Hælstiklinger af lavendel og timian

De lavendelstiklinger jeg lavede i sommers (se blogindlæg) gik tabt, jeg var ikke god nok til at holde dem fugtige i varmen. Så nu vil jeg prøve mig med træagtige stiklinger for at se om det kan gå.
Jeg vil gerne have en lang lavendelhæk foran huset, da de buske vi har nu er kæmpe og rødderne slår ind i fundamentet, så jeg tænkte at lavendler var lige sagen samt nogle enkle stokroser (jeg mener nemlig de har pælerod).
Jeg fandt en spændende blog, Den franske have, hvor der var et super blogindlæg om vinterstiklinger af lavendel.
Sådan gjorde jeg:
En af hemmelighederne til succes med stiklinger af lavendel skulle være, at man skal tage hælstiklinger, altså man finder en stikling der har den rigtige længde (5-7 cm har jeg taget) og trækker den forsigtig ned langs grenen så den hiver lidt bark med fra modergrenen.

Jeg har sat alle stiklingerne i 50% bakkesand + 50% brugt pottemuld (fra sidste års chiliplanter, så er det næringsfattigt). Jeg har placeret dem på gulvvarme i et østvendt værelse, men i midten af rummet, da jeg ikke har nogen glasdør eller gulvvinduer, så de får kun inddirekte lys.

Nu hvor jeg havde gang i middelhavsplanterne, har jeg prøvet at lave stiklinger af timian med samme metode som ovenstående. Så for hver 4 lavendelstiklinger, har jeg sat 1 timianstikling i midten. Så må vi se om de slår rod.

Og sikke en duft de kan afgive, selvom de er i vinterdvale, både lavendel og timian duftede som sol og sommer.


17/03/2011: Efter lidt overvejelser (se kommentarer) har jeg besluttet mig at flytte dem op i vindueskarmen, så de får meget lys, men ikke så meget varme som de ville få på gulvet.
Alle timianstiklingerne er visnet ned allerede 🙁
06/04/2011: Det ser ud til at nogle af lavendlerne har taget fat, for der er ny vækst og de peger mod vinduet. Jeg ville ønske at jeg havde et sydvendt vindue så de kunne få et ordentligt skud forårslys. 
Sol mod højre
Ny lysegrøn vækst på vej
21/4-2011: Det ser ud til at 56 ud af de 62 stiklinger jeg satte, klarer den. Det er jeg ret imponeret over, det er 90%! Der kan ikke gå længe før de skal ompottes, jeg venter stadig på at rødderne titter ud af bundhullerne.
Jeg pendler med dem fra vindueskarmen til udestuen, så de får lidt frisk luft, til de for alvor kan blive i udestuen, som er uopvarmet.

0 Replies to “Hælstiklinger af lavendel og timian”

  1. Hej Didde, det ser godt ud, husk de skal have lys også :-). Timian plejer jeg at lave ved at dække midten af nogle lange grene med jord direkte i bedet, lidt a la nedkrogning. Måske jeg skulle lave et indlæg herom.
    Henrik

  2. Tror du det er bedre at det står i en kølig vindueskarm med meget lys end på gulvvarme med lidt mindre lys?

    Jeg har en meget gammel timian og jeg har prøvet at hyppe en del af den, men den vil ikke så gerne slå rod fra det gamle ved. Så jeg ville prøve med stiklinger, da den ikke levere så meget timian som vi kan fortære 🙂
    Ellers må jeg købe en ekstra som jeg hypper, jeg kunne nemlig godt tænke mig en timianhæk 🙂

  3. Timian har egentlig rimelig nemt ved at så sig selv min gør i hvertfald blot det ikke er vandlidende jord, har dog ikke haft helt med af prøve at forkultivere. Noget af det grønne ved skal dækkes også når du hypper, og god tid ca. 4-5 måneder.
    Lavendel skal både have lys og varme, men vindueskarmen lyder godt, mon ikke der er 18 grader der alligevel ?
    Henrik

  4. Vores jord er temmelig tung i det, derfor har jeg også tænkt mig at blande noget grus/sand i jorden hvor lavendelhækken skal stå.
    Det kan være jeg ikke har hyppet højt nok så, jeg tror jeg vil prøve igen.

    Vi har for tiden 18 grader i stuen, nu hvor det er koldt udenfor, og vinduerne er piv utætte, så nok køligere, men selvfølgelig ikke frost 🙂
    Jeg rykker dem op i vindueskarmen.

Skriv et svar til Didde Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.