Kanin i karry

I går fik jeg nogle timer i køkkenhaven, hvilket er sjældent for tiden pga. byggeri og div. andre beskæftigelser. Jeg fik flyttet nogle hvidløg, som er kommet igen fra sidste år og hevet nogle havrerødder op som jeg ikke fik høstet sidste år. De deforme fik kaninerne og så fandt jeg nogle pæne lige til aftenens kaninfond. Synes ikke rigtig de smager af så meget i rå tilstand, så det kan være det gavner i en fond.



Grønne hvidløg og havrerødder

 Når jeg ikke har andet koger jeg fond udelukkende på dyret, løg (alm. løg/porretoppe) og peber og det kan sagtens bruges i en snæver vending.

Kaninfond
1,5-2 kg kanin
Grønne hvidløgstoppe
Tynde porrer der ikke blev til noget
Havrerødder jeg glemte at høste sidste år
1 tsk peberkorn
En lille stilk løvstikke/selleri
½ laurbærblad
Vand så det dækker

Alt kommes i en gryde og simre i et par timer afhængig af hvor gammelt dyret var, jo ældre des længere tid. Når du tror den er ved at være der, så pil et stykke kød af, det må ikke være sejt.

Kanin i karry
Kaninkød af et pillet kaninskrog
Kaninfond (se ovenover)
Olie
3-4 spsk karry
1 glas/ds. bambusskud
1 grøn peber
2-3 gulerødder i strimler/skiver (dampet eller halvkogte)
Et skvæt soya
Salt (husk soya salter)
Evt. chili, hvis man har købt en slap karry
Jævning (majsstivelse, mel el. lign.)

Sådan gjorde jeg:
Olien varmes op og karryen varmes godt op/steges i den varme olie.
Alt pånær jævningen kommes i og det hele varmes godt igennem.
Retten jævnes og serveres med ris.

Kaninkød og fond, kan sagtens erstattes af kylling.