Courgetter og zuccini

I køkkenhaven vokser det hele derud af, især nu hvor der har været lidt regn og stadig varme.

Courgetter
Jeg havde plantet frø som jeg havde modtaget fra Lila, Frøsamlerne, af en hybrid der hedder Raven og så købte jeg en plante i Bauhaus.
De første 2-3 frugter blev høstet på Bauhaus-planten og jeg såede frøene ca. samtidig med jeg købte planten, men Raven har helt klart indhentet Bauhaus, og jeg høster mest derfra + planterne er meget større trods de er meget yngre. Så det kan ikke altid betale sig at købe en plante, måske især når man ikke kender sorten.
De små smager supergodt, især med lidt krydderolie og så på grillen!

Græskar
Planterne af nøgenfrøsgræskar breder sig helt vildt, intet under at de skal plantes med 1,5 meter afstand! De vokser fint mellem majsene og har sat små frugter, jeg håber de når at modne! Jeg har ikke fået isoleret blomsterne, så jeg kan ikke med sikkerhed tage sortsægte frø, det vil højst sandsynligt blive en blanding, så jeg ved ikke om jeg tager frø endnu, måske af den nøgenfrøsgræskar.
Orange Sunshine og Buttercup er også ved at blive store og har sat frugter.

 

Majs
De vokser og vokser, især efter en regnbyge/vandkande! De har nu sat små kolber og jeg overvejer at høste et par stykker som babymajs, for vi har rigtig mange planter! Næste år sår jeg nok i 2-3 portioner med 14 dages mellemrum, så det hele ikke kommer på en gang.
De kan nok også tåle at stå lidt tættere, måske ikke i selve rækkerne men rækkerne i sig selv kan godt stå lidt tættere også selvom der er græskar i bunden. Men der skal selvfølgelig noget god gødning til!

 

Ærter
Golden Sweet er ikke værd at skrive hjem om efter min mening, ikke engang for farvens skyld, den er lidt fesen gul, så den kommer ikke med næste år. Purple podded er mere sjov end god, men den kommer måske med alligevel hvis den viser sig at være nyttig i wokretter.
Men Store Holgers ært er suveræn! Selvom jeg har overset en bæl og ærterne er ved at briste bælgen så er de stadig søde og saftige! De ikke økologiske fra Netto sætter en stor tyk bælg som man tror er fyldt med store ærter men snydt bliver man og når de endelig er store smager de af ingenting eller er melede. De økologiske fra Netto var lidt bedre, men ingenting i forhold til Holger!
Men de andre har den fordel at det er buskærter og det er meget smart hvis man vil bruge dem til jorddække. Men jeg skal have mange flere stativer med Holger næste år, jeg har et håb om at der er så mange at jeg kan høste lidt til fryseren, hvis jeg ikke får spist dem allesammen i køkkenhaven!

Meloner
Planterne har bredt sig godt og dækker hele jorden så der ikke kommer ukrudt op, så det er super, og der er små frugter på med en diameter på ca. 5-7 cm.
Farthest North vokser i hvert fald i min have, men næste år skal jeg have taget mig sammen og sat den ud tidligere og få gravet en masse hestemøg ned i hvert fald 14 dage før. Og flere planter 🙂