Livsgivende glødepære

Den hjemmebyggede rugemaskine (se blogindlæg) har kørt og vi har fået 5 velskabte kyllinger ud af det, som nu er ved at være en måned gamle.
Det er helt utroligt fascinerende at en glødepære kan ruge en kylling ud, det er helt uvirkeligt når man ser hullet i det første æg. 
Kyllingerne er bare programmeret til at kæmpe sig ud, for derefter at kæmpe for at kunne rejse sig og holde balancen og så ved de ellers at der skal mad og vand ind og at de skal frygte lyde og hurtige bevægelser, fascinerende dyr!
Jeg var meget overrasket over hvor lang tid de var om at komme ud, næsten et helt døgn fra der var prikket hul, til der lå en lille våd kylling. Man har sådan lyst til at hjælpe, men det kan skade dem, så jeg holdte nallerne væk.

Nyudklækkede kyllinger
Nysgerrige små dyr
Kyllingerne er kommet under kyllingemoderen
Æggevalget
Jeg havde indsamlet flest Orpington æg, da jeg helst vil have nogle krydsninger mellem Maran og Orpington, som jeg håber bliver nogle gode kødhøns. Men jeg havde også lagt nogle Isa Brown æg ind, fordi jeg alligevel var nysgerrig på om afkommet i så fald ville lægge mørkere æg, da Isa æg er brune i forvejen.
Der blev lagt 16 æg ind, hvor af 4 Orpington æg og 1 Isa æg klækkede. Orpington klækkede først og Isa klækkede dagen efter.
De udvalgte æg blev indsamlet og gemt i en æggebakke i et køligt rum. De blev gemt med luftblommen opad, dvs. den tykke ende af ægget. Den ene ende af æggebakken blev stod på noget højt, så bakken stod på skrå og hver dag, skiftede jeg side på den.
Alle æggene skrev jeg indsamlingsdato på, for at se om det kun var de nyeste æg der klækkede. Jeg samlede i 10 dage.
De æg der klækkede var 10 dage, 6 dage, 1 dag og 0 dage gamle, det sidste æg fik jeg ikke noteret.
Temperaturudsving
Temperaturen har svinget alt for meget, da jeg har fået puffet til lysdæmperen og da denne er meget følsom, er den svær at stille tilbage på præcis det samme sted igen. Det resulterede i at temperaturen 3 gange røg op over 40 grader som skulle være fatalt for æggene, men jeg fortsatte i håb om at den kortvarige stigning (det skete om natten) ikke ville dræbe alle æg.
Selvom termometeret måler udsving, sker ændringerne ikke med det samme inde i kernen af ægget.
Jeg tror jeg vil prøve at køre med en 25W pære næste gang og så justere den i højden så den passer med temperaturen en gang for alle.

Temperaturmålinger
Gennemsnit: 38,5C
Max: 43,9C
Min: 35,7C
Dagligt svingede temperaturen fra 1,5 til 2 grader, den faldt nemlig lidt om natten.

Fugtighed
Fugtigheden lå på 30-45% under hele forløbet, hvor målet var 40-50%.
Låget blev taget af hver dag i ca. 15 min.

Æggevending og lysning
Æggene blev vendt 4 gange i forløbet, første gang på fjerdedagen og derefter jævnt fordelt.
Efter 6 dage begyndte jeg at tage nogle æg op næsten dagligt for at lyse dem, altså prøve at se om der var liv i dem. Når man tager dem op vender man og drejer dem, så det har også bidraget til tilfældig bevægelse af æggene.
De så ud til at der var liv i alle æggene, da vi kunne se edderkoppespind i dem alle, men det så lidt mere broget ud da temperaturen havde været oppe på 43,9C.