Min første kop

Her er den allerførste kop jeg har lavet.
Jeg kan huske jeg var lidt skuffet, da den kom ud af ovnen. Bunden har slået sig og kan ikke stå fladt, da den er håndbygget, for jeg vidste ikke noget om ler.
Glasurerne er de første jeg lavede selv og er både klumpede og krakelerede, for jeg vidste ikke noget om glasur.
Den er rullet med en kagerulle og det rillede mønster er lavet med en skrue jeg har smuglet ud af mandens værksted, for jeg havde ikke noget lerværktøj.
Den har fået en plads i koppeskuffen og en Royal Copenhagen kop er skubbet ind bagerst.
Den minder mig om at det, jeg ikke kan lade være med at gøre, selvom jeg ikke ved en pind, ikke har det rigtige værktøj og med stor sandsynlighed vil fejle i, er det jeg skal gøre mere af.


En form for uforståelig drivkraft, jeg altid har haft. Hvis jeg glemmer at tænke over hvad jeg skal og bør, eller mangler overskud, opgiver og tænker at jeg kommer til at være klistret til sengen hele dagen, kan jeg tage mig selv i lige pludselig at drive hen mod det. Helt uden at opdage det.
Jeg drages, som Misse Møghe nok ville have formuleret det.
Det er som at blive sat fri af pligternes lænker, en pause fra virkeligheden, hvor jeg ikke flygter, men mere hører det som baggrundsmusik, på en måde hvor det ikke støjer, men er meget mere fordøjeligt.
Gode sunde beslutninger tages bedst i fredstid, hvor tankerne er fordøjet og angstens bølger har lagt sig.
Kunsten for mig er at skabe rum for fordøjelse og at vente på roligt vand.

Kravafvisende eller grænsesættende?

Når man kommer ind i psykiatrien eller bare hos lægen, er de glade for at bruge nogle termer om én, som er forståelige for fagfolk. Alle brancher har nok en eller anden form for fagord, da det er noget nemmere og hurtigere at kommunikere.
Alle mekanikere ved hvad en kaburator er og hvad de skal fikse hvis den har en fejl XXX (jeg kender ikke til karburatorer, så kan ikke nævne hvad der kunne være galt, derfor fejl XXX). Kaburatoren skal og kan ikke tage stilling til noget, den bliver enten skrottet eller repareret, hvis det er økonomisk rentabelt.
Når man som menneske hos en menneskemekaniker, feks læge, psykiater eller psykolog, og får en fin diagnose til samlingen eller bare et lille pynteord, som beskriver en, når man bliver slået op i kataloget, er det lidt anderledes.
Modsat karburatoren, er der en mulighed for at jeg kan reparere mig selv. Men det står bare ikke helt klart altid, om det er noget som kan repareres og hvem der i virkeligheden skal reparere det. Og hvis nu der står i den store bog at det ikke kan fikses, kan man så afhjælpe symptomerne, og hvilke muligheder er der her?

Nogen gange kan jeg også blive helt i tvivl om det overhovedet er et problem, og hvem der egentlig synes det er det største problem.

En af de termer jeg har kunne pynte mig med er ‘kravafvisende’. Jeg aner ikke om den hænger på mig for altid, eller om det bare er en midlertidig ting, som skal revurderes.
Men kravafvisende har ikke ligefrem en positiv klang. Det er ikke noget man med stolthed siger at man er.
Jeg er ikke helt sikker på hvilken kasse jeg egentlig er kommet i, men jeg ved dog at som mange af de andre termer, er det meget forskelligt hvad fagfolk mener de betyder, hvilket jo ikke gør det meget nemmere at være i.

Der er sådan lidt ‘tag dig sammen’/dovent over den. Der bliver stillet krav til mig jeg ikke kan imødekomme, bum, du har kravafvisende adfærd. Men er det urealistiske krav der bliver stillet til mig?
Jeg ved det ikke. Men det føles ikke så fedt, ikke at kunne leve op til nogle krav, som jeg åbenbart, skulle kunne varetage.
Samtidig får man hele tiden at vide at man skal lære at sætte grænser, og passe på sig selv. Sige nej til det man ikke magter, skære ned på arbejdsopgaver, sænke ambitionerne, sige fra, sænke barren, gøre ting der gør én glad. Det er en del, hvis ikke hoveddelen, af de råd man får til at få det bedre psykisk.
Eller i hvert fald de utallige råd jeg har fået, men altså fra det samme sted, som beskriver mig som kravafvisende.

Kunne man ikke vende den om og finde et fagterm der beskriver, at det er psykiatrien der ikke formår at møde personen der hvor de er, og derefter stille urealistiske krav som ikke er svarende til personens evner?

Jeg er begyndt at tænke på om det i virkeligheden handler om at jeg i gennemsnittet kan levere mindre end andre, og det er den bedst mulige måde at beskrive det på. Desværre sidder jeg med en følelse af at jeg burde kunne det, selvom jeg nok ikke kommer derhen.
Jeg synes det er nemmere at vide at man er dårligere end andre og man derfor skal forvente at kunne mindre end andre. Der er selvfølgelig en sorg bundet til den erkendelse, men så kan man da begynde at finde ud af, hvordan man skal tackle livet herfra og finde nogle nye livsmål.
Sådan lidt ligesom at sige til folk uden ben, at de skal løbe et marathon. Men med psyken er det bare mere svært at se, at benene mangler. Også for mig, patient 483273.
For jeg vil jo gerne løbe det marathon, ligesom alle de andre. Så jeg har prøvet og fejlet, så helt utroligt mange gange. Og folk omkring mig, hepper, kommer med velmenende råd, opmuntrer mig til at prøve igen, for hvorfor skulle jeg dog ikke kunne, når alle de andre kan, og jeg jo siger, at jeg gerne vil.

Fordi jeg ikke har nogen ben.

Lige præcis derfor, kan psykiatriske diagnoser være uendeligt befriende at få. Endelig finder man ud af man ikke har nogen ben! Der kommer lys på ens udfordringer og begrænsninger. Man tror at nu er det slut med at kæmpe. Der er ikke nogen grund til at prøve at løbe, for man kan ikke.
Fagfolkene kan slå en op og så ser de hvilke dele man mangler, men ak. De har ikke købt nye bøger siden de blev udlært eller måske synes de at diagnoser er noget pjat.
Og efter man har fortalt dem sin livshistorie for 172973. gang (som nogen efterhånden må have logget) og den udfordring man er kommet for at snakke om den dag, bliver man mødt med:

“Jeg tror du vil få det bedre, hvis du løber en tur,
og ellers må du vende tilbage, jeg har ikke mere tid i dag”

*Lyden af min kæbe der rammer gulvet*
‘Ja ok, hav en god dag…’


Fiskemanden

Da jeg var barn, den alder hvor jeg gerne måtte dalre omkring for mig selv i Herlev (i 90’erne), vandrede jeg ofte op til Tvedvangen 201, når det blev onsdag.
For om onsdagen kom fiskebilen til Lindehøjscentret. Dengang Lindehøjscentret havde en Beka (dagligvarebutik) og en bager. Jeg kan ikke huske hvad den sidste i rækken var, men kan huske at det var stort, den dag det blev til en Danske Bank, det synes jeg i hvert fald.

Men altså, på vej hjem fra skole eller i frikvarterer, susede jeg tit forbi og sludrede med David i fiskebilen.
Jeg kan absolut ikke huske hvad vi talte om, men jeg husker, særligt om vinteren, at det var ikke altid sjovt at ramme en stime (høhø) af mennesker, og skulle vente på de købte færdig, så vi kunne snakke.
En gang imellem havde jeg hunden med, så fik hun en delle af David. Det var hyggelige stunder husker jeg. Undtagen dengang den gamle borgmester kom og kaldte hunden for en køter, jeg har altid hadet, når folk kalder hunde for køtere.

Det er sjovt med sådan nogle barndomsminder. De dukker nogen gange op, og hos mig er det tit specifikke ‘scener’, som på en måde hænger fast. Feks. det med borgmesteren, der både var nedladende overfor mig og hunden.
Jeg tror han synes det var mærkeligt, at jeg hang ud ved fiskebilen. Det var der flere der synes, jeg købte så vidt jeg husker, heller ikke noget fisk.
Jeg tror jeg så det som et stamsted, et sted man kunne få sig en lille sludder om alt og ingenting. Hvis stemningen var god og samtalen flød, blev jeg hængende, og hvis det hele var lidt gråt, futtede jeg videre og kom igen en anden onsdag.

Jeg kan slet ikke huske hvad vi talte om og jeg kan faktisk heller ikke huske i hvor lang tid jeg kom der, og hvorfor jeg stoppede med at komme der.
Men jeg var virkelig taknemmelig for at David havde lyst til at snakke med mig. Det var faktisk et ret stort privilegie på en måde, at have en person der kom fast hvert onsdag, som ville snakke med mig. Ingen forventninger til hvordan jeg skulle være, hvor tit jeg skulle komme, hvad vi skulle snakke om eller at det nogensinde skulle blive til andet end sniksnak ved fiskebilen.

Det er sjovt, hvordan mennesker kan komme så flygtigt ind og ud af ens liv. Blive en del af ens historie, helt tilfældigt, og at man aldrig glemmer dem igen.
Ja, jeg har jo så glemt hvad vi har talt om og jeg kan heller ikke huske hvordan han så ud. Men jeg husker at han slukkede min følelse af ensomhed, for en stund.
Jeg følte mig akavet, fordi jeg var usikker og umoden, men jeg følte mig aldrig mærkelig i hans selskab. Han var venlig, rummelig og tålmodig.
Han har sikkert også til tider fået nok ævl og stukket mig en fisk, for at jeg smuttede hjem, han kunne i hvert fald ikke finde på nogen gode undskyldninger, for at han skulle noget andet. Men det gør ikke noget, det er i hvert fald ikke noget der har påvirket mig i så fald.

Jeg håber at jeg en dag bliver, eller at jeg allerede har været, en David for nogen.
Et venligt pust.
En der har plads i sin sfære, til at man lige tager en pause fra virkeligheden. Skaber et trygt rum og får en lille snak, som kan sende nogen videre med fornyet energi, og følelse af det hele nok skal gå.

I dag bor jeg ikke længere i Herlev, så jeg har fået mig en ny fiskemand, mindst lige så venlig og snakkesaglig, som jeg husker at David var.
Men nu i butik, så når jeg skal vente på kunderne bliver ekspederet, er jeg ikke ved at få frosset tæerne af om vinteren.

Skæve eksistenser på den lukkede

I August 2021 var jeg så heldig at kunne få lov at udstille mine Skæve Eksistenser på Holbæk Bibliotek. Det er de keramikemner som jeg fik presset alt for hårdt og glemte at lytte efter, så de kollapsede og var lige til lerspanden.
Jeg prøvede at redde så mange jeg kunne, efterhånden som det skete, for at se hvad de kunne blive til, hvis jeg efterfølgende gav dem den ekstra opmærksomhed, de hver især havde brug for.

Skæve eksistenser i morgensolen

Det havde været hurtigere, nemmere og langt mere effektivt at starte nye kopper op, ingen tvivl der. Men jeg skal ikke nå noget, og måske var der en skjult læring i processen.
Jeg har lært meget mere om de forskellige typer ler jeg arbejder med, hvor langt og hvor meget i tørringsprocessen jeg kan arbejde med dem. Hvor hurtig tørrer de og kræver de at jeg sænker tørreprocessen, så vandet kan nå at fordele sig i det indre, for at undgå revnedannelse.

Jeg mă helt ærligt sige at det er mine yndlingskopper.
De bestemmer selv, hvordan de skal se ud på en måde, jeg prøver bare at læse dem og se hvad jeg kan gøre for, at de kommer i mål. Jeg kan holde mig selv i en tilstand, hvor jeg ikke føler jeg skal præstere og det gør ikke noget, at det ikke bliver til noget. De får mig helt ned i gear, for de kan ikke forceres. De tager virkelig den tid de tager, for ellers går de helt i stykker, og de tvinger mig ind i følsomhed, så jeg begynder at lytte til hvad de kan og hvad de ikke kan.

Min datter på 5 år viste mig hvordan man tegner en smuk prinsesse og jeg viste hende hvordan man kunne tegne en anden slags sol. Og de er naturligvis tegnet med verdens dyreste farveblyanter.

Jeg håber at bare en snert af den energi og kærlighed, jeg har lagt i de kopper, vil overføres til dem der drikker af dem. Et ønske om at give sig selv tid til at være klar til næste skridt, at vi alle har hver vores rute i livet og vi må prøve at skabe den nødvendige individuelle indsigt, for at kunne komme videre.

Jeg vil nu aflevere nogle skæve kopper til den lukkede afdeling på Riget, til en mand som jeg tror har forstået det, fordi han holder sindet åbent, for at han ikke har forstået det hele. Så han prøver at forstå og lære individerne og deres behov at kende, på den lukkede.
Nysgerrigt og kærligt.
Hvert møde er en ny start, ingen er samlebåndsarbejde eller set som teoretiske arketyper, der skal behandles på en bestemt måde.
Jeg er mildest talt imponeret hvordan han kan arbejde og holde hovedet højt i så bureaukratisk system, der i nogle henseender direkte modarbejder sundhed, efter min mening. Men så glad for at hans indre sol stråler derinde, bag murerne, og forhåbentlig stikker det i øjnene på nogle magthavere og skaber varme til nogle fantastiske sjæle, der har det svært, forhåbentlig kun for en kort stund.

En kasse med kærlighed og et kæmpe håb, for at livet bliver lysere for de dejlige mennesker på den lukkede, der nu kommer ud i verdenen igen

Jeg håber mine kopper kan bidrage til at noget bevæger sig i en bedre retning. Jeg ville ønske at jeg kunne gøre en masse og redde hele verdenen, men det kan jeg ikke. Og det skal jeg ikke.
Da jeg var længst nede psykisk, var det ikke 1 person der vendte bøtten for mig. Eller det kan man jo sådan set godt sige, det var mig. Men de mennesker der var omkring mig, og opstod omkring mig i den tid, rakte alle hænderne ud til mig. Prøvede at hjælpe mig på hver deres måde, fra hver deres baggrund. Nære og fremmede kontakter.
Nogle har været der fra start og holder stadig hænderne ned til mig, andre er forbipasserende og kaster kærlighed efter mig. Og jeg mærker at alle kærlige hænder tæller og gælder.
Det var ikke en hånd der gjorde jeg kom opad, det var de mange mange kærlige hænder, der samlet set fik mig til at indse, at jeg med tiden kunne komme op af det hul, og det er det værd.
Livet er værd at leve.

Kreativ proces og krystalkopper

Jeg har tænkt meget på hvordan min kreative proces fungerer og hvad jeg skal være opmærksom på. Det sker at jeg render ind i ‘du skal ikke være sådan en perfektionist’, hvis jeg ønsker at tale om noget, jeg er i gang med som jeg gerne vil forbedre.
Jeg kan slet ikke forstå hvad drivkraft og motivationen skulle være, hvis man var fuldt ud tilfreds med det man lavede.
Jeg er fint tilfreds med delmålet, nogle ændringer fungerede, andre gjorde ikke. Jeg er hurtigt videre og i tankerne om, hvordan jeg vil lave næste model.
Jeg synes jeg kan finde skønhed og udviklingsmuligheder, i alt hvad jeg laver. Men når der kun er skønhed tilbage, er jeg færdig med det.
Jeg bliver faktisk lidt trist, efter mit jubeludbrud, over noget der fuldt ud lykkedes, efter min vision. For så er processen jo slut. Det synes jeg er en sværere følelse at være i, end utilfredshed over nogle detaljer, som kan laves om næste gang.

Min første kop, hvor jeg har gjort plads til en krystal (i dette tilfælde en karneol)

For nylig mødte jeg en anden kunde i min lokale krystalbutik, som blev lun på en kop, jeg havde taget med derhen. Vi fik en lille snak og kom ind på det at, det jeg lavede var forsøg på, at lave nogle kopper med krystaller.
Hun sagde noget i stil med: ‘Hvis det her er en ‘prøver’, så vil jeg gerne se det du ender med’. Det var en sød kommentar og den har rumsteret lidt i mit hovede siden.
For alt hvad jeg laver er jo forsøg, indtil jeg når mit mål. Og når jeg når det mål, laver jeg et nyt mål på et andet tidspunkt.
Men for mig, er jeg ikke nået i mål med den kop hun så, jeg synes den er fin og flot, det er ikke det. Den bliver ikke smidt til skrald, og jeg ser den heller ikke som skrald. Jeg ser den mere som et skridt på vejen. Og det motiverer mig til at komme videre, mod målet.

Jeg er faktisk ret vild med mine skridt på vejen, og jeg skiller mig først af med dem, når jeg er kommet så meget videre, så jeg ikke kan finde så meget læring i dem mere.
Jeg kan stadig finde skønhed, men jeg kan ikke beholde alt der er smukt, så når jeg har bevæget mig for langt væk fra dem og fået den læring jeg føler jeg kan, kommer de videre.

Krystalkop, hvor jeg ændrede den til tekrus størrelse og med 4-finger hank (ametyst i månen)

Men det er sjovt at tænke på at jeg ser mine keramikkreationer helt anderledes end andre. For jeg ved hvilke ændringer jeg har lavet siden sidst, og ved hvilke der gik galt i forhold til forventning, samt hvad der gik godt. Men de ser koppen for allerførste gang, og ser den lige som den er. Noget jeg synes er en frygtelig grim fejl, kan de rose til skyerne, og noget som jeg jubler over, bliver sat til side som ikke noget særligt.

Skønhed er i øjet af beskueren.

Pins i en Shimpo drejeskive

Når man køber en ny drejeskive til at dreje ler på, kan man som regel vælge at få skiven med eller uden pins.
Pins, er små unbrako skruer, som kan være gode at have i hvis man gerne vil dreje på en påsat plade på drejeskiven. Så kan man hurtigt tage sit emne af uden det bliver deformeret, hvis man er lidt kluntet. Man kan også påsætte skiver, ved at lave et tyndt lerlag på drejeskiven, hvor man maser en plade ned på.

Men når man køber en brugt drejeskive, som jeg har gjort, har man ikke valget.
Jeg har købt en brugt Shimpo uden huller og uden pins.

En samlet pris på 20 kr, for at få pins monteret på drejeskiven, hvis man selv gør det

Efter en tur på google og Youtube, fandt jeg ud af hvilken hulafstand der skulle være (10″), men da manden afmonterede skiven, så vi at der faktisk er markeret fra fabrikken af, hvor hullerne skulle bores.
Så en hurtig tur i værkstedet med et 6 mm metalbor, efter en tur i Bauhaus og købe unbrakoskruer egnet til skibsbrug, så havde jeg pins til drejeskiven.

Markeringer til begge huller, med den korrekte afstand, mærket fra fabrikken af (Shimpo drejeskive)
Huller boret og unbrako med vingemøtrikker monteret, så skal skiven bare monteres igen på maskinen. Og pins kan fjernes, hvis man ikke ønsker at bruger plader/bats hele tiden. (Man skal ikke afmontere skiven hver gang, men kan løsne møtrikker ved at stikke hånden ind under)
Skiven sat tilbage på plads, men pins monteret, så man nemt kan påsætte en plade (med huller der passer til)

Skæve eksistenser

Når man drejer en kop, skal man være nærværende, følsom og mærke efter de signaler, man får fra leret. Særligt som uerfaren, kan det være svært at finde rytmen og skabe samspillet. Når man glemmer at lytte til signalerne, og begynder at gå for hurtigt frem, sker det at koppen bliver for sårbar nogle steder og begynder at bukke sammen.

Når man sætter sig for at dreje en kop, er det ofte målet, at dreje en kop med lige og jævne sider. Så når siderne begynder at kollapse, eller måske klapser hele koppen sammen, er det en fejl. En fejl der er så svær at rette, at den ryger i lerspanden og man starter forfra men en ny klump.

Denne kop var meget tæt på at ryge i lerspanden, da jeg synes den var for tung i godset, men jeg elsker det udtryk den har fået, med en masse løbere, jeg ikke havde regnet med, og den har nu fået en æresplads på hylden herhjemme.

Jeg er for uerfaren til at kunne dreje det, jeg sætter mig for og jeg ender nogle gange med svækkede kopper, som jeg har presset for hårdt, så siderne er bukket sammen.

Men jeg har haft lyst til at arbejde videre med dem, og se hvad de kunne blive til.
Se hvilket potentiale der ligger i en kop der kom skævt fra start, som ikke blev hørt og egentlig burde have fået dommen: ‘Du er ikke god nok til at være en kop, efter samfundets standarder’.
I stedet for det blev en god standard kop, i et perfekt stel af ens kopper, kunne det måske blive en kop, man bliver nysgerrig på og det ender med at blive ens yndlingskop.

3 skæve eksistenser på landevejen

Buddleja samling

Jeg ved ikke hvornår man kan kalde sig en samler, men jeg tror godt jeg kan springe ud, som samler af sommerfuglebuske.
Jeg har i mange år været stor fan af dem, men da jeg har en ret mørk og våd have, troede jeg ikke det kunne være muligt selv at have dem i stor stil. Dem jeg havde købt eller fået i gave var også døde, uden jeg rigtig vidste hvorfor, men jeg var også meget ny i praktisk havebrug.
For nogle år siden, så jeg så min genbo havde dem i en mørk afkrog, hvor de kun fik meget lidt sol og var kæmpe store (måske fordi de strækker sig efter lyset, og de andre planter omkring dem også engang var små), sprang jeg ud i det og prøvede at tage stiklinger af hans. Jeg var blevet lidt mere ferm til have, ikke kun det teoretiske.
Det lykkedes både at få rod på en masse og få plantet nogle ud. Jeg var ikke god nok til vandringen, så en del gik til, men også nogle der klarede den, så det blev startskuddet på min samling.

Små sorte træskilte jeg har dekoreret og skrevet på med Posca tuscher, holder fint til lidt vind og vejr

De sidste par år har jeg lavet flere hundrede stiklinger, ikke af så mange forskellige slags, men bare mange. Det var terapeutisk og da de er nemme at få til at slå rod, gav det mig en god selvtillid. Nu laver jeg meget få, primært af nye eller få back-ups af dem som er svære at få fat på igen.
For selvom det er sjovt at få dem til at slå rod, synes jeg det var knap så sjovt at potte op og vande i tørkesomre i de mængder jeg havde (+mine andre potteplanter). Så langt de fleste blev kørt ind på den lukkede afdeling på Riget (efter personlig aftale), som har en dejlig have skabt med hjælp af patienterne. Så i år får de ingen stiklinger fra mig, hvilket føles lidt tomt, men jeg fik lov at transportere en masse skønne tomatplanter ind til dem, fra en veninde, så må jeg suge lidt på den følelse.

De første stiklinger plejer at få rod i maj, man kan både tage dem i dvale eller fra de første skud, som her (billede fra 25. Maj)

Buddleja i potter om vinteren
Jeg har utrolige store udfordringer med at holde dem i live om vinteren i potter. De er ikke glade for det, og da de holder en del af deres blade på i milde vintre i hvert fald, tror jeg lige de klarer den, men tit bliver jeg snydt og så er rødderne allerede rådnede, så de visner og dør.
Jeg havde læst et sted at det er fordi de ikke kan lide at stå i kold våd jord, og også at de har brug for luft til rødderne om vinteren, så det er vigtigt at potten har jordkontakt i bunden, så ormene kan suse op og ned og danne kanaler.
Men altså jeg synes at det hjælper lige lidt, så i år vil jeg prøve at sætte dem i udestuen og glemme dem lidt. Både mine pelargonier og fuchsiaer glemte jeg i udestuen hvor der kom frost i morgentimerne i vinters, og de klarede sig fint.

Sene og små stiklinger
I virkeligheden kan jeg bedst lide at få plantet mine stiklinger ud i jorden, samme år, så de ikke skal stå i potter om vinteren. Men hvis jeg får lavet nogle sene stiklinger (efter juni/juli) som ikke når at vokse godt til, særligt Buzz-serien/Flutterby og andre mini’er, er de for små til jeg kan sætte dem ud i vildnisset.
Når foråret kommer igen har planterne, omkring de små stiklinger, det med at skyde op i en voldsom fart, og jeg sover stadig vintersøvn, så jeg er ikke opmærksom nok på at fjerne konkurrenterne inden buddleia stiklingen får ordentlig gang i væksten, så de forsvinder tit for mig og visner hen.
Jeg har også haft en del stiklinger at skulle finde steder til, så nogle gange er der bare for mange i overskud, når jeg er i underskud og ikke kan mere havetamtam for i år.
Så for at finde en måde der passer til min årsrytme, håber jeg på succes med overvintring i udestuen.

Storplettet perlemorsommerfugl på Buddleia ‘Glass Slippers’. En af mine yndlingsbuske med tætte, meget lyselilla blomsterklaser, der ‘fader’ næsten hvide og smuk grågrønt løv. Har været i handlen de seneste år og også set i år, da de stadig er en del af Walter Gardens Monarch serie.

Hvorfor lige Buddleja?
Jeg har altid haft samlertendenser, og samlet på alverdens ting, og jeg elsker at se andres samlinger, lige meget om det er Disney merchandise, værktøj eller klokker.
At kunne se og mærke menneskers passion, synes jeg er helt fantastisk, og høre alle historierne om de forskellige effekter, hvordan det hele startede (tit tilfældigt) og hvordan kærligheden og passionen voksede med tiden.
Jeg har samlet på og krydset uendelige mængder tomater og chiliplanter, men de klarer ikke vinteren og efter jeg fik børn, kom det i anden række og nu er alle mine frø tabt desværre.
Jeg har altid godt kunne lide Buddleja, ligeså magnetisk den er for nogle insekter, er den også for mig. På en solskinsdag, kan jeg sagtens sidde så længe og kigge på livet i buskene, at jeg glemmer alt om tid og sted. Den er utrolig let at formere som stikling, jeg har selv prøvet nogle der slog rod i vand. Og når de først har fået fat, efter udplantning i jorden på deres blivende sted, vokser de godt og hurtigt til, måske med undtagelse af nogle enkelte sorter.
Sommerfuglebuskene klarer sig uden lige så meget opmærksomhed som tomater/chili og jeg kan gå og kigge på dem året rundt og glæde mig til blomstringssæsonen igen starter.
De bringer utroligt meget liv til syne, man måske ellers ikke lægger mærke til, og jeg ser dem lidt som ‘sensommerens foderbræt for insekter med sugerør’. 

Planer for fremtiden
Nu hvor jeg selv har erkendt at jeg samler på dem, vil jeg gerne få udvidet samlingen lidt med nogle spændende planter.
Det er er stort set de samme sorter der er på alle planteskoler.
Nogle planteskoler har kun 3 slags der hedder ‘hvid’, ‘lilla’ og ‘lyserød’, dem er jeg ikke så interesseret i, med mindre de har nogle specielle blade, en speciel vækstform, pudsige klaser eller noget andet der stikker ud, da der findes utroligt mange sorter der i forvejen ligner hinanden.
Planteskolerne Holbæk Planteskole og Aldershvile planteskole (Bagsværd) er de 2 jeg har fundet på Sjælland som har det bedste og bredeste udvalg og henter de nyere sorter hjem, hvert år.
Jeg har endnu ikke handlet på nettet, da fragten som regel er dyrere end planten og jeg vil ikke risikere at få en lille kvist.
Jeg ser flest Buddleja Davidii, som er den klassiske sommerfuglebusk, og jeg kunne godt tænke mig nogle af de andre, som også er hårdføre i Danmark, men ser lidt anderledes ud.
Jeg er helt forelsket i Salmon Spheres, selvom den skal i drivhus for at klare vinteren, men jeg vil godt ofre en tomatplads på den.
Buddleja x weyeriana Moonlight og Pink Pagoda er også supersmukke, men heller ikke nogle jeg er stødt på. Englænderne er også glade for Buddleja, men efter Brexit og de nye toldregler, kan jeg slet ikke overskue at gå i gang med en handel, og mange sælger kun nationalt. Jeg håber det ændrer sig, for englænderne laver og forhandler nogle virkelig spændende sorter, feks er jeg ret lun på Octopus, som stadig kun fåes i England.
I det hele taget er jeg meget glade for de lyse (ikke hvide) farver i laks/gul/lyserød og så når løvet er let filtet og sølvgrønt, lidt a la lammeøre. Ellers skal jeg over i magenta/fuchsia/bordeaux eller en lilla til den røde side, såsom Black Knight.
Udover jagten på nye sorter der falder i min smag, håber jeg en dag at kunne krydsbestøve og lave nye sorter selv, ligesom jeg har gjort med andre planter jeg har haft. Men jeg skal lige have noteret hvem der faktisk danner frø, og helst nogle af dem, som måske ikke danner for mange frø. Der er også fremavlet sorter der ikke kan danne pollen, så det skal jeg også lige have checket op på.
Men først og fremmest skal jeg have trænet finmotorikken, da det må være den allermindste blomst jeg nogensinde har emaskuleret, jeg ved slet ikke om jeg kan fjerne blomst og pollenknopper uden at smadre det hele. Men nu må jeg se hvor langt jeg kommer, og hvornår jeg kommer i gang.

Buzz Candy Pink, som er en lille kompakt plante, med gode holdbare blomster. Den har hidtil været den tidligste i blomst hos mig, men bliver nu slået af Lavender Cascade og Prince Charming af Davidii’erne. Buddleja Alternifolia ‘Unique’ er den tidligste på matriklen, indtil videre.

Henvisninger
Hvis du er kommet ind på dette indlæg fordi du også elsker Buddleja og gerne vil se og læse mere, kan jeg anbefale Longstock Gardens hjemmeside, som jeg elsker at klikke rundt i, god og overskuelig, med masser af sortsbeskrivelser: Buddleja Collection
En anden engelsk side jeg er glad for er: The Buddleja Garden
som er en privat der skriver blogindlæg en gang imellem om planterne, hvad der sker med de forskellige, vejledninger samt om nye krydsninger i pipeline og meget andet.
Jeg kender kun en bog, dedikeret til Buddleja, som jeg har lånt på biblioteket, men nok vil købe en dag, selvom jeg har læst den nogle gange: ‘Buddlejas’ af David D. Stuart.
Gardeners World lavede et interview med Peter Moore, som er en Buddleja forædler, og det fandt jeg på et tidspunkt på Youtube (kan ikke genfinde det desværre), men ellers har jeg ikke rigtig fundet noget specielt på YouTube, udover hvordan man kan formere dem eller korte videoer af nogle forskellige sorter.

Verdens dyreste farveblyanter

I flere år har jeg kigget langt efter nogle dyre farveblyanter, men ikke synes jeg var god nok til at tegne, til at bruge så mange penge på materialer.
Sidste år købte jeg en den mindste pakke med dem og de har ligget og samlet støv siden. Jeg har kigget på dem mange gange og ikke turde bruge dem. Tænk hvis nu jeg bruger dem helt op og slet ikke kan tegne noget, jeg bliver tilfreds med.

For nogle dage siden fik Mads nye farveblyanter til penalhuset og vi aftalte at vi skulle hyggetegne og høre lydbøger.
Jeg besluttede at tage mine dyre blyanter med, i håb om jeg samlede mig mod til at bruge dem. Mads spottede dem lynhurtigt, da jeg havde vist ham dem før: “Årh mor, det er jo verdens dyreste blyanter! Må jeg også prøve dem?”

Ja da! Og han kradsede løs og fyldte papiret med farve fra kant til kant. 

Jeg beherskede mig og roste ham for hans flotte tegning, da jeg virkelig ikke ønsker at han arver min sparemani. Men som han tegnede, kunne jeg næsten høre blyanterne blive mindre og pengene fosse ud. 

En del af mig tænkte, at selvfølgelig skulle han prøve verdens dyreste blyanter, selvom der er en gave jeg ikke engang, vil give mig selv. Men min søn skal have den glæde at tegne med dem, uden den mindste bekymring, om hvad de kostede.
Og jeg var mega stolt af mig selv, at jeg lod ham gå tegneamok, knække spidser og sagde ikke noget om, at han skulle tage den med ro eller nu må du altså kun tegne én tegning med dem. Lidt koldsved kom der, da han skulle spidse den ene.
Jeg prøvede ihærdigt at udstråle, giv den gas og nyd det!

For at dulme mine nerver, besluttede jeg mig for at bruge, hvad der var i hans penalhus. En måde at opveje det på. Så der kun blev brugt for 10 kr farveblyant og ikke 20 kr, i denne omgang.
Efter noget tid, hvor jeg havde været fordybet i min tegning, opdager jeg at han også er gået over til at tegne, med tingene fra penalhuset. Og så ser jeg at han har tegnet den krage, jeg har tegnet.
Jeg blev så rørt over han sidder og kopiere mig, og så slår det mig lige pludselig at han jo også kopiere det, at jeg bruger tingene fra penalhuset. Han kender jo endnu ikke min årsag, men han kopierer min adfærd.

Nu har jeg, lige siden jeg husker det, prøvet at bryde med, at spare på alting. At vente på det rigtige tidspunkt til, at jeg godt må bruge, godt må være, godt må leve!
Ikke hele tiden tænke i økonomi og hvad kan bedst betale sig, men bare hvad har jeg lyst til, hvad gør mig glad?

Jeg følte et øjeblik at jeg gav lidt slip på det, ved at lade min søn tegne med dem, men jeg undskyldte for mig selv, at så var det nok personlig udvikling for i dag, så jeg ikke selv skulle have lov og dermed spare lidt på blyanterne, til en anden dag, jeg så selv kunne bruge dem.

Men hvad er det for en dag jeg venter på? Hvad sparer jeg op til? Hvornår er der nok penge i banken til, jeg gerne må bruge verdens dyreste blyanter, også selvom laver en tegning som JEG ikke synes er god nok?

De blyanter har den højeste lysægthed på marked, dvs de vil kunne bevare farverne bedst over længere tid.
Jeg ELSKER ELSKER ELSKER den krage, som Mads har tegnet til mig, og hvor ville jeg ønske jeg havde vist ham vejen, i stedet for bare at pege på den, ved selv at have tegnet med de blyanter, så han også havde kopieret den adfærd. Så havde den krage holdt sig knivskarp i farverne, selv efter mange år. 

Jeg har fået og får helt sikkert, mange flere fantastiske tegninger, så det er ikke så meget tegningen, men hele det, at man bliver kopieret som forælder, om man vil det eller ej, og om de vil det eller ej.
Man kan sige nok så mange gange, at de skal det ene eller det andet, men hvis man ikke selv går vejen og gør det, tror jeg de ubevidste handlinger, har det med at vinde i sidste ende.

Jeg har stadig ikke brugt de farveblyanter.

Men nu har skrevet om min udfordring og det har det med at hjælpe på processen, for mig i hvert fald. Og det er heller ikke sikkert mine observationer er rigtige, men så længe jeg går et skridt i en god retning og holder sindet åbent for nye indsigter, tænker jeg det går.
Jeg har besluttet at jeg på sigt, køber det største sæt, hvis jeg bevarer tegnelysten. Også selvom jeg måske aldrig bliver god nok, i mine egne øjne til at tegne. 
Men fordi jeg er god nok, som jeg er.

Når jeg skal beregne om jeg må tegne med de dyre blyanter, skal jeg ikke kigge på om jeg har udviklet mig nok, eller om jeg kan blive god nok til at sælge, så jeg kan tjene dem ind igen.
Fordi jeg ikke SKAL blive bedre til at tegne, fordi jeg ikke skal opnå noget med at tegne, jeg skal ikke blive til noget, med min tegninger. 
Jeg skal bare tegne. 
Og have det godt med at tegne, også selvom jeg kunne blive bedre, hvis jeg bare gjorde dit og dat. 

Det er ok at stå stille og ikke ønske at blive bedre, bare at nyde at være i nuet, og tegne med verdens dyreste farveblyanter.

Den kørende keramiker

For nogle år siden fandt jeg frem til en kunstforening der lavede keramik, ikke så langt fra der hvor jeg bor. Jeg meldte mig ind, da jeg længe havde tænkt på at prøve noget mere med keramikken.
Det blev ikke til så meget på de 3 gange jeg var på aftenskole i 2011, så jeg havde slet ikke nået at få prøvet de ting af, jeg havde udtænkt. Så 2019 var åbenbart skæbneåret hvor jeg skulle prøve det igen.

Foreningen gjorde det meget klart fra starten, at der ikke var nogen form for undervisning, så jeg gik i gang med at trawle Youtube og Pinterest tør for keramik tutorials.
Så længe man ikke har brug for andres feedback på det man laver, og kan engelsk, er det jo blevet super nemt i dag at lære alverdens ting på internettet.

Den store vase røg i et venstressving så vidt jeg husker, men gravidskulpturen overlevede

Jeg fandt hurtigt ud af jeg ville lære at dreje, det gik så lidt langsommere med faktisk at lære det. Det er utroligt svært at se lige præcis, hvad det er, de gør med hænderne i videoerne, hvis ikke de er gode til at forklare imens.
Men jeg satte mig for at fejle 50 gange med at centrere, før jeg ville kaste håndklædet i ringen, og pludselig en dag lykkedes det.

En stor træplade er lagt i vater på passagersædet, ved hjælp af pantflasker og håndklæder

Som tiden gik, blev jeg bedre, dvs tingene blev tyndere og højere. Det var nu ret upraktisk, kun at være i værkstedet 1 gang om ugen, særligt fordi det ikke var hver uge, jeg havde det godt nok til at komme afsted. Så det jeg lavede, skulle med hjem og gøres færdigt. Ikke ret nemt at køre med nydrejet keramik, skal jeg hilse at sige. Og overlevelsesraten var heller ikke så god, men fordi det mere er processen jeg nyder end selve resultatet, så blev jeg ved. Og med keramik, tror jeg det er særligt vigtigt, ikke at knytte sig for meget til det, da der er mange trin, hvor det kan gå galt.

Sådan så mit bagagerum ud i 1,5 år – det blev mit faste lager, så jeg ikke skulle bruge krudt på at pakke bilen på de gode dage, men bare koncentrere mig om at komme afsted.

Da jeg havde det bedre, de dage jeg lavede keramik, talte vi om jeg måske skulle have en drejeskive herhjemme, så jeg kunne dreje efter behov. Jeg fandt en drejeskive på brugtmarkedet, trodsede min angst og fik sendt hvad der føles som 400 beskeder frem og tilbage med en meget tålmodig sælger (som havde en masse mennesker i kø til den allerede, i den tid vi havde skrevet sammen).
Manden kørte afsted til Århus efter den, ugen efter, og sikke en befrielse det er at kunne dreje når energien er til det, også selvom det sviner indenfor og man har små pilfingre rendende. Det viste sig så, at være en psykolog med speciale i angst, jeg købte den af, Oh the irony!
Så i 2020 kunne jeg tømme mit bagagerum for ler og værktøj. Nu havde jeg kørt rundt med alting i 1,5 år, i tilfælde af jeg skulle få lyst til at dreje.

Drejeskive og resterne fra det nedlagte værksted, lige ankommet fra den lange tur fra Århus