Silkehøns aka. smølfesteg

Så kom dagen hvor vi skulle slagte en silkehøne eller hane, ja for det er stort set ikke til at se forskel!
Jacob udvalgte en med en stor knop (kam) i panden, så nu håber vi det var en hane, der er nemlig ikke kommet nogen æg endnu fra nogen som helst af hønsene.
Lille slagtedyr
Silkehøns er sjove og hyggelige, der har ikke været én på besøg her, som ikke har kommenteret på dem. Men de er utrolig små slagtedyr, trods vi har den store race.
Jeg havde jo tænkt at det var en god 2 personers fugl, og det er det også, men den er nærmest umulig at rense indvendig fordi man ikke kan få hånden ordentlig ind. Udover det, er skelettet blåsort, indvoldene mørke og kødet mørkeblåt, så det er svært at se om man har fået det hele.
Smølfesteg
Kødet er blåsort og bevarer farven efter kogning, men gør ikke suppen mørkere, så vidt jeg kan se,så farven er bundet i kødet. Jeg synes det kunne være festligt til Halloween eller nytår at servere smølfesteg, men gæsterne skal nok ikke være sarte, jeg har mødt en del der tager stor afstand til det. I min verden kan jeg ikke se hvorfor man ikke kan spise en blå høne når man kan sætte tænderne i mine kager med alle regnbuens farver. Det er nok mange år siden de farver kom fra frugt… For ikke at tale om lyserød, nærmest pink laks fra frysedisken eller brun (næsten sort) sovs farvet med kulør.

Anyway, så synes jeg det er en skæg spisefugl, så jeg håber de lægger nok æg til jeg synes de er værd at holde på. Jeg har set nogle sjove krydsninger med alm. høns og silkehøns, så jeg tror vi skal prøve lidt krydsningsavl.

Øverst er silkeover- og underlår oven på en Orpington hane, det er overarmen til venstre i billedet