Stenalderbrød

Da jeg var gravid fik jeg afprøvet stenalderbrødet og det smagte ret godt. Jeg prøvede godt nok den nemme løsning med en færdigblandet pose frø og kerner som bare skulle tilsættes æg, olie og salt, men der stod hvor meget der var i af hver frø/nødder, så det har jeg noteret så jeg kan lave det igen uden at købe blandingen. Der skulle egentlig 1 dl olie i opskriften, men det blev meget fedtet, så jeg nøjes med 1/2 dl og smagen er den samme synes jeg.

Et tværsnit af stenalderbrødet, det ligner egentlig et meget ‘kernet’ rugbrød

Stenalderbrød
100 g hørfrø
100 g sesamfrø
100 g solsikkefrø
100 g hasselnødder
100 g mandler
1/2 dl olivenolie
2 tsk fint salt
5 æg

Alt kommes i en skål og røres til en ensartet masse. Den flydende masse hældes i en 24 cm lang rugbrødsform, evt. med bagepapir i.
Bages i 60 min ved 160 grader. Skal køle helt af før det skæres.
Holdbarheden er det eneste minus ved dette ‘brød’. Man skal tænke på at det er bagte æg, så det skal på køl og holder ikke mange dage. Til gengæld holder det fortrinligt på frost, så jeg skærer hele brødet op og fryser skiverne ned. På den måde kan jeg lige hive det antal skiver op jeg skal bruge 1 times tid før frokost eller om morgenen.

‘Dejen’ er ret så flydende, men brødet bliver helt fast efter bagning

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *