Projekt fyr flytning

Som en del af renoveringen, har vi valgt at fyret skal flyttes ud af hovedhuset og over i et værksted lige overfor huset. Dels for at spare plads i vores rimelig beskedne hus, dels for at have en central for varme, el, vand osv. udenfor hovedhuset samt et sted vi kan holde 10 grader om vinteren til opbevaring af planter etc.

Tingenes tilstand

Fundament og murværk er af god stand. Når det er færdigt med isolerede vægge bliver det til et rum på 16 m2 som Didde skal bruge til hobbyværksted. Taget har dog set sine bedste dage, og skorstenen der stod der var ikke anvendelig. Dels var den kun af et lag mursten, og da jeg begyndte at skille den ad i dag fandt jeg ud af at den var repareret et par gange, men til trods for det så sad toppladen slet ikke fast, og mange mursten var helt løse. Så vi kommer til at sætte en ny skorsten op, og taget skal nok have en udskiftning inden for få år hvis ikke vi gør det i år. Det er heldigvis overskueligt at skifte et tag i den størrelse, både arbejdsmæssigt og økonomisk. På trods af den lille størrelse, var huset delt op så der var delvis metalværksted og delvis vaskerum. Vi har dog pillet væggen ned, og brækket det mildest talt ujævne gulv op med henblik på at isolere efter boligstandard.

Skorstenen pilles ned sten for sten


Stumpemarked

Vi bliver nødt til at grave en rende mellem midten af hovedhuset hvor vi har teknikrum, og over til bagvæggen i det nye fyrhus. I den rende skal vi så have lagt lidt af hvert. Primært skal der ligge en hovedåre i form af et løgstør-rør med varme frem+retur samt varmt brugsvand frem+retur. Dertil skal der selvfølgelig koldt vand fra hovedhuset over til fyret og vand i haven sammen med et elkabel som kan forsyne en garage, havelys, varmepumpe og hvad fremtiden ellers kunne tænkes at bringe. Da vi trækker et ekstra vandrør ud til både badeværelse, bryggers og køkken til regnvand, lægger vi også et forsyningsrør i renden så vi kan koble et anlæg til regnvandsopsamling på engang. Oven i hatten bliver der lagt et par tomme rør til de ting vi glemmer eller ikke kan forudse. Den “sjove” del ligger så i at renden skal være 12 meter lang / 120cm dyb, og når man kommer to spadestik ned så er der rent ler. 
Derudover skal vi så sørge for at planlægge hvor henne og hvor meget strøm der skal sættes op, der skal graves en meter ned og under fundamentet for at placere indføringsbøjler til jordvarmeslanger/havevand og mures en gammel dør samt et vindue til.


Vejen frem

Først af fremmest har jeg taget hul på at grave renden inde i det nye fyrrum i dag. Skorstenen står tilbage på en ø af jord, som først kan fjernes når skorstenen er pillet ned, men resten af gulvet er gravet ned til det niveau det skal have under isoleringen. Så skal der brækkes lidt gulv op inde i hovedhuset og graves dér, for til sidst at løfte en række fliser og grave de sidste 3,5 meter mellem bygningerne. Når alting så er lagt i renden, er der ikke lang vej til at støbe det nye lune gulv i fyrrummet. Så mangler vi “kun” stuen og køkkenet i hovedhuset.

Det bliver godt når det engang er færdigt.