Mad på bål

Når man intet har på programmet og holder kalenderen åben, sker der ofte de dejligste ting. Vores kalender er som regel ret tom, men hverdagsopgaverne hober sig op og weekenden ender med at blive fyldt op med ting der skal ordnes, så vi ikke drukner helt den kommende uge.

Men i denne weekend var der ikke de store opgaver, da børnene har været syge de sidste 2 uger, og på en måde, hvor vi har kunne følge med dagligdagens gøremål. Så da min store dreng spurgte om vi skulle lave bål, hoppede jeg lige i med begge ben, faren lidt mindre begejstret.

Årets første bål på en lun februar dag

Vi havde sået en masse porrer og lagt et hav af kartofler sidste år, men har ikke rigtig fået høstet noget af det, og pga den milde vinter, var det lige til at hive op af jorden.
Så mens bålet kom godt i gang, hentede vi porrer, kartofler, kålblade, løgtoppe, rosmarin og timian fra haven.

Kartofler og porrer i den lille Randers bør
Skræl, skyl og hak i køkkenet og så er vi klar!

Samtidig fik jeg sat en brøddej over med timian og lidt rosmarin, men da det blev lidt impulsivt, fik den en god mængde gær og jeg tilføjede noget yoghurt, for at få hurtig boost af mælkesyrebakterier.
Sidste år købte Jacob en Dutch Oven til mig, som jeg længe har sukket efter. Det er en støbejernsgryde på ben, så man kan hæve den lidt fra bålet, samt et låg med en kant, så man kan lægge kul oven på også, for at opnår en ovneffekt. Desuden er kraftig hank til at hænge den op på bålstativ (skal være kraftigt, da den er mega tung).
Den kræver lidt øvelse, så det hele ikke brænder på, men den er virkelig god, dog skulle jeg nok have haft en i en mindre størrelse, men der er heldigvis god plads i vores bål.

Er der noget små børn elsker, så er det at transportere ting i trillebøre

Vi prøvede diverse bålstativer af sidste år (Petromax, Bonfire og alle alternativer de havde i vores lokale outdoor butik), men de skuffede grumt allesammen.
Bonfire er noget tyndt sjask, der ruster nærmest inden man har købt det, Petromax er kraftigt, men ikke optimal mulighed for hævning/sænkning af gryden efter min mening og alle de andre var så ringe kvalitet at de ikke holdte til udelivet.
Så jeg søgte på hvordan spejderne gjorde og fandt ud af nogle lavede en 8 talsbesnøring på 3 lange grene, og det fungerer suverænt godt! Jeg kunne ikke finde på en god hæve/sænke funktion, men når gryden hænger nogenlunde er det ikke så meget jeg hæver og sænker den, så længe det er gløder. Så det jeg havde brug for at hæve og sænke den, kunne jeg gøre ved at justere grenene lidt ind og ud.
Meget simpelt, og det fungerer super fint. Så skal man heller ikke finde opbevaring til et bålstativ i skuret, win-win.

Suppen på stativ i Trangiagryden og brødet i Petromax Dutch Oven, så er der snart mad!


Jeg har bundet stativet og hænger gryden i nylonreb, så det er selvfølgelig vigtigt at stativet først bliver placeret når værste flammer er væk og der bare er rolige gløder. Men når jeg laver bål, får den altid fuld hammer i starten og så stopper jeg helt med at fylde på, når jeg vurderer at der er nok på til at maden kan blive færdig, når det hele er endt som gløder. Jeg har ikke den bedste erfaring med at lave mad over flammer, synes det er for svært.

Det var meningen at vi skulle have bananklatkager til dessert, men temperaturen var faldet så voldsomt da solen gik ned, at overfladekølingen gjorde at panden ikke kunne holde sig varm. Så er det heldigt vi bare er derhjemme, og kan gå indenfor og få varmen og stegen dem på komfuret.

Havetur i januar

I januar er der ikke så mange solskinsdage, hvor der også er vindstille, ellers føles det bare sådan. Men kombinationen af ingen vind og masser af solskin i januar, kan for det meste drive mig i overtøjet og gå en tur i haven.
Min forventning er af en eller anden grund, at der aldrig er noget man kan lave i haven om vinteren. Men sjovt nok, får jeg ordnet noget hver gang, og jeg ser også en masse opgaver, jeg kunne lave hvis der var overskud og energi nok til det.

Rød Radicchio som jeg fik som en grøn spættet salat i sommers der smagte forfærdelig bittert, jeg lod den stå til rådyrene og nu viser den sit sande ansigt, det gik op for mig at det var en julesalat

Etageløg med fut i
En af de grøntsager som ikke lider af vinterdepression er etageløg. Jeg glemmer altid hvor jeg har sat dem, og ‘lige pludselig’ er de visnet ned og derved umulige at finde, når toppen blæser væk. Hvidløg laver samme nummer med mig.
Når efteråret er mildt, dukker de begge to op med små grønne spirer, og de kan med fordel graves op og deles/flyttes. Hvis man kigger rundt på jorden omkring, finder man som regel topløgene. Og etageløg, er der fart på, selv når de ikke har fået jordkontakt, skyder de ud i vildskab med rødder og grønne spirer.
Det er en hyggelig lille vinteraktivitet at finde nye steder til de små topløg, jeg plejer også at sætte nogle tæt i et par potter, som jeg kan give væk, eller bruge som purløg.

Topløgene fra et etageløg som landede på fliserne, slår flere og længere rødder, i håb om at finde jord

Pil uden rod
Sidste forår, var jeg så heldig at en skøn haveveninde forærede mig en masse flettepil, så jeg endelig kunne afprøve at lave snoede piletræer.
Det var så sjovt at prøve og jeg satte alle stumper som stiklinger, som skød så fint. I efteråret tabte de bladene og tilbage stod en masse piske lige op i luften.
Men da jeg var ude på havevandring, opdagede jeg til min store ærgrelse, at omkring 80% lå fladt ned, og da jeg hev i dem der stod op, endte jeg med at der kun var 3-4 stykker tilbage som stod fast i jorden.
Det var ellers nogle lange lige pil der var nået at skyde i vejret, så havde lige set frem til at kunne lave et par træer igen her til foråret, men de er nu klippet op og stukket dybt i håbet om at de ikke kommer til at lide samme skæbne.

Pil barberet for rødder af ukendt gerningsmand

Jeg gætter på det er en gnaver der synes de rødder bare smager fantastisk, for det ligner næsten at bundene af pilene har været inde i en blyantsspidser. Det mærkelige er at rundt omkring det plastbelagte pilestykke, står mine snoede piletræer plantet direkte i jorden. Altså uden plastdække, lige til at hoppe ned efter rødderne…
Plasten er i øvrigt ikke for pilenes skyld, men fordi vi i nogle år har prøvet at bekæmpe et område som er massivt inficeret af japansk pileurt. Jeg kan blive i tvivl om man overhovedet kan blive kvit med den plante, den virker til at kunne overleve alt, man burde forske noget mere i om den ikke kan bekæmpe kræft eller så noget. Den vinder over det meste, så det ville da være skønt hvis man kunne vende dens superkræfter mod en kedelig sygdom.

Hønen Birthe hjælper med at få de nye stiklinger stukket i

M7 grundstamme stiklinger
Hvert år, når jeg poder frugttræer i marts, stikker jeg toppene at grundstammerne i jorden, i håb om at de slår rod.
Det kan godt tage lidt tid for dem at få en god størrelse, særligt hvis de bliver holdt som herhjemme, med utilstrækkeligt lys, vand og næring. Men de kom også i jorden som et andenrangsprodukt, så når man ikke giver dem mere opmærksomhed end det, tager det også lidt længere tid at opnå det optimale.
Normalt har jeg stukket dem i samme potte som det æbletræ jeg poder, men det er lidt upraktisk når æbletræet skal plantes ud, for stiklingen skal helst ikke forstyrres for meget og kan være længe om at etablere sig. Så sidste år stak jeg dem i mit nye formeringsbed, som er havejord blandet op med lidt grus, placeret skyggefuldt.
Og succesraten er højere end nogensinde. Selv M9 slog rod, og de kan ellers være svære at lave stiklinger af synes jeg.

M7 stiklinger (grundstammer) som har fint med rodnet til at blive pottet op

3 af dem har jeg sat direkte i jorden og resten er kommet i potter.
Jeg har besluttet i år at jeg ikke vil købe nye grundstammer, det var faktisk en lidt svær beslutning, da det er noget af det jeg ser allermest frem til når vi nærmer os marts.
Men jeg skal tage et nyt jordstykke i brug, hvis jeg skal plante dem ud når de vokser sammen, og med de 2 tørkesomre vi har haft, og muligvis får igen, så kan jeg slet ikke overskue alle de potter og planter jeg skal vande.
I stedet vil jeg få arbejdet lidt på at lave et æblebibliotek, i stil med mit pærebibliotek, og få mere fokus på produktion af æblegrundstammer, til den dag, jeg får overskud til at tage et nyt jordstykke i brug.

Forventningspres og haveglæde

Her i Holbæk er vejret vådt og gråt, det indbyder ikke mig, til at gå udenfor.
Når vi rammer efteråret, begynder jeg så småt at gå i hi. Jeg mister som regel havelysten fra den ene dag til den anden, hvilket er lidt upraktisk, for der er alligevel lidt opgaver som er gode at få lavet i efteråret.
Men der er ikke noget at gøre, jeg har ikke lyst.
Jeg har tit prøvet at forcere det, men det ender aldrig rigtig godt.
Haven for mig, SKAL være et frirum jeg elsker at være i, hvor jeg gør ting af lyst og ikke nød, med mindre der er en virkelig stor gevinst i den anden ende.

Den første tidselsommerfugl jeg så i juni 2019, fløjet hertil helt fra Mellemøsten, kun kommet pga. ‘ukrudtet’.

Selvforsynende i haveglæde
Det er også derfor at jeg, efter jeg fik børn, har droppet tanken om at være selvforsynende. Jeg nåede ikke at finde en god rytme, således at forberedelse af jord, såning/sætning, pleje og høst forekom naturligt for mig, af de forskellige afgrøder vi skulle bruge.
Det er et fuldtidsjob at være på barsel, og er slet ikke foreneligt med at være selvforsynende, da Jacob jo var på arbejdsmarkedet og ikke deler samme entusiasme for haven. Så det gik hurtigt op for mig, at prioriteterne måtte lægges om.

Det er nu 5 år siden, og min haveglæde er faktisk kun vokset siden, selvom jeg har langt færre timer i den.
Men beslutningen om, at haven ikke skulle forsyne os med det, vi skulle spise, samt at det skulle have en økonomisk betydning, men bare være et ekstra rum til fornøjelser og sjove forsøg, har gjort det hele til en leg.
Der er så mange dygtige økologer som finder glæde i at dyrke og er meget bedre end os til det. Nu støtter vi op om dem økonomisk og ikke bare som sideløbende hooligans.

Ved at fjerne krav og forventninger til mig selv, blev det virkelig sjovt at gå i haven.
De områder jeg normalt dyrkede i, blev hurtig til tidsler og brændenælder. 2 planter som jeg hadede før, men nu lod jeg dem stå det var helt vildt at se et liv der var i dem.
Jacob gik og slog dem ned, fordi han var bange for de spredte sig, når man har set tidsler smide frø, kan man godt få lidt bange anelser.
Men jeg fik ham overtalt til at lade dem være, da de er værter for så mange forskellige sommerfuglelarver.
Mit andet argument er, at der er områder i vores have vi aldrig har rørt ved i de 10 år vi har boet her, og der er ikke en eneste brændenælde eller tidsel der har slået sig ned.
De slår sig jo kun ned, hvis forholdene er til det og vi skulle jo ikke bruge jorden til noget, så kunne de jo ligeså godt være der i den tid.

Farverig have
En anden udvikling, der er udsprunget af denne beslutning, er at jeg er begyndt at dyrke blomster. Det har jeg aldrig gjort før, for alt skulle jo kunne spises eller bruges. Alt for høje krav og fokus på praktisk brug, som om det var en forretning, der skulle være rentabel.
Lige pludselig dyrkede jeg blomster, bare fordi de er kønne at kigge på, kun for glædens skyld. Og det er meget nemmere at have børn med til at gøre ting, når resultatet ikke er vigtigt.
Mig og Anna såede et bælte på 200 meter med solsikkefrø, hun synes det var det var så sjovt at kaste frø i vildskab, mens mor gik og legede futtog bagved med fødderne, så det blev dækket med jord. Da vi var overvåget af diverse fugle, kom 2-3 solsikker ud af det, så det hele endte i brændenælder og tidsler. Men processen husker vi begge og vi glæder os allerede til at gøre det igen.
Og senere på sommeren kunne vi gå på jagt med en sommerfuglebog i selvsamme plantebælte og prøve at bestemme sommerfuglelarver.

2 sommerbørn på jagt med lup efter sommerfuglelarver med opslagsbog fra biblioteket

I virkeligheden, klarer naturen meget bedre selv at dyrke jorden, så hvis man ikke har havelysten, ville jeg anbefale at lade stå til, så naturen skaber det rum, den har brug for, fyldt med udskældt ukrudt, som jo er de danske dyrs mekka. Evt med en lille slået sti på tværs, til den daglige gåtur, hvor du kan følge udviklingen.

Brændenælder giver så meget liv i haven

Følg lysten og stræk havemusklerne
Så nu sidder jeg her indenfor med en kop te, mens det rusker og snusker udenfor.
En gang imellem, dukker der lidt haveopgaver op i hovedet jeg kunne tage mig til, hvis lysten melder sig. Nogle gange vil jeg hellere noget andet og andre gange griber det mig, og så kommer jeg ud og får dyrket lidt haveyoga, så jeg også lige bliver mindet om, hvor dejligt det er og bliver, når havesæsonen rigtig starter.

Børnene har længe plaget om at sætte hvidløg, siden jeg fik nævnt at det er noget man plejer at gøre i efteråret. Jeg glemmer det hvert år, da efteråret for mig er en rus af farver, lys og høst, hvor jeg slet ikke tænker i at få starten nye ting op.
Så hvidløg kommer altid i jorden om vinteren, eller når frosten er ude af jorden om foråret. Det er ikke optimalt, hvis man går efter de største hvidløg, men jeg går bare efter hvidløg. Hvis de er for små til at pille kan de altid bare komme hele ind, i en helstegt kylling, eller en sovs/gryderet/fond der alligevel skal sies.

De første hvidløg blev sat i midt januar til høst i juni/juli 2020

Sidste år fik vi afsindig mange bønner og kartofler, da energien og lysten var høj, da de skulle såes og sættes. Børnene kunne selv grave og lægge kartofler, så der blev arbejdet igennem. Det fik dyrene glæde af, da vi ikke fik høstet så mange.
Med den lune vinter vi har, er det nok stadig muligt at grave kartofler op, hvis vi kommer i gravehumør.
I år, forestiller jeg mig, at vi ikke kommer til at mangle hvidløg, måske vi skal gå efter at flette den længste hvidløgsranke til Frøsamlernes årlige hvidløgskonkurrence.
Og hvis vi ikke får høstet noget som helst, bliver 2021 nok året med rekordmange ‘hvidløgstuer’, da alle feddene vil sende en spire i vejret året efter og danne en slags ‘hvidløgspurløg’, og de er også gode til fyld af kylling eller til suppe.

Det er derfor hvidløg altid bliver til noget i min have, for det er aldrig for sent eller for tidligt. De er så alsidige og taknemmelige og begynder selv at komme med hints, når de vil i jorden, ved at lave små rødder eller skyde en lille spire i toppen.
Men de kan komme i jorden når som helst, så længe feddene er friske og sunde, og de kan høstes når som helst, det er kun et spørgsmål om hvor meget man får ud af det.

Kærlighed til statistik

Jeg holder virkelig meget af statistik, og siden jeg startede bloggen i 2010 (Er det virkelig, snart 10 år siden?) har jeg fulgt tæt med på Google Analytics, som var lidt mere simpelt end i dag.
Desværre er alt data væk efter flytningen, da jeg ikke kunne få den gamle statistik til at sammensmelte med den nye, der ville blive dannet på det nye site. Så lige nu kan jeg kun kigge tilbage til 2017.

Det jeg så godt kan lide ved statistik er, at det er en måde at fortolke nærmest uendelige mængder data, og hele tiden kunne trække nye meninger ud af det, som man selv for øjnene op for løbende.
En måde at lære om menneskers adfærd, SEO, sociale medier, de trends der kommer med tiden og meget mere.

Jeg bruger det primært for at stille min nysgerrighed på hvad folk læser mest, hvor længe de bliver på siden og om de kommer igen.
Jeg blogger som jeg altid har gjort, om det der optager mig, og ikke så meget hvad jeg forventer optager andre eller hvad de mest klikker på min side.
Mit mål fra begyndelsen har været en personlig logbog, jeg kan søge i, som andre kan læse med i hvis de har lyst og trække det ud af det, som de nu kan bruge.
Og med den indstilling, blev jeg naturligvis spændt på, om det jeg skrev, overhovedet var interessant for andre mennesker. En ting er, at andre også skal dele interessen, men jeg skal også kunne skrive i et forståeligt sprog, med tilpas mængde detaljer.

Data lyver aldrig
Og her er statistik fantastisk!
For lynhurtigt kunne jeg sortere data, så jeg kunne se hvilke indlæg der lå top 10 over en given periode eller jeg kunne se hvilket søgeord der skabte mest trafik.
Og resultaterne overraskede mig faktisk ret meget.
På en måde ønsker man, at de indlæg man har brugt allermest tid og energi på, er de indlæg der hitter mest. Fordi jeg selv følte, at med den nye viden, DER fandt jeg de vise sten eller DER faldt tiøren for MIG.
Men der er intet system i hvad der optager mig eller hvor krævende et indlæg var i forhold til popularitet.

De 3 mest populære indlæg er linket til herunder. Jeg mindes de to første, var de samme før flytningen.
Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi, forestillet mig at det svampeindlæg ville blive så velbesøgt. Men jeg er glad for jeg har kunne oplyse folk om, at det ikke død og pine, er nødvendigt at købe mycelium. Eller det måske bare har inspireret, til at springe ud i noget nyt.
Det hæklede julehjerte er jeg lidt stolt af, da jeg godt kan lide simple ting/opskrifter, der bare fungerer. Og det synes jeg at jeg nåede i mål med, med den opskrift.
Og chokoladekagen har jeg ikke bagt siden, haha! Havde faktisk helt glemt den, men den er åbenbart populær, så jeg vil fluks tage børnene med i køkkenet, så snart hønsene leverer nogle æg.

Hjemmelavet svampemycelium

Hæklet flettet julehjerte

Chokoladekage med mange æg

Jeg har gjort alt i min magt til at få aktiveret kommentarer igen (med godkendelse, da der er frygtelig meget spam der sniger sig igennem).
Jeg håber det virker, men jeg får lige husets administrator til at tjekke op på det.
Min Facebook knap er også forsvundet, men her er link, hvis du også vil følge med derinde: https://www.facebook.com/candselv/

Tak fordi du læser med!

Viklegynger og hule

Selvom børn er forskellige findes der nogle gode almene gengangere, som næsten altid er et hit. Derved ikke sagt at alle børn elsker det, men jeg vil mene at der er en stor sandsynlighed for begejstring, og børns glæde, er jo mere eller mindre en stor sandsynlighedsberegning.

Det er i hvert fald en klassiker herhjemme at børnene efterspørger Paw Patrol hver dag i månedsvis, og så køber jeg til sidst noget Paw Patrol stof til at sy noget tøj, som jeg forventer bliver et ekstra stort hit, men så er det lige dagen, hvor det skifter til Kiwi og Strit. Umuligt at beregne, man må bare agere lidt hurtigere og ikke slå for stort brød op.

Noget af det der altid er en sikker vinder herhjemme og som nærmest fungerer som en julegave (mine børn er 3 og 5): paraplyer, glimmer, lommelygter, soveposer, sne og vandpytter, sæbebobler, telt, hængekøjer og i den grad hulebygning.

Alt sammen prisbillige ting som de bare skal have og så kører legen bare derudaf, hvis man ellers har fået sovet og spist, ellers kan alt ende i drama. Glimmer bliver dog kun udleveret ved bordet og med strenge instrukser om hvor det må komme hen. Sæbebobler udenfor.

En af de glæder ved at vikle sit barn og når man når den alder hvor de ikke skal vikles mere, er at man har et super lager af hulemateriale og hængekøjer til spisebordet.
Hvis man har mange vikler, man skal retfærdiggøre over for sig selv, at man skal beholde lidt endnu, af sentimentale årsager, kan man ovenikøbet lave BÅDE hængekøjer under spisebordet OG dække det hele over som en hule.

Da de var helt små tumlinger og stadig skulle lære at stå og gå, lagde jeg dyner under køjerne, for ellers var lykken kort, da de tit væltede ud på flisegulvet. Men nu evner de bedre at være mere kropsbevidste, at de er mere opmærksomme på at de faktisk kan falde ud, hvis de bliver for vilde, så nu er dynerne væk.

Patchwork og tøjspild

For nogle år siden fik jeg en idé om at jeg skulle lære at sy patchwork. Jeg kan godt lide det geometriske i det og at man skal være meget præcis. Det sidste er nok mere sådan en elske/hade følelse, da det er virkelig svært og satte mig på tålmodighedsprøve flere gange.

Ikke desto mindre stod jeg igennem og pillede det op jeg følte nødvendigt, og lod resten være. Jeg fik syet lidt forskelligt med et fint resultat.
Jeg blev særlig overrasket over hvor lidt materiale man faktisk får brugt når man vælger mange forskellige stoffer, så hvis jeg falder for noget patchworkstof køber jeg max. 25 cm.
Men jeg er mere eller mindre stoppet med at købe stof.


For jeg er også mere eller mindre stoppet med at sy.
Ikke fordi lysten ikke melder sig, men fordi vi arver og kassere uendelige mængder tøj. Og jeg kan sagtens sy, men det skal også give mening.

Jeg elsker næstekærligheden og at arve brugt tøj, giver så meget mere mening end at sy sit eget, om ikke andet, i hvert fald når man ved at man kan finde ud af at sy sit eget. Før det, er skaberlysten nok større eller i hvert fald deroppe af.
Men jeg synes det er kvalmt og kvælende, at vi i Danmark har så meget brugt tøj at genbrugsbutikkerne er stoppet med at tage imod, fordi de kan ikke afsætte det.

Så vi donere en masse, men køber nyt. Det er ikke en god cirkel.
Når jeg kigger på tøj i genbrugsbutikkerne, skal der måske også lige tages en revurdering på, hvad der kan sælges i Danmark og hvad der måske skal sendes videre til andre lande, hvor der ikke er så høje krav, eller måske bare omdannes til andre produkter.

Det der kan få mig til symaskinen nu, er stort set kun ting jeg ikke kan finde på markedet eller som nærmest er gratis at lave i tid OG penge.
Feks. er noget af det arvetøj defekt, og vil blive kasseret, men kan sagtens bruges til at lave en hue, eller foer til vanter. Men da det også er begrænset hvor mange huer vi skal bruge, må langt de fleste ting gå til genbrug.
Men lidt trist bliver jeg af at se alt det tøj der går til spilde, som der er lagt så meget energi i, lige meget hvilken måde det er produceret.
Men glad ved at jeg finder glæde, hver gang vi arver og jeg finder på noget det kan omsys til.
Samt alle de andre skønne kreative sjæle der gør det samme, og jeg tror kun  vi bliver flere og flere!

Nyt liv til en gammel drejebænk

Af Jacob

Jeg var på kig efter en drejebænk for nogle år siden, da jeg synes det var super hyggeligt at dreje i mine unge dage, og en drejebænk er god at have til rigtig mange ting. Jeg faldt over en Myford ML8 som blev givet væk på sydsjælland, uden motor og bord. Jeg havde et par elmotorer liggende og efter en snak i telefonen med en glad mand(han havde fået ny drejebænk) så fandt jeg ud af at den ene motor var helt fin.

Selve bænken blev designet i 2. verdenskrig og blev produceret i næsten 40 år. Den er bygget i massivt jern, og jeg vil tro den vejer omkring 40 kilo, så hvis den får jævnlig smøring og nye lejer efter behov, så er det en robust og simpel maskine der kan holde i mange år og den kan de basale ting. Den kan dreje ca. 75cm lange emner i max 20cm diameter, og har udvendig spindel  til at dreje skåle i større diameter. Den bruger morse konus, har 4 manuelt justerbare hastigheder samt  24 stop der kan bruges til at lave langsgående arbejde præcist. Eneste ulempe er det noget utraditionelle gevind på hovedspindlen, nemlig 1″x12tpi samt 7/8″x12tpi på ydersiden.

Jeg har bygget et bord ud af restetræ fra et gammelt projekt, det er tilpas stabilt men det havde nok været praktisk med en hylde eller to under bænken. Motoren har desværre kun ét remhjul, så jeg har sat den fast på en hastighed jeg synes er passende – jeg ved faktisk ikke hvor hurtigt den kører.

Det er vigtigt at en drejbænk står vandret, ellers vil den vibrere pga. gyroskop effekten – derfor har jeg købt islagsmøtrikker i størrelsen M10 og nogle fødder med samme gevind. Så skrues der en møtrik mellem foden og bordbenet, når bænken så er i vater, spændes møtrikken så fødderne ikke kommer til at vibrere ud af justering over tid.

Babyen taler, lytter du?

Da jeg lå på barselsgangen med min førstefødte, mødte jeg på de 2 dage et hav af jordemødre med utallige modsatrettede meninger og velmenende råd.
Et af de velmenende råd bed sig fast.
Egentlig ikke fordi de gav mening, men fordi det var så surrealistisk, at få det råd fra en person, der har taget en af de uddannelser der kræver det højeste karaktergennemsnit for at komme ind:

“Du skal se et afsnit af Oprah Winfrey’s talkshow”
“Kom igen??”
“Søg på Youtube efter ‘oprah baby language’, så kan du lære hvad din nyfødte siger.”

Jeg var fuldstændig blæst i bøtten af hele mit fødselsforløb og kunne ikke engang rumme mig selv. Manden derimod var lettere understimuleret af at sidde og glo på et sygehus og en drønforvirret kone, så han så det.
Det blev ikke til mere end at han så det, i første omgang.
Men da nummer 2 kom, havde vi begge mere overskud og så det så sammen.

Det handler basalt set om at babyer kan give udtryk for 5 ting pga. deres krop reagerer fysisk på noget ubehag, som forplanter sig som en lyd. En såkaldt lyd-refleks (direkte oversat).

Næeh – Baby er sulten og trykker tungen mod ganen, da sutterfleksen sætter i gang.
Auwh – Baby er træt og laver et gab med lyd på, munden bliver helt rund.
Æh – Baby skal bøvses, lyden kommer fordi babyen prøver at tvinge en luftboble afsted.
Hæh – Baby har det ubehageligt, det kan være en fyldt ble, stress, selen der strammer i autostolen, osv.
Eairh – Baby har ondt i maven, det kan måske være luft eller forstoppelse, eller bare at der er noget på vej som er lidt svært at komme af med. De krøller sig også nogle gange sammen

Næeh-lyden var den første vi hørte hende lave. Den kom stort set hele tiden og var forholdsvis nem for os at høre. Nogle gange blev vi i tvivl, men altså det er de færreste nyfødte der siger ‘nej tak’ til en gang babs. De første måneder sidder de jo nærmest fast…
Det hjalp os at gense programmet hvor de viser forskellige babyer der laver lyden, for de lyder lidt forskellige, men når man spotter det og lige træner øret lidt, kan man næsten ikke undgå at høre det.

Auwh-lyden var lidt svær at spotte for os, men da jeg læste at munden skulle være rund, blev det lidt lettere. Og det passede altid med at det var op til en lur. Nogle gange var det meget tydeligt, men jeg hørte ikke så meget efter lige denne lyd, da der var nogle andre tegn hos hende, som gjorde at jeg puttede hende.

Æh og Hæh, kunne jeg overhovedet ikke høre forskel på, min mand kunne godt nogle gange, men jeg kunne slet ikke. Så når jeg hørte en af lydene, tjekkede jeg bleen og prøvede at bøvse hende og det virkede.
For selvom det måske ‘bare’ var ubehag, tog jeg jo hende op, så hun oplevede jo nok at jeg tog mig af det lige meget hvad det var.

Eairh-lyden var altså den sværreste. Der gik jo lidt sport i om vi kunne høre lydene, så hver gang den lille fis sagde noget som ikke bare var smaske og gryntelyde, var ørerne ude som paraboler.
Når vi mente vi hørte den, maserede vi hendes mave (i cirkler MED urets retning!) eller bevægede hendes ben rundt MED urets retning.
Det satte flere gange maven i gang, og selvom det ikke gjorde blev hun helt salig og stille når vi gjorde det (også selvom hun ikke lavede lyden).

Som så meget andet, skal man ikke blive fanatiker. Det er en sjov ting at prøve, når man har overskud til det, men det er jo ikke nødvendigt for at baby skal have det godt. Børn siger jo som regel fra, hvis der er noget galt, på et helt andet lydniveau!
Jeg synes det var rart at føle jeg kunne lytte efter hendes behov, inden det pressede sig for meget på. Lydene er der kun op til de begynder at græde, så hvis de bliver for oprevede, kan man ikke bruge det.
Og udover det, forsvinder lydene ved 3 måneders-alderen hvis man ikke har reageret på dem.

Jeg synes helt klart at dette hjalp mig til et bedre ammeforløb!
Fordi man ofte tænker ‘jamen, du har jo lige spist i 100 år!’ i starten. Og jeg kunne lige pludselig forstå at hun blev urolig og sagde ‘næeh’. Så selvom hun lige havde spist, ville hun altså til igen. Og det virkede, HVER gang!
Signalet kan muligvis have været suttelyst, uden mad. Men jeg vidste i hvert fald at det var bryst eller sut hun ønskede, og det betød alverden for mig som nybagt mor at vide HVAD hun var så urolig over.

Snoede og flettede piletræer

I år fik jeg den fantastiske mulighed at lave flettede og snoede mini piletræer, som jeg har drømt om i årevis. Det var en sød frøsamler, som gav mig denne mulighed og jeg fik følgende sorter:

Amerikaner – Salix fragilis
Bleu – Salix purpurea
Guldpil – Salix alba
Longbud – Salix triandra
Kaspisk dugpil – Salix acutifolia

De 5 forskellige flettepil

3 forskellige pil flettet omkring en sten

Der gik ikke længe før de alle blev omdannede til små træer, og nu bliver det spændende hvor mange af dem der slår rod.
De er klippet i starten af marts, hvor knopperne stadig er i dvale, men jeg tror ikke de kan høstes meget senere, for på den uges tid de har har været her er knopperne så småt svulmet.
Jeg har snoet og flettet forsigtigt, for at undgå de knækker og spidserne er kommet i vaser med vand, i håb om at de også vil slå rod.

For at sno en enkelt stage om et bundt, er det nemt hvis man fiksere bunden af bundtet med to kabelstrips (som kan åbnes igen)

Her et bundt guldpil med en snoet kaspisk dugpil rundt om – jeg er spændt på at se om det kun er om vinteren man ser kontrasten

Nogle af træerne er sat direkte i jorden, men de fleste er sat i potter på en skobakke der konstant er fyldt med vand.
Jeg har set flere på nettet der har plantet dem i spande hvor hullerne er boret i siden af spanden, for at sikrer et vandreservoir i bunden. Men pilen er jo også kendt for at kunne suge noget vand i sig og da lige skal danne rødder først er det ekstra vigtigt, den ikke mangler vand.

Nogle af de færdigflettede træer – de står sydøstvendt. Hvis det bliver for varmt, rykker jeg dem til et østvendt sted med vandrende skygge.

Jeg elsker at finde haverelaterede ting der skal gøre på denne tid, da det er så dejligt at blive mindet om at nu varmere tider på vej. Jeg håber at jeg allerede næste år har lidt materiale jeg kan bruge til at lave flere træer, for det var virkelig hyggeligt og jeg er sikker på der nok er nogen, der skal blive glade for et lille træ.

Stiklinger af sommerfuglebusk

Jeg har i mange år drømt om at skulle have en have fyldt med sommerfuglebuske, men det er aldrig rigtig lykkes mig at komme i gang med projektet før sidste år.
Jeg fandt ud af at min nabo havde en gul og en hvid sommerfuglebusk som aldrig har været beskårede, og jeg kunne bare tage stiklinger fra dem. Ydermere fandt jeg ud af min veninde havde en lilla og lyserød, som jeg også kunne få stiklinger af, og da sommerfuglebuske er meget nemme at få til at slå rod, gik jeg i gang i forsommeren 2018.

Gul sommerfuglebusk (BUDDLEIA WEYERIANA ‘SUNGOLD’)

Hvid sommerfuglebusk med store hvide klaser

Jeg elsker at lave stiklinger (og pode), det er meget afslappende og terapeutisk for mig, så jeg fik lavet en del den sommer, det endte faktisk ud i omkring 70 stk som slog rod. Jeg tog dem løbende hele sommeren, hvilket ikke er noget problem, da de er meget hurtige til at slå rod.

21/JUN: Små stiklinger (den jeg holder i hånden er meget større end dem i pluggboxen bagved, men viser bare hvordan de skal studses)

28/JUL: Har nu stået østvendt lidt over en måned og har fint med rødder

Selv min nabo blev inspireret da jeg kom og hentede kviste hos ham, så han fik også lavet en 10 stykker, bare ved at tage topskud på 50 cm og stikke lidt ned i havejorden. Først tænkte jeg det aldrig gik, de bukkede sammen efter lidt tid, da spidsen var urteagtig og det meste var over jorden. De stod bare i det fri, godt nok med vandrende skygge, men efter nogle uger, var der ingen tvivl om at de havde slået rod. Jeg synes det er fantastisk når man bare springer ud i nogle ting uden altid at vide om det er det rigtige, og når det så lykkes, så finder man ud af at det ikke altid er vigtigt at gøre præcis som der står i bøgerne.

29/JUN: Lidt større stiklinger laves

28/JUL: Flot rodnet en måned efter, bemærk rødderne dannes fra et nodie (der hvor man har pillet blade af)

Nå, men mine 70 sommerfuglebuske er desværre ikke kommet i jorden endnu, men jeg håber de klarer det våde forår i potterne, og at jeg får frigjort noget plads til dem. Det er min evige udfordring, jeg elsker at lave stiklinger og pode, men jeg får aldrig rigtig samlet mig om at få det i jorden.
Men det gør naboerne heldigvis 🙂

Nogle af de mange sommerfuglebuskestiklinger

Flere sommerfuglebuskestiklinger med rod, samt en masse lavendler