Chili status i april

Status på frøplanterne
Årets sorter: blogindlæg
Såmetode: blogindlæg
Status efter 2 uger: blogindlæg


Så er det tid til at gøre op, hvilke chilier der blev til noget og hvor mange. Jeg kan se det sidste indlæg er skrevet i februar og siden da har de vokset stille og roligt. 
Jeg havde nok en lidt urealistisk forventning til hvad LED plantepæren kunne, da jeg regnede med at de ville være så store nu at de skulle pottes om for anden gang nu. Men selvom man kigger på dem hver dag vokser de ikke hurtigere af det 🙂

Chilien Fish med de flotte brogede blade

Jeg har igen erfaret at jeg ikke kunne begrænse mig, så de er blevet lidt lange fordi pæren er sat for højt, men intet i forhold til hvad jeg har set i vindueskarmen. Jeg læste i Lene Tvedegaards chilibog at man skulle åbne vinduet meget kort hver dag, så de fik et koldt pust som skulle holde dem lavere, men det havde jeg ikke mulighed for, der hvor de stod. Det kunne måske have gjort det.
De fleste er i hvert fald pottet om i påsken og har fået en lille kebabpind i ryggen. Da de nu fylder væsenligt mere i potterne, er de fleste rykket ud i de forskellige vindueskarme, så må vi se hvilken vindueskarm der er den bedste for chilier hos os.


Status på overvintret chili
Jeg har gjort et ihærdigt forsøg på at overvintre min Bonsai chili (købt hos Toftegaard 2011) og det ser ud til at den klarer den!
Se den i pragt og helt udslidt: her
Den har stået under LED til den så bedre ud og så har jeg pottet den om i en lille bonsai krukke. Jeg skal have fundet ud af hvordan man får mos til at gro på jordoverfladen.
Den står nu i vindueskarmen og man kan se at den er kommet i mere mørkegrøn vækst end under LED. Så nu har jeg klippet de visne grene af, så man bedre kan se formen.

Overvintret chili i vækst

Efter den tabte bladene i efteråret, så den ud til at sætte nye blade, men det gik ikke så godt efter jeg klippede i den. I år vil jeg afhærde de som skal overvintre ved samme metode som når de skal ud og stå, stigende antal timer om dagen. Jeg vil også prøve en metode hvor man klipper helt ind til benet, men det skal jeg lige have læst op på hvordan det var man gjorde.