Rabarber i køkkenet

Jeg har aldrig rigtig fået så meget med rabarber, men når vi nu har så mange og de kommer tidligere end alt andet vil jeg gerne blive dus med rabarber!
Jeg var ude for nylig til en havevandring hos en frøsamler, Ida og Finns have i Vipperød, og hun serverede en lækker rabarbertærte med havregrynsmuldredej. Jeg fik opskriften og lavede 3 tærter sammen med en veninde, de blev lidt syrlige i det, så de rabarber jeg har, er nok hverken vin- eller jordbærrabarber.

Udover det har jeg prøvet at lave en agurkesalat hvor halvdelen af agurkerne blev erstattet at tyndskåret rabarber. Agurken overdøver lidt rabarberen, så jeg vil prøve at lave 100% rabarbersalat næste gang vi skal have grydekylling.

Jeg har også prøvet at lave en rabarbersaft med solbærblade som virkelig blev god, så den bliver helt sikkert noget jeg vil gå videre med! Og så er den pigelyserød når den bliver fortyndet med vand, rigtig prinsessevin 🙂

Prinsessevin
(Rabarbersaft med solbærblade)
250 g rabarber skåret i stykker
Vand så det dækker
1 håndfuld solbærblade
½-1 tsk vanillesukker
Sukker/sødemiddel til sødning

Rabarber og vand kommes i en gryde og det koges op, bladene puttes i og der slukkes for blusset når bladene klapser sammen. Gryden bliver stående på det slukkede blus i 1 times tid og sies.
Der tilsættes vanillesukker og saften sødes efter behov, man kan evt. varme saften op igen hvis man er utålmodig med at få sukkeret opløst.
Hvis man ikke drikker den indenfor nogle dage kan man skylle en flaske+prop med lidt vodka og varme saften op til kogepunktet og hælde den på flasken og lukke straks. Eller henkoge den sammen med sin rabarberkompot måske 🙂
Saften skal tyndes med vand som man lyster.