Den kørende keramiker

For nogle år siden fandt jeg frem til en kunstforening der lavede keramik, ikke så langt fra der hvor jeg bor. Jeg meldte mig ind, da jeg længe havde tænkt på at prøve noget mere med keramikken.
Det blev ikke til så meget på de 3 gange jeg var på aftenskole i 2011, så jeg havde slet ikke nået at få prøvet de ting af, jeg havde udtænkt. Så 2019 var åbenbart skæbneåret hvor jeg skulle prøve det igen.

Foreningen gjorde det meget klart fra starten, at der ikke var nogen form for undervisning, så jeg gik i gang med at trawle Youtube og Pinterest tør for keramik tutorials.
Så længe man ikke har brug for andres feedback på det man laver, og kan engelsk, er det jo blevet super nemt i dag at lære alverdens ting på internettet.

Den store vase røg i et venstressving så vidt jeg husker, men gravidskulpturen overlevede

Jeg fandt hurtigt ud af jeg ville lære at dreje, det gik så lidt langsommere med faktisk at lære det. Det er utroligt svært at se lige præcis, hvad det er, de gør med hænderne i videoerne, hvis ikke de er gode til at forklare imens.
Men jeg satte mig for at fejle 50 gange med at centrere, før jeg ville kaste håndklædet i ringen, og pludselig en dag lykkedes det.

En stor træplade er lagt i vater på passagersædet, ved hjælp af pantflasker og håndklæder

Som tiden gik, blev jeg bedre, dvs tingene blev tyndere og højere. Det var nu ret upraktisk, kun at være i værkstedet 1 gang om ugen, særligt fordi det ikke var hver uge, jeg havde det godt nok til at komme afsted. Så det jeg lavede, skulle med hjem og gøres færdigt. Ikke ret nemt at køre med nydrejet keramik, skal jeg hilse at sige. Og overlevelsesraten var heller ikke så god, men fordi det mere er processen jeg nyder end selve resultatet, så blev jeg ved. Og med keramik, tror jeg det er særligt vigtigt, ikke at knytte sig for meget til det, da der er mange trin, hvor det kan gå galt.

Sådan så mit bagagerum ud i 1,5 år – det blev mit faste lager, så jeg ikke skulle bruge krudt på at pakke bilen på de gode dage, men bare koncentrere mig om at komme afsted.

Da jeg havde det bedre, de dage jeg lavede keramik, talte vi om jeg måske skulle have en drejeskive herhjemme, så jeg kunne dreje efter behov. Jeg fandt en drejeskive på brugtmarkedet, trodsede min angst og fik sendt hvad der føles som 400 beskeder frem og tilbage med en meget tålmodig sælger (som havde en masse mennesker i kø til den allerede, i den tid vi havde skrevet sammen).
Manden kørte afsted til Århus efter den, ugen efter, og sikke en befrielse det er at kunne dreje når energien er til det, også selvom det sviner indenfor og man har små pilfingre rendende. Det viste sig så, at være en psykolog med speciale i angst, jeg købte den af, Oh the irony!
Så i 2020 kunne jeg tømme mit bagagerum for ler og værktøj. Nu havde jeg kørt rundt med alting i 1,5 år, i tilfælde af jeg skulle få lyst til at dreje.

Drejeskive og resterne fra det nedlagte værksted, lige ankommet fra den lange tur fra Århus

Håndholdt extruder til hanke

Som et gennemgående tema i mit liv, har jeg altid kastet mig ud i nye ting, selvom jeg jo egentlig har rigelige mængder af projekter, materialer og idéer, ikke mindst.
De sidste par år har jeg fundet en kæmpe kærlighed til at lave keramik. Jeg har dog været lidt udfordret på at lave hanke til mine kopper. Ikke fordi jeg ikke kan finde ud af det, men mit helbred har været for ustabilt, til at jeg har kunne planlægge det ordentligt. For det er svært at sætte en hank på en nydrejet kop, da den er helt blød, og det er også svært at sætte en ´nytrukket´våd hank på en kop, da hanken jo så er blød.
Det kan sagtens lade sig gøre at få planlagt i de gode perioder, og jeg kan også bedst lide at trække håndtag, synes de får mere personlighed. Men til de mindre gode perioder eller tidspunkter hvor tiden er imod mig, har min søde mand, skabt dette vidunderlige hjælpemiddel til mig.
Shimpo laver en lignende, som er lavet til ler og Old Forge Creations (englænder) har lavet en meget lignende denne (Kan købes færdiglavet hos dem).

En hank formes nemt efter den lige er trykket ud og skal ikke tørre så længe før montering, hvis man er lidt i tidskneb, kan man nok gøre det med det samme, hvis man vil.

Fugepistol
Den er lavet af en helt almindelig fugepistol til pose/patroner så den, modsat de fugepistoler som kun kan tage patroner, har et rør man kan fylde op med materiale.
Jeg tror man skal være obs på at leret skal være forholdsvis blødt, så man ikke overbelaster fugepistolen for meget, da den jo kun er bygget til fugemasse.
Min er købt i Harald Nyborg (varenr. 2769) til 48 kr.
Jeg har indtil nu, kun brugt Silica Nordics 371 (sort ler med 0,2 mm chamotte) direkte fra posen. Det er en rimelig blød ler fra posen, og det smutter ud af den som vaniljekransedej.
Jeg har ikke de vilde fingerkræfter og jeg synes det går fint med at trykke, og det virker ikke til at fugepistolen er overbelastet.

Mit sæt består af fugepistolen, 2 ens skubbeplader og 2 forskellige størrelser håndtag

Extruder dies til hanke
Det er ikke nok med at købe en fugepistol, der skal laves en lille skubbeplade (indeni til at skubbe leret ud) samt et nyt mundstykke, i form af en plade med hul i, hvor hullets form skaber hankens profil.
Pladerne er laserskåret i 3 mm plexiglas.

Skubbepladerne (2 ens for at give ekstra styrke), kan enten komme i bagfra eller vippes og tages ud i forenden, hvis man undgår de rammer de 4 ‘bulede dutter’.
Leret æltes rigtig godt sammen inden det kommes i røret, så man sikrer at der ikke er små lufthuller i.
Mundstykkepladen’ lægges ned i den afskruede ring, og den skrues derefter på

Laserskæringen gør at snittene bliver næsten helt rene, og derved ikke laver spor i leret, når det presses ud, som det nok vil gøre hvis man laver hullerne i hånden.
Men det er muligt også at lave dem i hånden, hullet kan laves ved at bore 2 huller med et 8 mm bor ved siden af hinanden, og file stykket fladt imellem de to huller.
Når hanken presses ud af fugepistolen, glatter jeg alligevel de små ujævnheder ud med fingrene, så det er ikke fordi de kommer perfekte ud, selvom de er laserskåret. Nogle gange skyder den dem også ud i en let bøjet form, så de lige skal rettes op, men jeg tror det mest handler om ikke at trykke for hurtigt.
Mål på skiverne samt filerne til laserskæreren vil blive lagt op i dette blogindlæg så snart vi lige får koordineret det.

Det første stykke er let bøjet da jeg trykkede hurtigt, ved et stille og roligt tryk, kom hanken mere lige ud
Når man er færdig, synes jeg det er nemmest at få endepladen af ved at skubbe den sidelæns, frem for at hive den lige af.

Selvindsigt og sammenforsyning

Bloggen fylder 10 år i år.
Første indlæg skrev jeg i marts 2010 og det føles ikke rigtig som 10 år siden, men det er det jo så. Dengang var vi lige flyttede fra lejlighed i storbyen til et hus på landet og jeg drømte om at være selvforsynende.
Det har været nogle vilde 10 år, med masser af erfaring, nederlag og opture, som livet jo er fyldt med. I dag vil jeg ikke længere være selvforsynende, synes ikke det giver mening, på samme måde som det gjorde dengang.

I dag tror jeg mere på at være sammenforsynende.
Det er mere bæredygtigt, både for mennesker, dyr og jordklode.

Der er mange ting ved at være selvforsynende, hvor man bruger væsentlig mere energi, end hvis hele vejen havde slået sig sammen og gjort det sammen. Både menneskelig energi, men også strøm/benzin/anden energi man betaler for.
Og så er der det, at der altid vil være ting man hader, som andre måske elsker at lave. Og de ting man ikke er i stand til gøre, psykisk eller fysisk. Vi har alle forskellige begrænsninger, der skal tages højde for.

Jeg hader at strikke, jeg har prøvet at overtale mig selv mange gange i løbet af livet, men jeg hader det hver gang. Håber stadig bare, at det er fordi det ikke er min tid endnu, så jeg prøver nok til jeg skal herfra.
Men jeg elsker strikkede ting. Så jeg bliver nødt til at finde andre der kan lide at strikke, og det er ikke svært. Det er jo helt vildt, så mange der elsker at strikke!

Jeg er også vildt dårlig til at dyrke agurker og jeg har heller ikke, det gode spot til majs.
Der er altid noget der går godt nogle år og dårlige andre, og når nu jeg har prøvet at være selvforsynende i så mange år, er jeg blevet mere og mere taknemmelig for, at jeg ikke er afhængig af det.
For det er enormt arbejdskrævende og det kræver et særligt fokus på forbrug, som man skal være enige om i husstanden.
Vi har i Danmark muligheden for at købe varieret mad og faktisk er vi ude i overflod af mad, så der er kommet en tendens på de sociale medier til at folk giver overskudsmad væk, man skal bare hente det. Det kan være noget der snart udløber eller nogle der har holdt stor fest, men det kan også være et frugttræ, der giver mere end hvad husstanden kan forbruge.
Butikkerne er begyndt at lave poser med ‘too good to go’ og der er kommet flere ‘skraldere’ til, som dykker i containere, for at hive det op, som de mener stadig har spiseværdi.

Jeg vil ikke have undværet min tid som forsøgende selvforsyner, og jeg er sikker på at jeg kan bruge de erfaringer jeg har fået, til at blive mere bevidst om en bæredygtig og klimavenlig tid, hvor jeg vælger lidt mere kritisk, hvad jeg bruger min tid og penge på.
Og når jeg ender med overflod selv, om det så er mad eller ting, vil jeg udbyde det til de nærmeste, de fjerneste (på sociale medier i lokalgrupperne) eller sociale mødesteder (varmestuer/krisecentre/osv) samt de mange genbrugsbutikker.
At være sammenforsynende, betyder ligeså meget en omtanke for andre, som man skal have for ens eget liv og behov.

Lige meget, hvordan man vender og drejer det er vi alle klimabelastninger.
Lige meget om vi spiser kød, flyver jorden rundt eller bare slår en prut.
Det skal jo helst ikke gøre at vi ender i det apatiske tankespor, at vi intet kan gøre, for vi er så dybt nede i hullet. For der er liv efter os.
Og som de siger på DR Ramasjang: Ingen kan gøre alting, men alle kan gøre noget.

Selvindsigten kom snigende
Udover jeg er blevet meget mere klima- og ressourcebevidst end for 10 år siden, er jeg også blevet lidt klogere på mig selv.
Det ville også være lidt skidt, hvis ens personlige udvikling har stået helt stille i 10 år.

Det var enormt svært i starten på bloggen, at finde ud af, hvad jeg var for en blogger. Det var måske også lidt mere nyt, end det er i dag.
Men alligevel… Var jeg haveblogger, kreablogger, familielivsblogger, medblogger, livstilsblogger, selvforsyningsblogger?
Jeg synes ikke rigtig der var noget der vægtede mere end andet, kun i perioder.
Men omkring mig så jeg effekten af folk der forenede sig og forenklede deres blogs, målgruppen var meget nemmere at fange.
Jeg har altid synes min blog er noget rod, men alternativet var at skulle starte en masse forskellige blogs med hvert emne, og nogle gange overlapper det jo hinanden.
Så jeg holdte fast i én blog og så måtte jeg oppe mig lidt og få det kategoriseret ordentligt og givet det relevante hashtags.

Jeg er glad for den beslutning. For selvom jeg nok var nået ud til flere, så ville jeg selv nå at tabe pusten i det. I forvejen er jeg ikke vildt god til at få svaret på kommentarer, og det hjælper nok ikke med flere blogs og flere kommentarer samt man skal holde styr på flere blogs og finde på indlæg der specifikt passer på dem.
Jeg har taget det som det kom, skrevet når jeg havde lyst og kan nu se, at jeg ikke ville have kunne forene mig med få emner, for jeg skifter for tit interesse.

Jeg har altid hoppet rundt i forskellige emner og når det bliver for kedeligt, hopper jeg videre til næste. Og tager den erfaring, med mig fra forrige interesse.
Og i dag ser jeg jo at bloggen jo i virkeligheden er en forlængelse af mig.
Det er mig.
Det der optager mig, det jeg finder energi i, det jeg har lyst til at dele med andre.
Der er intet jeg laver nu, som er det samme, som for 10 år siden, jeg hopper rundt hele tiden.
Jeg har bygget det sammen, skilt det ad og samlet det på en ny måde, tusindvis af gange.
En afspejling af mit sind, som også altid er i bevægelse.

Jeg er jo så også, blevet 10 år ældre, så jeg hopper ikke så hurtigt mere.
Selvom det er sjovt og spændende, er det også hårdt ikke at kunne finde en ro i noget, og blive i det.
Nogle gange ville jeg ønske, jeg fandt en glæde i bare at hækle derudaf, eller sy kjoler efter samme mønster til alle byens børn eller måske bare lave mad efter en opskrift, uden at ændre på noget. Det må være enormt afslappende og roligt.
Men mit sind er altid i bevægelse og det er nok det der har skabt en lettere rodet, men fyldig blog, de sidste 10 år.
Bloggen har hjulpet med at skabe lidt ro, i mit eget kaos.

Det har hjulpet mig til bedre at forstå ting, ved at skrive om det på bloggen. Og det har været god træning, at skrive i et sprog så andre kan forstå det, eller i hvert fald var det min hensigt.
Derfor har jeg valgt en anden vej med bloggen i dag, end den jeg ridsede op for 10 år siden.
Jeg vil lære at forstå mig selv, så derfor må jeg i gang med at skrive om mig selv og mine tanker. Finde de hashtags der passer på mig.
Måske det vil blive bloggens død, for der er jo ikke nogle der googler mig og mine tanker, i samme grad som skildpaddecreme eller hjemmelavet svampemycelium. Og hvis jeg ikke formår at skrive om noget interessant, så vil jeg kede både andre og mig selv.
Men måske vil det hjælpe andre, til at reflektere lidt over deres liv og dem selv, det ville jo være dejligt, hvis jeg kunne være en slags katalysator for nogens selvindsigt.

At være en tankevækker.

Jeg må se, hvordan det former sig og hvad jeg har energi til.
Går det, så går det, og ellers går det nok alligevel.

Stof, tøj og købemani

Jeg har i flere år syet tøj til mine børn, min mand og mig selv. Faktisk så meget at vi var ved at drukne i tøj.
Det var ikke fordi, jeg egentlig syede for mange ting af de samme ting, men simpelthen fordi vi arvede så meget af dem vi kendte, og også nogle vi ikke kendte. Så hvis jeg syede en bluse, var det for min egen skyld eller ungernes ønske om deres yndlingsfarve/figur, ikke fordi vi manglede bluser.
Da min stress voksede og voksede, tog det af med at sy, det var sådan set heller ikke nødvendigt, for vi modtog sække med børnetøj og det tøj jeg havde syet til os voksne, holdte jo fint. Vi slider ikke så hårdt på tøjet og vokser heller ikke mere.

Når jeg tænker tilbage for nogle år siden, hvor jeg syede børnetøj med stor iver, kan jeg huske det var en lidt ambivalent følelse.
På den ene side nød jeg at designe og sammensætte, tegne og tilrette mønstre og se børnene bevæge sig og lege i det.
Men på den anden side, blev jeg lidt trist over at mit personlige behov, faktisk overskyggede det faktum at vi druknede i arvetøj, som intet fejlede. Mange ting havde stadig mærker på. Og det var bare det tøj vi havde fået/hentet gratis i vores lokalområde/af venner.
Det eneste tøj jeg har købt, tror jeg er sokker, og det er jeg først begyndt på efter min store blev 5 år. Mig og manden, selvfølgelig i længere tid.

Nu har jeg jo syet en del ting som vi ikke arvede, feks. huer, undertøj og klø-fri kjoler/bukser til min pige, som har været meget sensitiv. Det er ikke alle der har den mulighed at kunne sy, eller måske har lyst til at tage sig den mulighed.
Men hvis jeg havde undværet at sy tøj, ville jeg sagtens have kunne supplere op i genbrugsbutikkerne, med det vi havde brug for.

Da jeg blev for stresset til at foretage mig noget som helst, nød vi godt af arveposerne, og det gør vi stadig. Hver gang vi får en sæk, bliver jeg fyldt med taknemmelighed, for at jeg ikke SKAL sy og at jeg ikke SKAL ud og køre rundt for at finde tøj, når de lige gror en størrelse om natten.
Jeg glædes over, selvom det ikke helt har været et aktivt valg i første omgang, at vi kan være en del af den fødekæde, hvor man bruger tøjet til det ikke kan mere, og må omdannes til noget andet.

Genbrugsbutikkerne har også for meget
Vi prøver så vidt muligt at give tøjet direkte videre til nogle andre forældre, for sagen er at der simpelthen er for meget brugt tøj, til at genbrugsbutikkerne kan få det solgt i Danmark.
Jeg synes det er helt vildt at vores forbrug af nyt tøj er så stort, at vi ikke engang evner at bruge det op, men må sende det videre til andre lande eller omdanne det til genbrugsprodukter.
Et kæmpe ressourcespild.
Jeg synes det er fantastisk at vi overhovedet kigger på upcycle-løsninger på det tøj som er defekt eller stofrester, så vi kan danne nye produkter ud af det, i hvert så længe det giver mening.
Men jeg tror at hvis det virkelig skal rykke noget, skal der flere mennesker i genbrugsbutikkerne, og ikke for at donere, men for at købe.
Og det ville helt klart også hjælpe, hvis det blev moderne at reparere sit tøj.
Lære at lappe, skifte en lynlås, forlænge børnebukseben, lægge bukseben op, osv.
Det er næsten altid billigere at smide ud og købe noget nyt, særligt hvis man omregner i tid. Men glæden ved at få tingene til at holde yderligere nogle år, ved at sætte en hjerteklap på yndlingsstrømpebukserne, det giver så meget mening, da det jo er strømpebukseejeren og hendes generation, der nok kommer til at skulle finde på affaldsløsninger på alt det, vi render og smider ud for nemhedens skyld.

Hoardere lader sig nemt lokke
Jeg har skrevet lidt om det før, her på bloggen, men det er også noget der fylder meget for mig. Særligt når jeg går forbi min stofreol.
Hen mod slutningen af den tid hvor jeg syede intensivt, endte jeg faktisk med at lande i en form for købeafhængighed.
Jeg havde intet overskud eller lyst til at sy, men jeg havde virkelig meget lyst til at have lyst til at sy. Det gjorde at jeg sugede inspiration til mig i diverse sygrupper på Facebook samt på Pinterest, jeg lod mig forføre af alle de smukke kreationer andre lavede og blev hele tiden præsenteret for de nyeste stofdesigns, som butikkerne fik hjem.
Totalt opdateret på hvornår de forskellige butikker havde efterårsudsalg, vinterudsalg, juleudsalg, fødselsdagsudsalg, konkurrenten-har-udsalg-så-det-har-vi-også-udsalg, osv.
Jeg faldt lige med hovedet i, og købte stof. Ikke noget vildt, og altid på tilbud, for jeg fandt hurtigt systemet i hvornår de havde tilbud, men stadig for at prøve at lappe et savn.
Så selvom jeg havde sat regler op for mig selv om at det skulle være på tilbud og jeg skulle kunne finde på et projekt til det, inden det kom i kurven, så hjalp det lige fedt.
Jeg fik ikke gang i symaskinen, i hvert fald meget sparsomt.
Og jeg fandt meget mere gejst, ved at sy noget ud af en bluse, der ikke kunne bruges mere. Det gav så meget mere mening.

Slidte bukser, blev lavet til sommerens shorts, med få reperationer. Og gamle plettede/ødelagte bluser blev lavet til undertøj. Jeg er mere stolt og glad ved disse resultater, end de originale bluser og bukser jeg i sin tid syede.

Min stofreol var nu så overfyldt med overforbrug og dårlig undskyldninger, så jeg tog en ekstra kasse i brug. Og den kunne jeg ikke finde plads til, så den måtte stå midt på gulvet.
Ved ikke om det var den kasse der gjorde det eller summen af alle mine tanker omkring at jeg havde nogle uhensigtsmæssige handlinger, som ikke rigtig gav mig det jeg havde brug for.
Men den kasse irriterede mig virkelig, jeg skulle hele tiden flytte rundt på den og jeg fik hverken tømt den eller reolen.
Og så fik jeg en kæmpe sæk stof, fra en der havde ryddet op i sit 40 år gamle stoflager.

Tænk at hun havde gemt det stof i så mange år! Jeg var fuldstændig målløs.
Det var altsammen bleget eller snavset, der hvor stoffet var foldet, og selv efter 2 vaske blev det ikke rent. Og det der engang var strækbart, havde fuldstændig mistet elasticiteten, jersey/rib holder ikke evigt.
Der er jo mange muligheder for at bruge det alligevel, men nu var jeg også ved at drukne i stof. Og hun havde faktisk mere til mig, hvis jeg ville have.

Starten på en ny æra
Jeg tog en beslutning om at jeg havde et max. areal til at opbevare stof og så måtte jeg stoppe med at søge inspiration, for en tid.
Det blev til at jeg max. måtte have stof i min reol og at stoffet skulle ligge pænt og tilgængeligt, så det hele ikke falder ud når man rører ved det.
Jeg har i dag opnået mit mål. Det har taget mange måneder.
Jeg har virkelig måtte kæmpe med min indre trang til at beholde det hele, for jeg havde jo masser af projekter, som jeg ønskede at realisere. Det er nu kun det allerbedste der er tilbage og jeg har doneret resten væk.

Det hjalp at give det direkte til nogen der ville have det, i stedet for det måske bare røg på til brandbart.
Det hjalp også at tænke på at hvis jeg skulle beholde mere end der kunne være i den stofreol, skulle jeg betale opbevaring til en lagerhal. Jeg ville jo aldrig få kigget i den kasse, og så ville jeg bare have en månedlig udgift, på mit lavest prioriteret stof. Der ville ikke gå længe før jeg ville have betalt stoffet en gang til, bare i lagerleje.

Det jeg synes var det sværeste, var at erkende at jeg havde købt en masse drømme. Og da jeg skulle sortere, blev jeg ved med at få idéer til, hvad man også kunne bruge det til, selvom originalprojektet nu var droppet.
Jeg skulle simpelthen sende fine ressourcer videre, fordi jeg i virkeligheden havde indkøbt projekter til 10 hjemmegående husmødre. Udover de spildte penge jeg havde brugt, havde jeg også ruttet med jordens resourcer.
Jeg var skamfuld, men den følelse hjælper sjældent på så meget, først når man forvandler den til handling.

Min stofreol, som den ser ud i dag. Og bare ved at have kigget på billedet, ser jeg nu 2 stykker stof, jeg sender videre.

Stop stofspild
Jeg er nu ret overbevist om, at jeg ikke får mere stof end der kan være i min reol mere. Jeg føler jeg har haft et form for opgør, jeg ikke har haft før.
Jeg har tit været på slankekur og kasseret grimt eller ødelagt stof, men i denne omgang har jeg kasseret flere kasser med stof, jeg stadig finder smukt og kunne finde på at købe. For jeg skal nok finde stof til de projekter der dukker op løbende, men jeg behøver ikke at trøstespise, når jeg ser noget flot på tilbud eller have huset fyldt med mad, som en prepper.
Jeg vil ikke skille mig af med stof om 40 år, som har ligget i dvale, blevet mørt og misfarvet. Det skal afsted nu og bruges mens det er friskt og har potentiale.
Jeg synes det giver så meget mere mening at sy og anskaffe mig stof med omtanke, så selvom jeg ikke har syet i lang tid, kan jeg allerede nu mærke, at forventningspresset til mig selv, allerede er aftaget.
Fra nu af, skal det at sy, ikke være den hurtige, nemme eller billige løsning, det skal være den nærværende og energigivende hobby.

Denne proces har taget lang tid, når man er hoarder af hjertet, gør det ondt at skille sig af med ting, for hvis nu… Men det har gjort mig godt.
Jeg har allerede taget hul på flere bunker og gennemgået skuffer med andre ting. Der er noget jeg har fortrudt allerede, at jeg har kasseret, men ikke i en grad at jeg løber ud og køber det igen og jeg klarer mig fint uden, hvem ved om jeg ville have brugt det, hvis jeg havde beholdt det.
Flere ting jeg har fundet i gemmerne, kunne jeg ikke huske jeg havde, så i den forstand kunne jeg heller ikke finde og bruge det, hvis behovet opstod.
Men faktisk er det rart med lidt ekstra hyldeplads, som ikke skal bruges til noget, bare skabe luft.
Mit mål er at de ting jeg har, bliver brugt efter hensigten, og at jeg kommer i mål med lidt flere projekter end der står i kø.

Tag dig sammen-knap

Jeg tror at vi alle sammen er født med en ‘Tag-dig-sammen’-knap, nogle har en der er særlig robust og kan klare en masse tryk, uden knappen går i stykker.
Min er fundet på spotvarehylden i Netto, markeret ned til 20% af prisen. Umulig at få reservedele til og ingen aner hvordan man reparere den.
Det er lidt noget skidt, for min er gået i stykker.
Sådan rigtig i stykker.
Tabt på gulvet og virker nu kun periodisk.

Fra min skitsebog

Når man møder tilpas udfordrende ting, har man brug for at trykke på knappen, så man får et energiboost, der lige gør at man giver sig selv et ekstra spark, selvom man allerede havde tænkt at man ikke kunne/ville.
I barndommen er det forældrene/lærerne/pædagoger/osv. der primært trykker på knappen.
Det ville være optimalt, hvis de samtidigt også kunne lære hvad knappen skal bruges til, ikke bruges til og hvordan man vedligeholder den, så den ikke går i stykker før tid, fordi man måske har brugt den, lige vel meget i perioder.
Men det kan de kun, hvis de kan finde ud af hvor mange tryk man har, for det er individuelt.
Nogle mennesker er særligt hårdføre, andre mere sensitive. Hvis man er særlig sensitiv, og skal leve i en hverdag, som en gennemsnitlig hårdfør pastasalat-dansker lever, får man brug for rigtig mange tryk på knappen. Og derved rigtig lange pauser efterfølgende.

Jeg tror ikke det er muligt at leve et liv uden en gang imellem at tage sig sammen. Det er heller ikke kun nogen dårlig ting, særligt hvis det giver en høj gevinst senere hen, og man husker at få ladt sig selv op, så længe det nu tager, inden man bruger knappen igen.

Og når man nu er voksen er det der, man skal overtage ansvaret for, hvornår den knap skal bruges, og det bør nu være slut med at lade andre trykke på den. Man er nu selv ansvarlig for vedligehold og indsigt i om den bliver brugt for meget.
For hvis den bliver brugt for meget går den i stykker. Et menneske er ikke bygget til at skulle tage sig sammen hele tiden, man skal nå at opsamle energi igen.

Jeg har taget mig rigtig meget sammen i min barndom, både fordi jeg ofte blev bedt om det, men også i situationer, hvor jeg kunne se at resten af flokken lavede nogle ting, som jeg blev nødt til at gøre, hvis jeg ikke ville stikke ud og skabe opmærksomhed omkring mig selv.
Og når man er så vant til at tage sig sammen, til selv små ting, så bliver man vant til at det er dagligdag at trykke på den knap.
Jeg troede at det er en nødvendighed for at leve, og med den trend og tone der var i samfundet, begyndte jeg stille og roligt at anskue mig som doven, for hvorfor skulle jeg ellers have behov for at trykke på den knap hele tiden? Skal det virkelig være så anstrengende og ubehageligt at være til?

Nej og nej.

Livet går ikke ud på at ofre sig hele tiden og gøre ting, som er ubehagelige.
Man får det ikke bedre, jo mere man presser sig selv.
Man ender i et kollaps, lige meget om man har taget de mest moderigtige skyklappere på og tænker, at nu har jeg lavet dagens skodopgaver, i morgen bliver nok bedre.

Livet er en dans på roser, hvor man kravler op ad stilken med torne, og forenden skal der være en gevinst for indsatsen – den smukke rose.
Nogle gange kan man ikke se hvad gevinsten er, og derfor må man jo opgive kampen til tider, når man har trykket for lang tid på tag-dig-sammen-knappen, for man skal ikke blive ved med at hige efter at der kommer en gevinst. For måske er det sket ikke den kamp man skal tage.
Det er det, der er så svært.
Man aner ikke om det overhovedet er ens kamp, hvad kampen går ud på eller om der kommer en gevinst.
Det eneste man kan vide, er om man kan klare mere.

Mærke efter og reflektere.

Jeg har fundet ud af, at det modsatte for mig, af at tage sig sammen, er gøre hvad jeg har lyst til.
Ingen krav – kun behov.
Det lyder nemt, men det er det ikke, når hele ens liv er bygget op om at tage sig sammen til mange ting. Det føles SÅ forkert at mærke, den der piblende glæde der vil frem. Den dårlige samvittighed tordner frem i stedet og prøver at overbevise mig om, hvad jeg burde bruge min tid på i stedet samt den evige sammenligning, med hvad andre kan, så det burde jeg også kunne.
Men jeg er ikke som andre, og andre er ikke som andre. Vi er alle unikke og det er forskelligt, hvad vi finder udfordrende. Og det kan også skifte med hvad der er svært.

Oversat: Hvor dyb er mudderpølen? Det kommer an på hvem du spørger. Vi kommer alle igennem tingene på hver vores måde.

Det er nu 3 år siden at min tag-dig-sammen-knap gik i stykker, det føles både som et par uger siden, men også en evighed.
Den vil aldrig blive som før.
Jeg skal dagligt lære at bruge trykkene med omtanke ved at mærke efter og reflektere, omkring det jeg foretager mig. Så jeg kan have tryk nok til hele dagen.
Så jeg forhåbentlig kan lære mine børn, hvordan de kan tage vare på deres knap, for man får ikke en ny.


Den stille pige

Denne blog er mit talerør hvor jeg må skrive hvad jeg vil.
Jeg har altid prøvet at skrive uden min egen mening, for at holde det så neutralt som muligt, men jeg oplever faktisk mest respons på de indlæg, hvor min mening sniger sig ind alligevel.
Jeg synes det er skræmmende at sige sin mening, og endnu mere at skrive den. 

Sort på hvidt, står det der, min mening. 

Et klik fra at blive slettet eller skjult, men jeg prøver at holde mig fast i at skulle komme ud med min mening, på trods af at jeg ikke ved om den er sand. Hvad er det værste der kan ske?
Jeg har ikke noget imod at få andres syn på sagen, faktisk elsker jeg at skifte mening, det er jo dejligt befriende at få lidt lys på ens tanker og se dem fra en anden vinkel. Det er aldrig behageligt at blive udskældt og gjort til skamme over sin mening, men i dag har jeg det ok med det. Det er jo min mening, som det ser ud nu, det kan være det ændre sig, og måske gør det ikke. Og den er et udtryk for hvordan min verden ser ud i dag, på baggrund af alle mine erfaringer. Det at folk hidser sig op og bliver angribende, bunder jo mest i at de er følelsesmæssigt udfordret. Og den side har jeg også, så netop derfor synes jeg det er nemmere at tilgive andre for det.

Når man har fået mundkurv på nok gange som barn, stopper man med at udtrykke sin mening. Læringen er, at det ikke fører noget godt med sig.
Jeg har været en af ‘de stille piger’, jeg synes ikke det gav nogen mening som barn at sige min mening. Jeg oplevede oftest, at folk fysisk ikke hørte mig, altså det virkede ikke til at de ignorerede mig med vilje, men der blev bare talt videre.
Andre gange blev det hørt, men min følelse i kroppen var at det sjældent blev taget seriøst. Jeg havde ikke evnerne til at brage igennem en samtale, jo flere mennesker, desto større overvindelse skulle der til. Da jeg blev ældre, blev jeg mere modig, men panikken ramte mig stadig når jeg fik sagt noget i en gruppe. Men det blev også tit akavet for mig, fordi jeg følte jeg måtte tale på en afbrydende og højlydt måde for overhovedet at få taletid.
Så jeg har brugt meget tid på at lytte, og tænke, dannet meninger i det stille.

Derfor har jeg elsket at blogge. Det har været så svært for mig at indtage scenen og sige min mening, eller bare sige noget for den sags skyld.
På bloggen kan jeg råbe og skrige hvis jeg har lyst til det, og jeg ved det kommer ud. Og at det kun er de mennesker der finder det interessant/provokerende der læser med, dem som synes det er uinteressant scroller videre. Det er jo en vidunderlig filtrering af mennesker, hvor du ikke behøver at forholde dig til, og blive mere usikker på dig selv, over alle de mennesker som synes det er uinteressant. 

Og årene med bloggen har vist mig, at mine ord gør en forskel for nogle. For jeg får stadig beskeder og kommentarer, der var og er stadig brug for mine tanker, læringer og meninger.
Min erfaring som den stille og lyttende, fortæller mig også, at der altid vil være nogle som læser/lytter med, som får noget ud af det, selvom de ikke gør væsen af sig.

Det gav mig en selvsikkerhed i at der faktisk findes nogen der finder mig interessant, på en måde jeg ikke tror jeg ville kunne skabe i det ‘virkelige liv’. Og det har gjort at jeg langsomt turde åbne mig mere op i det virkelige liv og sige min mening, til de personer jeg havde mest tillid til.
Nu er jeg kommet til et sted hvor jeg ønsker at sige min mening højt, da jeg synes det er rart, at der sker en helt naturlig filtrering af mennesker.
Det er fuldstændig vidunderligt at naturligt blive omgivet med mennesker der matcher én, og accepterer hvad man har med i bagagen og respektere de meninger man har, også selvom de er uenige.

Eva Gepo vægt

Didde fik fat i sådan en fin retro vægt jeg husker fra min 80’er barndom, mener vores var 70’er moderigtig orange dengang. Købt på den blå avis som “aldrig monteret” og i original kasse til god pris, men der manglede noget, bl.a. transportsikringen, som vidner om at den ikke var ubrugt – men ellers flot stand. Transportsikringen virkede ikke til at være et problem, til trods for en god bumletur gennem pakkepost. Værre endnu, var at excentrikken manglede helt.

Excen-hvaffornoget?
Designet af vægten fejler ikke noget, her refereres til det mekaniske design. Et vægtlod balancerer mod skålen og drejer nålen rundt med et par tandhjul og et par arme. Simpelt, slidstærk og til at finjustere – godt tænkt for 50 år siden. I praksis har man nok godt vidst at katten kunne løbe med målet for dem der hængte vægten op derhjemme, så bunden af vægten hægtes på en cirkel med et hul der ikke sidder i centrum, altså excentrisk. Cirklen kan så drejes via en lille plastikarm og i praksis flytte bunden af vægten et par millimeter til hver side for at kompensere for det lyv-agtige vaterpas eller et stykke pergamentpapir som det beskrives i manualen.

Problemet er lidt, at denne lille finurlige og ganske værdifulde dims, sjældent får den fortjente opmærksomhed, så der findes hundredevis af billeder af den fine vægt, men ikke dimsen. Men med lidt fantasi og et enkelt lille billede leveret af Diddes ihærdighed, gik jeg i værkstedet for at lave min egen version. Informationen om vægten på nettet er ikke specielt stor, og begrænser sig primært til at fokusere på brugtprisen, designet og hvor meget bedre din hipster-tilværelse bliver med sådan en på væggen.

Den lille dims til venstre, er den omtalte excentrik

Først på drejebænken
En klods i lidt over dobbelt størrelse blev spændt op og drejet nogenlunde til i tykkelsen, en ring i centrum på 12mm som gaflen måler indvendigt og ca 2mm dyb. Her skal man i øvrigt huske at sætte skruerne der fastgør emnet til drejebænken i en dybde der ikke er mere end slut-tykkelsen, og vel og mærke huske at skære udenom skruehullerne når splitten til sidst skæres ud. Jeg valgte at skrue dem 10mm ind og glemte selvfølgelig at stoppe og lægge en klods imellem emnet og bænken så en det medfører en lille pause ved vådsliberen og så har jeg helt sikker glemt det om et år når jeg laver noget lignende igen.

Herefter lidt hjælpestreger til at skære den til, et hul(ikke i centrum), en tur i skærekassen, sandpapir for resten af pengene og til sidst en forsænkning til skruen.

Den passer!

Balancens kunst
Nu hvor stoltheden var størst, skulle det vise sig ved montering at den manglende transportsikring måske alligevel var et problem. Uanset hvor meget der blev drejet på den fine nye excentrik, vejede vægten 80-100 gram uden belastning. Det affødte selvfølgelig lidt kløe i hovedbunden og nogle tænkte gloser vi ikke graver mere ned i. Det viser sig så at nålen er bukket og faktisk skraber på pappet indeni, hvilket i sig selv giver udsving.

Heldigvis kan vægten ret nemt skilles ad, og efter en nænsom behandling af nålen så kommer der også lidt muligheder for justering til syne i form af to nylonringe med en flad kærv der kunne justeres på – hvis nogen kender til deres egentlig funktion må i gerne kommentere. Men ak, lige som man troede den hellige gral var fundet, forløste det sig stadig ikke i et retvisende nulpunkt, omend udvejningerne blev ret konsistente efter finjustering på nylonskruerne. Det viser sig dog efter yderligere kløe i hovedbunden, at nålen er monteret lidt som på et urværk, hvorfor det faktisk var muligt at dreje nålen lidt på sin akse uden at yde vold på den.

Kontrolvejning af rugmel den digitale siger 1056g – så det her er meget tæt på.

Nu vejes rugbrødsstumpen på den digitale til 236g og på Eva’en 240g – bananerne 756g på den digitale og 750-60g på evaen – et kilo rugmel går for 1056g versus 1050-60g så det må siges at den efter sine mange år, fungerer ganske fint. Og nå ja, den nye excentrik virker også efter hensigten.

Medfølgende vejledning til Eva Gepo vægt

Omplantning af kødædende planter

I sommeren 2019 købte jeg en håndfuld forskellige kødædende planter, igen igen igen…
Jeg har altid været meget fascineret af dem og synes der er noget hyggeligt over at fodre dem med nyklaskede fluer. Men jeg har aldrig kunne holde liv i dem over længere tid.
Jeg har måske heller ikke sat mig mere ind i det, end at de er sumpplanter, så de skal altid være våde. Den lille detalje, der har gjort forskellen for mig, er at det KUN måtte være regnvand. Hanevand fik dem til at mistrives i løbet af ingen tid. Så nu står de alle altid i minimum 2 cm regnvand.

Og nu er mine 3 fluetrompeter (Sarracenia), kandebærer (Nepenthes) og Venus fluefangeren (Dionea muscipula) da klaret det i snart et år. Jeg droppede vibefedt og soldug, men de tre andre har klaret livet ude i den milde vinter.

Mine 3 fluetrompeter der står lidt trangt i potterne


Meget af dem er visnet væk eller ser bare trist ud, så de fik en tur med trimmesaksen og så opdagede jeg at der faktisk var flere planter i hver potte.
Jeg ved ikke om det er ligesom krydderurter, at man sætter en masse småplanter i en potte, for at få det til at se ud af noget på kortest muligt tid. Måske er det fordi de trives bedst ved at stå tæt eller de bare formere sig selv sidelæns rigtig hurtigt, ligesom vintergækker.

Der var alligevel 4 små kroner af fluetrompet i sådan en lille potte, hvilket jeg først kunne se da jeg havde trimmet det værste væk
Venus fluefangeren overraskede mig da jeg fik jorden væk, dens vækspunkt var faktisk langt nede. Den virker til at formere sig med underjordiske sideskud.
Jeg er ret sikker på jeg kun købte 1 venus fluefanger sidste år og lagde mærke til i sensommeren at den pludselig havde 2 kroner, og da jeg pillede i den var der faktisk 4. Håber den bliver glad for omplantning.

Nu (midt i april) er de i hvert fald blevet delt, da jeg kunne se, at der er ved at være gang i væksten, så må sommeren vise hvad de siger til det.
De er omplantet i ren ugødet spagnum, jeg har fået lidt af en veninde så jeg ikke skulle købe en kæmpe sæk. Kødædende planter bliver gødet af insekterne de optager, så de skal ikke have tilføjet gødning i jorden hvis de får nok insekter. Og rørene afslørede at de havde spist godt sidste sommer.
Kandebæreren er ikke blevet plantet om og har stået inde i badeværelsesvinduet hele vinteren, den får lov at blive lidt større før jeg planter den om.

Rabarberskumfiduser

Rabarber er bare noget helt specielt.
Vi går og venter spændt på hvornår de små knolde kommer op, og i år var de allerede oppe i januar, det var en rekord hos os, men det var også en meget lun vinter, desværre.
Men på den lyse side, kan vi nu nyde de første rabarber allerede i marts.
De første rabarber plejer vi at bruge i yndlingskagen (se opskrift her), men i år var der så mange stilke her midt i marts, på omkring 15 cm, så der var nok til også at lave lidt saft og marmelade og saften skulle bruges til rabarberskumfiduser.

Lækre luftige rabarberskumfiduser

Rabarbersaft + marmelade
Ungerne plejer at skære dem i alt mellem 0,5-2 cm lange stykker og så smider jeg dem i et fad og et godt drys sukker på, 2-3 sjatter vand og ind i ovnen, som alligevel er tændt. Dvs. det er lidt forskelligt hvor mange grader det får, da det afhænger af hvad jeg laver i forvejen. Men efter 10-15 min rører jeg lidt rundt og så tager jeg dem ud, når de er møre og trevler fra hinanden.

Hurtig rabarbermarmelade på en smuk forårsdag

Jeg kommer det hele op i en si og når det ikke løber hurtigt mere (lad det bare dryppe helt af hvis du ikke laver marmelade), tager jeg saften til rabarberskumfiduser, eller bare til at komme vand i til saftevand.
Selve snasken der ligger i sien kan koges hurtigt op, måske med til ekstra sukker og vanilje og så kommes på rene glas.
Jeg plejer dog bare at komme det direkte på glas, et drys sukker + vanilje i og så på køl, når det er kølet helt af. Og så spiser vi det i løbet af få dage.

Rabarberskumfiduser
1 dl rabarbersaft (lavet på ovenstående metode)
1/2 dl vand
200 g sukker
10 blade husblas, udblødt i koldt vand

Rabarbersaft, vand og sukker bringes i kog i 10-15 min (eller til det er omkring 110 grader).
Tag gryden af blusset og kom de bløde husblas i ét ad gangen og lad dem smelte helt, uden nødvendigvis at røre rundt.
Pisk nu kraftigt siruppen lys og skummende. Det kan godt tage lidt tid, og man kan med fordel lade det køle lidt før man begynder at piske.
Når skummet er som tyk marengs, kommes det på bagepapir drysset med flormelis.
Lad det køle helt af, før det klippes i mindre stykker. Vend dem let i flormelis, for de ikke klistre for meget sammen.

Pisk godt, til skummet begynder at tykne og kravle lidt op ad piskerisene
Hældes i en form og rystes let ud

Placebopostej

En af de ting som vi ikke kan få leveret for tiden er leverpostej. Og da jeg heller ikke lige kunne finde lever og spæk, har jeg kastet mig ud i en vegansk version.
Ham på 5 synes den er helt fantastisk og vil hellere have den end rigtig leverpostej, men hende på 3 år vil ikke engang have den op på tallerkenen, så der er lidt delte meninger.
Jeg synes ikke den smager nok af leverpostej til at snyde nogen, men den smager godt og det er hverken mærkeligt med agurk eller syltede rødbeder ovenpå. Så jeg håber Anna bløder op for at smage på den en dag, for jeg har allerede lavet den nogle gange.

Når der alligevel bages brød og kager, kan der ryge en postej med i ovnen

Placebopostej (lille)
1 ds bønner / samme mængde tørrede bønner, udblødte og kogte
30 g cashewnødder
1 lillebitte løg
1 hvidløg
3 spsk olie (feks. raps eller oliven)
1 spsk friske timianblade eller anden krydderurt
1-2 spsk soya
Lidt salt og peber

Alt kommes i en minihakker på fuld drøn, eller i et højt bæger og en tur med stavblender. Den må godt være lidt blød, så jeg tilsætter lidt vand, hvis den er for tør. Den taber også væske i ovnen, og skal jo gerne være smørbar bagefter.
Kommes i et lille fad (mit minitærtefad er ca. 15 cm langt) og ind i ovnen i ca. 30 min ved 200 grader varmluft.

Klar til ovnen – her lavet på kidney bønner og rødløg.
Også klar til ovnen – sorte bønner med en god håndfuld spinat i, da min søn gerne vil være stærk som Skipper Skræk