Løgplanter uden blomst

Sidste forår var jo vores første forår i huset (og haven), og det var simpelthen så spændende hvad der mon kom op af jorden. Mange steder kom der en masse grønne løgblade op (på størrelse med påskeliljeblade), men ingen blomster. Jeg tænkte at det måske sprang et år over eller de måske kan blive for gamle. Der var også nogle kejserkroner som ikke blomstrede.
Hvorfor blomstrer mine løg ikke?
Men i år kom de heller ikke, så jeg googlede for at se om andre havde de samme kvaler, og det var der.
Jeg fandt to muligheder på de manglende påskeliljer (der er sikkert mange flere). 
Det ene er narcisfluen som lever i selve løget, så man skal grave et løg op og skære det igennem for at se efter larver eller larvegange. Hvis der er, må man se om de har spredt sig.

En anden og mere sandsynlig mulighed er at de står for tæt. De som ikke blomstrer står så tæt at man skulle tro at det var purløg og hvis der er en enkel blomst, er det stort set kun i kanten/enderne af rækkerne.
Mht. kejserkronerne læste jeg at det også kunne være at de ikke var plantet dybt nok. Så når de blomstrer i år, graver jeg de ublomstrende op og flytter dem og graver dem lidt dybere ned. 


Hvornår flytter man løg?
Man skal helst lade løgplanterne visne helt ned og derefter grave dem op og opbevare dem til efteråret, hvor man graver dem ned igen.
Jeg ved at jeg glemmer dem, ligesom jeg glemte sidste års hvidløg, og det betyder bare jeg ikke kan huske hvor de er og så kan jeg ikke finde dem, når tid er. Jeg har med held flyttet nogle løgplanter i vækst, sidste år.
Jeg gravede dem op med så meget rod som muligt + den grønne vækst. Så fandt jeg et nyt sted og gravede dem ned og sørgede for den grønne del ikke blev beskadiget og den kom i cirka samme dybde (dækkes til den hvide del). Det gør ikke noget de lægger ned af jorden, men der skal vandes hvis jorden er tør. Lige nu, i hvert fald her, er jorden tilpas vandholdig så jeg har flyttet et godt bundt påskeliljer, og løgene lå meget tæt op af hinanden i jorden, så jeg tror det er derfor de ikke har blomstret.

Påskeliljer i tætte bundter med en blomst
Kejserkroner på vej op og hyacint der er ved at springe ud