Stofrester

Vi har ryddet meget op de sidste par uger og jeg havde en kæmpe bunke stofrester liggende, som skulle bruges til noget da jeg ikke har plads til så meget på lager.
Normalt bruger jeg stofrester til at fylde hundesenge, men nu har jeg fundet et nyt formål, som er praktisk her i december, en høkasse med stofrester!
Når risengrøden har småkogt i 10-15 min, kan man sætte den ned i en kasse fyldt med stofrester og dække den helt til, den er meget effektiv, og efter en time eller 2 har man dejlig varm risengrød.
Høkasse med stofrester
Jeg fandt også nogle tilpas store stykker stof som jeg kunne lave 2 blækspruttebamser til Liva og Fie. Fie er ret glad for lange slaskedyr, så jeg har ikke fyldt så meget i den og så har den fået lange strimler af fleecerester som arme, så de ikke trevler. Den er nu pakket ind og ligger under juletræet, men Liva har været ovre og butte til den, så den må nok hellere komme op på skænken og ligge 🙂

Hun testkørte lige sin egen og den virkede som den skulle, det var ren lykke at få et nyt stykke legetøj!

Blækspruttebamser til hundene