Ved drejebænken

I går var jeg til keramik for anden gang og der prøvede jeg at dreje på en drejebænk. 
I dag bruger mange en elektrisk drejebænk hvor man indstiller den hastighed man vil have. Det er en stor fordel, i hvert fald for begyndere tænker jeg, så man ikke skal koordinere arme og ben når man skal lave sine kunstværker.
Vi arbejder med Raku-ler, som er en allround begynderler. Den indeholder meget chamotte (knust brændt stentøj) som gør den stærk når den er brændt, men samtidig virker som sandpapir på en drejebænk. Det er ikke nemt at dreje, så er det sagt, men jeg tror at når man får fornemmelsen med det (og bruger en egnet ler), så kunne det være rigtig sjovt.

Centrifugalkraften tog overhånd på min skål, så den er blevet lidt mere organisk i formen end planlagt. Den vil være et evigt minde om at det er ikke så nemt, som Lise Seier (min underviser) får det til at se ud!

Udover det fik jeg igangsat et rektangulært fad til sandkage eller andet fra en rugbrødsform, en karseskål formet som et æg samt en smørkrukke.