Hjemmelavet bedside crib

Krybben er hægtet på sengen.

Skrevet af Jacob
Efter at have haft Mads i en vugge for enden af sengen, blev vi enige om at det var praktisk, at prøve en bedside crib denne gang, for at lette nat-amningerne. Af hensyn til pengepungen kiggede vi lidt på at lave den selv, da vi var i god tid.  Da jeg havde mulighed for at prøve en 3-akset CNC fræser af (utrolig luksus) så var det oplagt at lave lidt flere detaljer end jeg ellers ville kunne nå i værkstedet.

Fræsning er næsten færdig efter 5 kvarter

Heldigvis havde jeg en MDF rest der var tilpas stor, så med tilpas optimering kunne det lige gå – der er jo heldigvis ikke behov for lidt ekstra her og der når det er med “robotten”. Det er jo ikke nogen hurtigløber, men det er alligevel hyggeligere at drikke kaffe mens man holder øje med maskinen.
Der er en del malearbejde indeni alle de huller, men ok, der blev vist foræret en hel del af arbejdet denne gang, så det går nok.

Masser af udskæringer for at give lidt luft omkring Anna.

Men ak, selvom vi var i god tid, så sov Anna først i den et par dage efter hun var kommet til verden – den fik sidste gang maling, mens jordemoderen var her og de første veer havde meldt sig.
Krybbens madrasmål er 40 x 80 cm, så det passer nogenlunde med at den er ved at blive for lille nu hvor hun er nået de 6 mdr. Det er det tidspunkt, Mads kom på sit eget værelse, så derofr havde vi estimeret at det ville være et godt mål. Men nu hvor vi er nået de 6 mdr. med Anna, ser det ud til hun skal blive hos os lidt endnu i soveværelset, så den kunne godt have tålt at være 100 cm lang, da de jo gerne ligger med armene over hovedet i den alder.
Madrassen er en gammel topmadras der er skåret op i målet og ligger dobbelt. Der er ikke noget gitter mod Diddes seng, som der ellers er ved kommercielle, men Annas seng er 5 cm lavere, så det bliver først lavet, når hun lærer at trille.

Løbegang til Liva’s hundekurv, selvfølgelig med navn.

2 kommentarer til “Hjemmelavet bedside crib”

  1. Hold fest, den er flot. Hvordan sidder den fast i den store seng? Jeg har aldrig set en bedside crib før, det er en smart opfindelse. Sådan én kunne jeg have brugt, da mine børn var små.

    1. Ja den er smart, og vi har været glade for den. Den er bygget så den passer i højden til sengen. Dvs. den går ind over sengens vanger, og der sidder så et par metalbeslag(hulplader) på crib’en som går ned på indersiden af sengens vanger.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *