fantastiske sjæle, der har det svært, forhåbentlig kun for en kort stund.

En kasse med kærlighed og et kæmpe håb, for at livet bliver lysere for de dejlige mennesker på den lukkede, der nu kommer ud i verdenen igen

Jeg håber mine kopper kan bidrage til at noget bevæger sig i en bedre retning. Jeg ville ønske at jeg kunne gøre en masse og redde hele verdenen, men det kan jeg ikke. Og det skal jeg ikke.
Da jeg var længst nede psykisk, var det ikke 1 person der vendte bøtten for mig. Eller det kan man jo sådan set godt sige, det var mig. Men de mennesker der var omkring mig, og opstod omkring mig i den tid, rakte alle hænderne ud til mig. Prøvede at hjælpe mig på hver deres måde, fra hver deres baggrund. Nære og fremmede kontakter.
Nogle har været der fra start og holder stadig hænderne ned til mig, andre er forbipasserende og kaster kærlighed efter mig. Og jeg mærker at alle kærlige hænder tæller og gælder.
Det var ikke en hånd der gjorde jeg kom opad, det var de mange mange kærlige hænder, der samlet set fik mig til at indse, at jeg med tiden kunne komme op af det hul, og det er det værd.
Livet er værd at leve.

Kreativ proces og krystalkopper

Jeg har tænkt meget på hvordan min kreative proces fungerer og hvad jeg skal være opmærksom på. Det sker at jeg render ind i ‘du skal ikke være sådan en perfektionist’, hvis jeg ønsker at tale om noget, jeg er i gang med som jeg gerne vil forbedre.
Jeg kan slet ikke forstå hvad drivkraft og motivationen skulle være, hvis man var fuldt ud tilfreds med det man lavede.
Jeg er fint tilfreds med delmålet, nogle ændringer fungerede, andre gjorde ikke. Jeg er hurtigt videre og i tankerne om, hvordan jeg vil lave næste model.
Jeg synes jeg kan finde skønhed og udviklingsmuligheder, i alt hvad jeg laver. Men når der kun er skønhed tilbage, er jeg færdig med det.
Jeg bliver faktisk lidt trist, efter mit jubeludbrud, over noget der fuldt ud lykkedes, efter min vision. For så er processen jo slut. Det synes jeg er en sværere følelse at være i, end utilfredshed over nogle detaljer, som kan laves om næste gang.

Min første kop, hvor jeg har gjort plads til en krystal (i dette tilfælde en karneol)

For nylig mødte jeg en anden kunde i min lokale krystalbutik, som blev lun på en kop, jeg havde taget med derhen. Vi fik en lille snak og kom ind på det at, det jeg lavede var forsøg på, at lave nogle kopper med krystaller.
Hun sagde noget i stil med: ‘Hvis det her er en ‘prøver’, så vil jeg gerne se det du ender med’. Det var en sød kommentar og den har rumsteret lidt i mit hovede siden.
For alt hvad jeg laver er jo forsøg, indtil jeg når mit mål. Og når jeg når det mål, laver jeg et nyt mål på et andet tidspunkt.
Men for mig, er jeg ikke nået i mål med den kop hun så, jeg synes den er fin og flot, det er ikke det. Den bliver ikke smidt til skrald, og jeg ser den heller ikke som skrald. Jeg ser den mere som et skridt på vejen. Og det motiverer mig til at komme videre, mod målet.

Jeg er faktisk ret vild med mine skridt på vejen, og jeg skiller mig først af med dem, når jeg er kommet så meget videre, så jeg ikke kan finde så meget læring i dem mere.
Jeg kan stadig finde skønhed, men jeg kan ikke beholde alt der er smukt, så når jeg har bevæget mig for langt væk fra dem og fået den læring jeg føler jeg kan, kommer de videre.

Krystalkop, hvor jeg ændrede den til tekrus størrelse og med 4-finger hank (ametyst i månen)

Men det er sjovt at tænke på at jeg ser mine keramikkreationer helt anderledes end andre. For jeg ved hvilke ændringer jeg har lavet siden sidst, og ved hvilke der gik galt i forhold til forventning, samt hvad der gik godt. Men de ser koppen for allerførste gang, og ser den lige som den er. Noget jeg synes er en frygtelig grim fejl, kan de rose til skyerne, og noget som jeg jubler over, bliver sat til side som ikke noget særligt.

Skønhed er i øjet af beskueren.

Pins i en Shimpo drejeskive

Når man køber en ny drejeskive til at dreje ler på, kan man som regel vælge at få skiven med eller uden pins.
Pins, er små unbrako skruer, som kan være gode at have i hvis man gerne vil dreje på en påsat plade på drejeskiven. Så kan man hurtigt tage sit emne af uden det bliver deformeret, hvis man er lidt kluntet. Man kan også påsætte skiver, ved at lave et tyndt lerlag på drejeskiven, hvor man maser en plade ned på.

Men når man køber en brugt drejeskive, som jeg har gjort, har man ikke valget.
Jeg har købt en brugt Shimpo uden huller og uden pins.

En samlet pris på 20 kr, for at få pins monteret på drejeskiven, hvis man selv gør det

Efter en tur på google og Youtube, fandt jeg ud af hvilken hulafstand der skulle være (10″), men da manden afmonterede skiven, så vi at der faktisk er markeret fra fabrikken af, hvor hullerne skulle bores.
Så en hurtig tur i værkstedet med et 6 mm metalbor, efter en tur i Bauhaus og købe unbrakoskruer egnet til skibsbrug, så havde jeg pins til drejeskiven.

Markeringer til begge huller, med den korrekte afstand, mærket fra fabrikken af (Shimpo drejeskive)
Huller boret og unbrako med vingemøtrikker monteret, så skal skiven bare monteres igen på maskinen. Og pins kan fjernes, hvis man ikke ønsker at bruger plader/bats hele tiden. (Man skal ikke afmontere skiven hver gang, men kan løsne møtrikker ved at stikke hånden ind under)
Skiven sat tilbage på plads, men pins monteret, så man nemt kan påsætte en plade (med huller der passer til)

Skæve eksistenser

Når man drejer en kop, skal man være nærværende, følsom og mærke efter de signaler, man får fra leret. Særligt som uerfaren, kan det være svært at finde rytmen og skabe samspillet. Når man glemmer at lytte til signalerne, og begynder at gå for hurtigt frem, sker det at koppen bliver for sårbar nogle steder og begynder at bukke sammen.

Når man sætter sig for at dreje en kop, er det ofte målet, at dreje en kop med lige og jævne sider. Så når siderne begynder at kollapse, eller måske klapser hele koppen sammen, er det en fejl. En fejl der er så svær at rette, at den ryger i lerspanden og man starter forfra men en ny klump.

Denne kop var meget tæt på at ryge i lerspanden, da jeg synes den var for tung i godset, men jeg elsker det udtryk den har fået, med en masse løbere, jeg ikke havde regnet med, og den har nu fået en æresplads på hylden herhjemme.

Jeg er for uerfaren til at kunne dreje det, jeg sætter mig for og jeg ender nogle gange med svækkede kopper, som jeg har presset for hårdt, så siderne er bukket sammen.

Men jeg har haft lyst til at arbejde videre med dem, og se hvad de kunne blive til.
Se hvilket potentiale der ligger i en kop der kom skævt fra start, som ikke blev hørt og egentlig burde have fået dommen: ‘Du er ikke god nok til at være en kop, efter samfundets standarder’.
I stedet for det blev en god standard kop, i et perfekt stel af ens kopper, kunne det måske blive en kop, man bliver nysgerrig på og det ender med at blive ens yndlingskop.

3 skæve eksistenser på landevejen

Buddleja samling

Jeg ved ikke hvornår man kan kalde sig en samler, men jeg tror godt jeg kan springe ud, som samler af sommerfuglebuske.
Jeg har i mange år været stor fan af dem, men da jeg har en ret mørk og våd have, troede jeg ikke det kunne være muligt selv at have dem i stor stil. Dem jeg havde købt eller fået i gave var også døde, uden jeg rigtig vidste hvorfor, men jeg var også meget ny i praktisk havebrug.
For nogle år siden, så jeg så min genbo havde dem i en mørk afkrog, hvor de kun fik meget lidt sol og var kæmpe store (måske fordi de strækker sig efter lyset, og de andre planter omkring dem også engang var små), sprang jeg ud i det og prøvede at tage stiklinger af hans. Jeg var blevet lidt mere ferm til have, ikke kun det teoretiske.
Det lykkedes både at få rod på en masse og få plantet nogle ud. Jeg var ikke god nok til vandringen, så en del gik til, men også nogle der klarede den, så det blev startskuddet på min samling.

Små sorte træskilte jeg har dekoreret og skrevet på med Posca tuscher, holder fint til lidt vind og vejr

De sidste par år har jeg lavet flere hundrede stiklinger, ikke af så mange forskellige slags, men bare mange. Det var terapeutisk og da de er nemme at få til at slå rod, gav det mig en god selvtillid. Nu laver jeg meget få, primært af nye eller få back-ups af dem som er svære at få fat på igen.
For selvom det er sjovt at få dem til at slå rod, synes jeg det var knap så sjovt at potte op og vande i tørkesomre i de mængder jeg havde (+mine andre potteplanter). Så langt de fleste blev kørt ind på den lukkede afdeling på Riget (efter personlig aftale), som har en dejlig have skabt med hjælp af patienterne. Så i år får de ingen stiklinger fra mig, hvilket føles lidt tomt, men jeg fik lov at transportere en masse skønne tomatplanter ind til dem, fra en veninde, så må jeg suge lidt på den følelse.

De første stiklinger plejer at få rod i maj, man kan både tage dem i dvale eller fra de første skud, som her (billede fra 25. Maj)

Buddleja i potter om vinteren
Jeg har utrolige store udfordringer med at holde dem i live om vinteren i potter. De er ikke glade for det, og da de holder en del af deres blade på i milde vintre i hvert fald, tror jeg lige de klarer den, men tit bliver jeg snydt og så er rødderne allerede rådnede, så de visner og dør.
Jeg havde læst et sted at det er fordi de ikke kan lide at stå i kold våd jord, og også at de har brug for luft til rødderne om vinteren, så det er vigtigt at potten har jordkontakt i bunden, så ormene kan suse op og ned og danne kanaler.
Men altså jeg synes at det hjælper lige lidt, så i år vil jeg prøve at sætte dem i udestuen og glemme dem lidt. Både mine pelargonier og fuchsiaer glemte jeg i udestuen hvor der kom frost i morgentimerne i vinters, og de klarede sig fint.

Sene og små stiklinger
I virkeligheden kan jeg bedst lide at få plantet mine stiklinger ud i jorden, samme år, så de ikke skal stå i potter om vinteren. Men hvis jeg får lavet nogle sene stiklinger (efter juni/juli) som ikke når at vokse godt til, særligt Buzz-serien/Flutterby og andre mini’er, er de for små til jeg kan sætte dem ud i vildnisset.
Når foråret kommer igen har planterne, omkring de små stiklinger, det med at skyde op i en voldsom fart, og jeg sover stadig vintersøvn, så jeg er ikke opmærksom nok på at fjerne konkurrenterne inden buddleia stiklingen får ordentlig gang i væksten, så de forsvinder tit for mig og visner hen.
Jeg har også haft en del stiklinger at skulle finde steder til, så nogle gange er der bare for mange i overskud, når jeg er i underskud og ikke kan mere havetamtam for i år.
Så for at finde en måde der passer til min årsrytme, håber jeg på succes med overvintring i udestuen.

Storplettet perlemorsommerfugl på Buddleia ‘Glass Slippers’. En af mine yndlingsbuske med tætte, meget lyselilla blomsterklaser, der ‘fader’ næsten hvide og smuk grågrønt løv. Har været i handlen de seneste år og også set i år, da de stadig er en del af Walter Gardens Monarch serie.

Hvorfor lige Buddleja?
Jeg har altid haft samlertendenser, og samlet på alverdens ting, og jeg elsker at se andres samlinger, lige meget om det er Disney merchandise, værktøj eller klokker.
At kunne se og mærke menneskers passion, synes jeg er helt fantastisk, og høre alle historierne om de forskellige effekter, hvordan det hele startede (tit tilfældigt) og hvordan kærligheden og passionen voksede med tiden.
Jeg har samlet på og krydset uendelige mængder tomater og chiliplanter, men de klarer ikke vinteren og efter jeg fik børn, kom det i anden række og nu er alle mine frø tabt desværre.
Jeg har altid godt kunne lide Buddleja, ligeså magnetisk den er for nogle insekter, er den også for mig. På en solskinsdag, kan jeg sagtens sidde så længe og kigge på livet i buskene, at jeg glemmer alt om tid og sted. Den er utrolig let at formere som stikling, jeg har selv prøvet nogle der slog rod i vand. Og når de først har fået fat, efter udplantning i jorden på deres blivende sted, vokser de godt og hurtigt til, måske med undtagelse af nogle enkelte sorter.
Sommerfuglebuskene klarer sig uden lige så meget opmærksomhed som tomater/chili og jeg kan gå og kigge på dem året rundt og glæde mig til blomstringssæsonen igen starter.
De bringer utroligt meget liv til syne, man måske ellers ikke lægger mærke til, og jeg ser dem lidt som ‘sensommerens foderbræt for insekter med sugerør’. 

Planer for fremtiden
Nu hvor jeg selv har erkendt at jeg samler på dem, vil jeg gerne få udvidet samlingen lidt med nogle spændende planter.
Det er er stort set de samme sorter der er på alle planteskoler.
Nogle planteskoler har kun 3 slags der hedder ‘hvid’, ‘lilla’ og ‘lyserød’, dem er jeg ikke så interesseret i, med mindre de har nogle specielle blade, en speciel vækstform, pudsige klaser eller noget andet der stikker ud, da der findes utroligt mange sorter der i forvejen ligner hinanden.
Planteskolerne Holbæk Planteskole og Aldershvile planteskole (Bagsværd) er de 2 jeg har fundet på Sjælland som har det bedste og bredeste udvalg og henter de nyere sorter hjem, hvert år.
Jeg har endnu ikke handlet på nettet, da fragten som regel er dyrere end planten og jeg vil ikke risikere at få en lille kvist.
Jeg ser flest Buddleja Davidii, som er den klassiske sommerfuglebusk, og jeg kunne godt tænke mig nogle af de andre, som også er hårdføre i Danmark, men ser lidt anderledes ud.
Jeg er helt forelsket i Salmon Spheres, selvom den skal i drivhus for at klare vinteren, men jeg vil godt ofre en tomatplads på den.
Buddleja x weyeriana Moonlight og Pink Pagoda er også supersmukke, men heller ikke nogle jeg er stødt på. Englænderne er også glade for Buddleja, men efter Brexit og de nye toldregler, kan jeg slet ikke overskue at gå i gang med en handel, og mange sælger kun nationalt. Jeg håber det ændrer sig, for englænderne laver og forhandler nogle virkelig spændende sorter, feks er jeg ret lun på Octopus, som stadig kun fåes i England.
I det hele taget er jeg meget glade for de lyse (ikke hvide) farver i laks/gul/lyserød og så når løvet er let filtet og sølvgrønt, lidt a la lammeøre. Ellers skal jeg over i magenta/fuchsia/bordeaux eller en lilla til den røde side, såsom Black Knight.
Udover jagten på nye sorter der falder i min smag, håber jeg en dag at kunne krydsbestøve og lave nye sorter selv, ligesom jeg har gjort med andre planter jeg har haft. Men jeg skal lige have noteret hvem der faktisk danner frø, og helst nogle af dem, som måske ikke danner for mange frø. Der er også fremavlet sorter der ikke kan danne pollen, så det skal jeg også lige have checket op på.
Men først og fremmest skal jeg have trænet finmotorikken, da det må være den allermindste blomst jeg nogensinde har emaskuleret, jeg ved slet ikke om jeg kan fjerne blomst og pollenknopper uden at smadre det hele. Men nu må jeg se hvor langt jeg kommer, og hvornår jeg kommer i gang.

Buzz Candy Pink, som er en lille kompakt plante, med gode holdbare blomster. Den har hidtil været den tidligste i blomst hos mig, men bliver nu slået af Lavender Cascade og Prince Charming af Davidii’erne. Buddleja Alternifolia ‘Unique’ er den tidligste på matriklen, indtil videre.

Henvisninger
Hvis du er kommet ind på dette indlæg fordi du også elsker Buddleja og gerne vil se og læse mere, kan jeg anbefale Longstock Gardens hjemmeside, som jeg elsker at klikke rundt i, god og overskuelig, med masser af sortsbeskrivelser: Buddleja Collection
En anden engelsk side jeg er glad for er: The Buddleja Garden
som er en privat der skriver blogindlæg en gang imellem om planterne, hvad der sker med de forskellige, vejledninger samt om nye krydsninger i pipeline og meget andet.
Jeg kender kun en bog, dedikeret til Buddleja, som jeg har lånt på biblioteket, men nok vil købe en dag, selvom jeg har læst den nogle gange: ‘Buddlejas’ af David D. Stuart.
Gardeners World lavede et interview med Peter Moore, som er en Buddleja forædler, og det fandt jeg på et tidspunkt på Youtube (kan ikke genfinde det desværre), men ellers har jeg ikke rigtig fundet noget specielt på YouTube, udover hvordan man kan formere dem eller korte videoer af nogle forskellige sorter.

Verdens dyreste farveblyanter

I flere år har jeg kigget langt efter nogle dyre farveblyanter, men ikke synes jeg var god nok til at tegne, til at bruge så mange penge på materialer.
Sidste år købte jeg en den mindste pakke med dem og de har ligget og samlet støv siden. Jeg har kigget på dem mange gange og ikke turde bruge dem. Tænk hvis nu jeg bruger dem helt op og slet ikke kan tegne noget, jeg bliver tilfreds med.

For nogle dage siden fik Mads nye farveblyanter til penalhuset og vi aftalte at vi skulle hyggetegne og høre lydbøger.
Jeg besluttede at tage mine dyre blyanter med, i håb om jeg samlede mig mod til at bruge dem. Mads spottede dem lynhurtigt, da jeg havde vist ham dem før: “Årh mor, det er jo verdens dyreste blyanter! Må jeg også prøve dem?”

Ja da! Og han kradsede løs og fyldte papiret med farve fra kant til kant. 

Jeg beherskede mig og roste ham for hans flotte tegning, da jeg virkelig ikke ønsker at han arver min sparemani. Men som han tegnede, kunne jeg næsten høre blyanterne blive mindre og pengene fosse ud. 

En del af mig tænkte, at selvfølgelig skulle han prøve verdens dyreste blyanter, selvom der er en gave jeg ikke engang, vil give mig selv. Men min søn skal have den glæde at tegne med dem, uden den mindste bekymring, om hvad de kostede.
Og jeg var mega stolt af mig selv, at jeg lod ham gå tegneamok, knække spidser og sagde ikke noget om, at han skulle tage den med ro eller nu må du altså kun tegne én tegning med dem. Lidt koldsved kom der, da han skulle spidse den ene.
Jeg prøvede ihærdigt at udstråle, giv den gas og nyd det!

For at dulme mine nerver, besluttede jeg mig for at bruge, hvad der var i hans penalhus. En måde at opveje det på. Så der kun blev brugt for 10 kr farveblyant og ikke 20 kr, i denne omgang.
Efter noget tid, hvor jeg havde været fordybet i min tegning, opdager jeg at han også er gået over til at tegne, med tingene fra penalhuset. Og så ser jeg at han har tegnet den krage, jeg har tegnet.
Jeg blev så rørt over han sidder og kopiere mig, og så slår det mig lige pludselig at han jo også kopiere det, at jeg bruger tingene fra penalhuset. Han kender jo endnu ikke min årsag, men han kopierer min adfærd.

Nu har jeg, lige siden jeg husker det, prøvet at bryde med, at spare på alting. At vente på det rigtige tidspunkt til, at jeg godt må bruge, godt må være, godt må leve!
Ikke hele tiden tænke i økonomi og hvad kan bedst betale sig, men bare hvad har jeg lyst til, hvad gør mig glad?

Jeg følte et øjeblik at jeg gav lidt slip på det, ved at lade min søn tegne med dem, men jeg undskyldte for mig selv, at så var det nok personlig udvikling for i dag, så jeg ikke selv skulle have lov og dermed spare lidt på blyanterne, til en anden dag, jeg så selv kunne bruge dem.

Men hvad er det for en dag jeg venter på? Hvad sparer jeg op til? Hvornår er der nok penge i banken til, jeg gerne må bruge verdens dyreste blyanter, også selvom laver en tegning som JEG ikke synes er god nok?

De blyanter har den højeste lysægthed på marked, dvs de vil kunne bevare farverne bedst over længere tid.
Jeg ELSKER ELSKER ELSKER den krage, som Mads har tegnet til mig, og hvor ville jeg ønske jeg havde vist ham vejen, i stedet for bare at pege på den, ved selv at have tegnet med de blyanter, så han også havde kopieret den adfærd. Så havde den krage holdt sig knivskarp i farverne, selv efter mange år. 

Jeg har fået og får helt sikkert, mange flere fantastiske tegninger, så det er ikke så meget tegningen, men hele det, at man bliver kopieret som forælder, om man vil det eller ej, og om de vil det eller ej.
Man kan sige nok så mange gange, at de skal det ene eller det andet, men hvis man ikke selv går vejen og gør det, tror jeg de ubevidste handlinger, har det med at vinde i sidste ende.

Jeg har stadig ikke brugt de farveblyanter.

Men nu har skrevet om min udfordring og det har det med at hjælpe på processen, for mig i hvert fald. Og det er heller ikke sikkert mine observationer er rigtige, men så længe jeg går et skridt i en god retning og holder sindet åbent for nye indsigter, tænker jeg det går.
Jeg har besluttet at jeg på sigt, køber det største sæt, hvis jeg bevarer tegnelysten. Også selvom jeg måske aldrig bliver god nok, i mine egne øjne til at tegne. 
Men fordi jeg er god nok, som jeg er.

Når jeg skal beregne om jeg må tegne med de dyre blyanter, skal jeg ikke kigge på om jeg har udviklet mig nok, eller om jeg kan blive god nok til at sælge, så jeg kan tjene dem ind igen.
Fordi jeg ikke SKAL blive bedre til at tegne, fordi jeg ikke skal opnå noget med at tegne, jeg skal ikke blive til noget, med min tegninger. 
Jeg skal bare tegne. 
Og have det godt med at tegne, også selvom jeg kunne blive bedre, hvis jeg bare gjorde dit og dat. 

Det er ok at stå stille og ikke ønske at blive bedre, bare at nyde at være i nuet, og tegne med verdens dyreste farveblyanter.

Den kørende keramiker

For nogle år siden fandt jeg frem til en kunstforening der lavede keramik, ikke så langt fra der hvor jeg bor. Jeg meldte mig ind, da jeg længe havde tænkt på at prøve noget mere med keramikken.
Det blev ikke til så meget på de 3 gange jeg var på aftenskole i 2011, så jeg havde slet ikke nået at få prøvet de ting af, jeg havde udtænkt. Så 2019 var åbenbart skæbneåret hvor jeg skulle prøve det igen.

Foreningen gjorde det meget klart fra starten, at der ikke var nogen form for undervisning, så jeg gik i gang med at trawle Youtube og Pinterest tør for keramik tutorials.
Så længe man ikke har brug for andres feedback på det man laver, og kan engelsk, er det jo blevet super nemt i dag at lære alverdens ting på internettet.

Den store vase røg i et venstressving så vidt jeg husker, men gravidskulpturen overlevede

Jeg fandt hurtigt ud af jeg ville lære at dreje, det gik så lidt langsommere med faktisk at lære det. Det er utroligt svært at se lige præcis, hvad det er, de gør med hænderne i videoerne, hvis ikke de er gode til at forklare imens.
Men jeg satte mig for at fejle 50 gange med at centrere, før jeg ville kaste håndklædet i ringen, og pludselig en dag lykkedes det.

En stor træplade er lagt i vater på passagersædet, ved hjælp af pantflasker og håndklæder

Som tiden gik, blev jeg bedre, dvs tingene blev tyndere og højere. Det var nu ret upraktisk, kun at være i værkstedet 1 gang om ugen, særligt fordi det ikke var hver uge, jeg havde det godt nok til at komme afsted. Så det jeg lavede, skulle med hjem og gøres færdigt. Ikke ret nemt at køre med nydrejet keramik, skal jeg hilse at sige. Og overlevelsesraten var heller ikke så god, men fordi det mere er processen jeg nyder end selve resultatet, så blev jeg ved. Og med keramik, tror jeg det er særligt vigtigt, ikke at knytte sig for meget til det, da der er mange trin, hvor det kan gå galt.

Sådan så mit bagagerum ud i 1,5 år – det blev mit faste lager, så jeg ikke skulle bruge krudt på at pakke bilen på de gode dage, men bare koncentrere mig om at komme afsted.

Da jeg havde det bedre, de dage jeg lavede keramik, talte vi om jeg måske skulle have en drejeskive herhjemme, så jeg kunne dreje efter behov. Jeg fandt en drejeskive på brugtmarkedet, trodsede min angst og fik sendt hvad der føles som 400 beskeder frem og tilbage med en meget tålmodig sælger (som havde en masse mennesker i kø til den allerede, i den tid vi havde skrevet sammen).
Manden kørte afsted til Århus efter den, ugen efter, og sikke en befrielse det er at kunne dreje når energien er til det, også selvom det sviner indenfor og man har små pilfingre rendende. Det viste sig så, at være en psykolog med speciale i angst, jeg købte den af, Oh the irony!
Så i 2020 kunne jeg tømme mit bagagerum for ler og værktøj. Nu havde jeg kørt rundt med alting i 1,5 år, i tilfælde af jeg skulle få lyst til at dreje.

Drejeskive og resterne fra det nedlagte værksted, lige ankommet fra den lange tur fra Århus

Håndholdt extruder til hanke

Som et gennemgående tema i mit liv, har jeg altid kastet mig ud i nye ting, selvom jeg jo egentlig har rigelige mængder af projekter, materialer og idéer, ikke mindst.
De sidste par år har jeg fundet en kæmpe kærlighed til at lave keramik. Jeg har dog været lidt udfordret på at lave hanke til mine kopper. Ikke fordi jeg ikke kan finde ud af det, men mit helbred har været for ustabilt, til at jeg har kunne planlægge det ordentligt. For det er svært at sætte en hank på en nydrejet kop, da den er helt blød, og det er også svært at sætte en ´nytrukket´våd hank på en kop, da hanken jo så er blød.
Det kan sagtens lade sig gøre at få planlagt i de gode perioder, og jeg kan også bedst lide at trække håndtag, synes de får mere personlighed. Men til de mindre gode perioder eller tidspunkter hvor tiden er imod mig, har min søde mand, skabt dette vidunderlige hjælpemiddel til mig.
Shimpo laver en lignende, som er lavet til ler og Old Forge Creations (englænder) har lavet en meget lignende denne (Kan købes færdiglavet hos dem).

En hank formes nemt efter den lige er trykket ud og skal ikke tørre så længe før montering, hvis man er lidt i tidskneb, kan man nok gøre det med det samme, hvis man vil.

Fugepistol
Den er lavet af en helt almindelig fugepistol til pose/patroner så den, modsat de fugepistoler som kun kan tage patroner, har et rør man kan fylde op med materiale.
Jeg tror man skal være obs på at leret skal være forholdsvis blødt, så man ikke overbelaster fugepistolen for meget, da den jo kun er bygget til fugemasse.
Min er købt i Harald Nyborg (varenr. 2769) til 48 kr.
Jeg har indtil nu, kun brugt Silica Nordics 371 (sort ler med 0,2 mm chamotte) direkte fra posen. Det er en rimelig blød ler fra posen, og det smutter ud af den som vaniljekransedej.
Jeg har ikke de vilde fingerkræfter og jeg synes det går fint med at trykke, og det virker ikke til at fugepistolen er overbelastet.

Mit sæt består af fugepistolen, 2 ens skubbeplader og 2 forskellige størrelser håndtag

Extruder dies til hanke
Det er ikke nok med at købe en fugepistol, der skal laves en lille skubbeplade (indeni til at skubbe leret ud) samt et nyt mundstykke, i form af en plade med hul i, hvor hullets form skaber hankens profil.
Pladerne er laserskåret i 3 mm plexiglas.

Skubbepladerne (2 ens for at give ekstra styrke), kan enten komme i bagfra eller vippes og tages ud i forenden, hvis man undgår de rammer de 4 ‘bulede dutter’.
Leret æltes rigtig godt sammen inden det kommes i røret, så man sikrer at der ikke er små lufthuller i.
Mundstykkepladen’ lægges ned i den afskruede ring, og den skrues derefter på

Laserskæringen gør at snittene bliver næsten helt rene, og derved ikke laver spor i leret, når det presses ud, som det nok vil gøre hvis man laver hullerne i hånden.
Men det er muligt også at lave dem i hånden, hullet kan laves ved at bore 2 huller med et 8 mm bor ved siden af hinanden, og file stykket fladt imellem de to huller.
Når hanken presses ud af fugepistolen, glatter jeg alligevel de små ujævnheder ud med fingrene, så det er ikke fordi de kommer perfekte ud, selvom de er laserskåret. Nogle gange skyder den dem også ud i en let bøjet form, så de lige skal rettes op, men jeg tror det mest handler om ikke at trykke for hurtigt.
Mål på skiverne samt filerne til laserskæreren vil blive lagt op i dette blogindlæg så snart vi lige får koordineret det.

Det første stykke er let bøjet da jeg trykkede hurtigt, ved et stille og roligt tryk, kom hanken mere lige ud
Når man er færdig, synes jeg det er nemmest at få endepladen af ved at skubbe den sidelæns, frem for at hive den lige af.

Selvindsigt og sammenforsyning

Bloggen fylder 10 år i år.
Første indlæg skrev jeg i marts 2010 og det føles ikke rigtig som 10 år siden, men det er det jo så. Dengang var vi lige flyttede fra lejlighed i storbyen til et hus på landet og jeg drømte om at være selvforsynende.
Det har været nogle vilde 10 år, med masser af erfaring, nederlag og opture, som livet jo er fyldt med. I dag vil jeg ikke længere være selvforsynende, synes ikke det giver mening, på samme måde som det gjorde dengang.

I dag tror jeg mere på at være sammenforsynende.
Det er mere bæredygtigt, både for mennesker, dyr og jordklode.

Der er mange ting ved at være selvforsynende, hvor man bruger væsentlig mere energi, end hvis hele vejen havde slået sig sammen og gjort det sammen. Både menneskelig energi, men også strøm/benzin/anden energi man betaler for.
Og så er der det, at der altid vil være ting man hader, som andre måske elsker at lave. Og de ting man ikke er i stand til gøre, psykisk eller fysisk. Vi har alle forskellige begrænsninger, der skal tages højde for.

Jeg hader at strikke, jeg har prøvet at overtale mig selv mange gange i løbet af livet, men jeg hader det hver gang. Håber stadig bare, at det er fordi det ikke er min tid endnu, så jeg prøver nok til jeg skal herfra.
Men jeg elsker strikkede ting. Så jeg bliver nødt til at finde andre der kan lide at strikke, og det er ikke svært. Det er jo helt vildt, så mange der elsker at strikke!

Jeg er også vildt dårlig til at dyrke agurker og jeg har heller ikke, det gode spot til majs.
Der er altid noget der går godt nogle år og dårlige andre, og når nu jeg har prøvet at være selvforsynende i så mange år, er jeg blevet mere og mere taknemmelig for, at jeg ikke er afhængig af det.
For det er enormt arbejdskrævende og det kræver et særligt fokus på forbrug, som man skal være enige om i husstanden.
Vi har i Danmark muligheden for at købe varieret mad og faktisk er vi ude i overflod af mad, så der er kommet en tendens på de sociale medier til at folk giver overskudsmad væk, man skal bare hente det. Det kan være noget der snart udløber eller nogle der har holdt stor fest, men det kan også være et frugttræ, der giver mere end hvad husstanden kan forbruge.
Butikkerne er begyndt at lave poser med ‘too good to go’ og der er kommet flere ‘skraldere’ til, som dykker i containere, for at hive det op, som de mener stadig har spiseværdi.

Jeg vil ikke have undværet min tid som forsøgende selvforsyner, og jeg er sikker på at jeg kan bruge de erfaringer jeg har fået, til at blive mere bevidst om en bæredygtig og klimavenlig tid, hvor jeg vælger lidt mere kritisk, hvad jeg bruger min tid og penge på.
Og når jeg ender med overflod selv, om det så er mad eller ting, vil jeg udbyde det til de nærmeste, de fjerneste (på sociale medier i lokalgrupperne) eller sociale mødesteder (varmestuer/krisecentre/osv) samt de mange genbrugsbutikker.
At være sammenforsynende, betyder ligeså meget en omtanke for andre, som man skal have for ens eget liv og behov.

Lige meget, hvordan man vender og drejer det er vi alle klimabelastninger.
Lige meget om vi spiser kød, flyver jorden rundt eller bare slår en prut.
Det skal jo helst ikke gøre at vi ender i det apatiske tankespor, at vi intet kan gøre, for vi er så dybt nede i hullet. For der er liv efter os.
Og som de siger på DR Ramasjang: Ingen kan gøre alting, men alle kan gøre noget.

Selvindsigten kom snigende
Udover jeg er blevet meget mere klima- og ressourcebevidst end for 10 år siden, er jeg også blevet lidt klogere på mig selv.
Det ville også være lidt skidt, hvis ens personlige udvikling har stået helt stille i 10 år.

Det var enormt svært i starten på bloggen, at finde ud af, hvad jeg var for en blogger. Det var måske også lidt mere nyt, end det er i dag.
Men alligevel… Var jeg haveblogger, kreablogger, familielivsblogger, medblogger, livstilsblogger, selvforsyningsblogger?
Jeg synes ikke rigtig der var noget der vægtede mere end andet, kun i perioder.
Men omkring mig så jeg effekten af folk der forenede sig og forenklede deres blogs, målgruppen var meget nemmere at fange.
Jeg har altid synes min blog er noget rod, men alternativet var at skulle starte en masse forskellige blogs med hvert emne, og nogle gange overlapper det jo hinanden.
Så jeg holdte fast i én blog og så måtte jeg oppe mig lidt og få det kategoriseret ordentligt og givet det relevante hashtags.

Jeg er glad for den beslutning. For selvom jeg nok var nået ud til flere, så ville jeg selv nå at tabe pusten i det. I forvejen er jeg ikke vildt god til at få svaret på kommentarer, og det hjælper nok ikke med flere blogs og flere kommentarer samt man skal holde styr på flere blogs og finde på indlæg der specifikt passer på dem.
Jeg har taget det som det kom, skrevet når jeg havde lyst og kan nu se, at jeg ikke ville have kunne forene mig med få emner, for jeg skifter for tit interesse.

Jeg har altid hoppet rundt i forskellige emner og når det bliver for kedeligt, hopper jeg videre til næste. Og tager den erfaring, med mig fra forrige interesse.
Og i dag ser jeg jo at bloggen jo i virkeligheden er en forlængelse af mig.
Det er mig.
Det der optager mig, det jeg finder energi i, det jeg har lyst til at dele med andre.
Der er intet jeg laver nu, som er det samme, som for 10 år siden, jeg hopper rundt hele tiden.
Jeg har bygget det sammen, skilt det ad og samlet det på en ny måde, tusindvis af gange.
En afspejling af mit sind, som også altid er i bevægelse.

Jeg er jo så også, blevet 10 år ældre, så jeg hopper ikke så hurtigt mere.
Selvom det er sjovt og spændende, er det også hårdt ikke at kunne finde en ro i noget, og blive i det.
Nogle gange ville jeg ønske, jeg fandt en glæde i bare at hækle derudaf, eller sy kjoler efter samme mønster til alle byens børn eller måske bare lave mad efter en opskrift, uden at ændre på noget. Det må være enormt afslappende og roligt.
Men mit sind er altid i bevægelse og det er nok det der har skabt en lettere rodet, men fyldig blog, de sidste 10 år.
Bloggen har hjulpet med at skabe lidt ro, i mit eget kaos.

Det har hjulpet mig til bedre at forstå ting, ved at skrive om det på bloggen. Og det har været god træning, at skrive i et sprog så andre kan forstå det, eller i hvert fald var det min hensigt.
Derfor har jeg valgt en anden vej med bloggen i dag, end den jeg ridsede op for 10 år siden.
Jeg vil lære at forstå mig selv, så derfor må jeg i gang med at skrive om mig selv og mine tanker. Finde de hashtags der passer på mig.
Måske det vil blive bloggens død, for der er jo ikke nogle der googler mig og mine tanker, i samme grad som skildpaddecreme eller hjemmelavet svampemycelium. Og hvis jeg ikke formår at skrive om noget interessant, så vil jeg kede både andre og mig selv.
Men måske vil det hjælpe andre, til at reflektere lidt over deres liv og dem selv, det ville jo være dejligt, hvis jeg kunne være en slags katalysator for nogens selvindsigt.

At være en tankevækker.

Jeg må se, hvordan det former sig og hvad jeg har energi til.
Går det, så går det, og ellers går det nok alligevel.