4. teoriaften i biskolen

Så blev det sidste aften på skolebænken.
Vi startede ud med at gå ud og kigge til bierne i staderne. Det var første gang i år der blev kigget til bierne så der skulle børstes døde bier ud og der blev sat 2-3 nye vokstavler ned i hvert trugstade.
Vi så at der allerede var æg og larver, og bierne var ekstremt rolige, jeg tror kun der var en håndfuld bier der lettede og der var ingen summen som jeg ellers troede ville være øredøvende.
Der var en på holdet der pustede på bierne (på tavlen) hvor de derefter gik væk og tavlen blev helt tom der hvor der blev pustet.

Efter det korte besøg i biskolegården, gik vi ind og snakkede lidt om honninghøst. Der var 4 forskellige slags honning vi kunne kigge på. Sensommer og tidlig sommer, som var mørk og lys, samt en urørt honning der havde været frosset og en der bare har stået på bordet.
Den der havde været frosset var stenhård og havde store krystaller, mens den der havde været på frys var helt flydende og gylden.
Vi fik at vide at den flydende kun kunne holde sig flydende i 3 ugers tid, så ville den stivne og få store krystaller ligesom den uden frysning.

Udover det så vi de første par afsnit af “Biavl for begyndere” som er udgivet af Danmarks biavlerforening. Man kan vælge ml. en lærebog eller denne DVD, hvis man køber startpakken som indeholder alt undtagen bier.
Jeg har valgt at låne både DVD’en samt bogen på biblioteket, da jeg ikke vidste hvad jeg helst vil have, men jeg tror jeg vælger bogen hvis jeg køber startpakken. Der er meget mere detaljeret information, DVD’en er mere en hygge/huskeliste, så der vil jeg hellere følge med sommeren over i Andelsbyen.
Det virker nemlig som om der er mange der kommer der flere år i træk for at få lidt rutine.