Status i entréen

For tiden er vi inde i en fase med byggeriet, hvor vi egentlig arbejder der ude næsten dagligt, men man føler bare at man ingen vegne kommer, selvom alting går som det skal.
Efter sommerferien, føles det næsten som om vi er gået i stå, trods vi stadig arbejder derude, men det er nok mere fordi vi har arbejdet fra morgen til aften i ferien og nu lægger vi ikke lige så mange timer ad gangen, så når dagen er slut, føles det ikke som om vi har nået så meget. Så vi skal lige vænne os til hverdagen og acceptere at tingene tager den tid den tager.
I weekenden startede jeg med at lægge fliser i entréen. Jeg har kun lagt 2 rækker og det er bevidst, da vi skal kunne komme på toilettet samt i soveværelset, så det ville ikke nytte noget, hvis jeg lagde fliser i hele rummet på en gang.
Vi har købt nok fugemasse af samme farve, til både bad og entré, men jeg er begyndt at komme i tvivl om det ikke ville være pænere med en mørkere fuge til de grå fliser, da jeg tror at den nuværende fugemasse har nøjagtig samme farve som flisen, og derfor vil forsvinde, farvemæssigt.
De første fliser i entréen
Vi har bestilt hoveddøren, men vi kan ikke lave væggene færdige, før døren er isat. Så vi gør så meget vi kan indtil døren kommer i oktober. Der er sat væv op i loft og på over halvdelen af væggene. Vand og strøm er ved at være på plads, så indtil døren kommer, kan vi male halvdelen af loftet og noget af væggen, så vi overvejer at vente, så man ikke skal finde grejet frem 2 gange.

Jeg kan ikke lægge alle fliserne, da støbningen ved døren, stadig skal hærde i nogle uger endnu, så fokus lige nu er på at få bygget bordet til vasken i badet og få forberedt strøm + div. til vaskemaskine og tørretumbler.

Vagthunden i den gamle gulvhøjde
Her skal der være vaskemaskine/tumbler og bordplade med vask
Så er der nye dørkarme og døre i bad og soveværelse