Ultimative skildpaddecreme

Jeg har leget lidt med blandingsforholdene mellem piskefløde og antal Toms skildpadder for at opnå den bedst mulige skildpaddecreme.
Det er forskelligt hvordan man kan lide den, men jeg er ikke så pjattet med flødeskum, så jeg synes den “originale” opskrift som man finder, er lidt flad i smagen og for lys og luftig. Jeg er mere til kraftig, mørk og intens. Men heller ikke så meget at man får en bombe i munden og ikke kan spise mere end 2 mundfulde.
Jeg er nået til vejs ende i min jagt og jeg er nået frem til denne opskrift:
Intens skildpaddecreme
1/4 liter øko piskefløde (især med fløde er der stor forskel på ikke-øko og øko)
6 Toms skildpadder
30-50 g mørk chokolade
Fløden varmes stille op på kogeblus og efter alt chokolade er smidt i gryden slukkes der for blusset efter man har talt til 36 eller det er næsten smeltet. Det må ikke boble, det skal bare lunes. Der røres godt i gryden og det hele afkøles i køleskab.
Da denne creme er tykkere end den almindelige opskrift, piskes det hele op når den er håndvarm eller smålun, den skal ikke piskes til fast skum, men bare så den kan holde sig på plads, måske en lille smule udflydende. 
Cremen fordeles på kage eller dets lignende og sættes på køl.
Nu bliver den meget fastere men blød og lækker.
Hvis den bliver pisket for hårdt op eller man venter til den er hel kold bliver den for tyk til at smøre nemt ud, så bliver det lidt ligesom at smøre iskoldt smør på et billigt paprundstykke.
Luftig skildpaddecreme
4-6 Toms skildpadder
½ liter øko piskefløde
Varm fløde og smid chokoladen, sluk for blusset.
Sæt blanding på køl og pisk som almindelig flødeskum når det er helt koldt (min. 4-6 timer eller dagen efter).

Man kan evt. tilsætte flere skildpadder/alm. chokolade. Jo mere chokolade, jo mindre luftig.