Udplantning af kornelstiklinger

I foråret fik jeg lov til at tage nogle stiklinger af en rød kornel hos mine svigerforældres nabo (se hvordan jeg gjorde her). 
Det er også muligt at tage rød kornel som vinterstikling.
De var meget villige til at slå rod, så jeg fik en del planter ud af det. Og nu hvor de har mistet bladene er stadig nemt at se hvilke der er blevet til noget, både fordi der er kommet 2 nye grene på hver, men også fordi de bliver brune når de er døde og beholder den røde farve når de er levende.
Stiklingerne er nu plantet ud på deres blivende sted, så de kan komme hurtig fra start når foråret kommet.
Hunden i arbejde som skovl
Som graveassistent brugte jeg Liva, som altid er god til at fjerne rødder og få hul på hård jord og så elsker hun at hjælpe til når der skal graves. Hun har til tider været så ivrig at hun skubber min håndskovl væk for at hun kan komme til det hul jeg er i gang med.
Jeg har lært Liva, vores dansk-svenske gårdhund, at hun skal grave på kommandoen “Grav” og stoppe når jeg siger “Stop”. Hun elsker nemlig at grave og så er det jo godt at man kan kombinere det med at skulle udplante stiklinger, for hun er især god til at rive rødder op som er i vejen.
Jeg laver det første hak med skovlen og siger “Grav”, når hullet ser dybt nok ud siger jeg “Stop”, måler efter og så kan jeg sige “Grav” igen eller bruge hullet hvis det er dybt nok.
Det er nok det nemmeste jeg har lært hende, da jeg bare har sagt “Grav” når hun er i gang og derefter rost hende, efter et par gange har jeg kunne pege og sige “Grav” og så vidste hun hvad det handlede om.

De “glemte” stiklinger klar til udplantning

Godt rodnet i bunden og også lidt ved midterste nodie