Løvstikke- og hvidløgssalt

Nu hvor løvstikken kigger op har jeg været ude og plukke de helt små skud for at lave et urtesalt med løvstikke og hvidløg. Jeg elsker hvidløg og bruger det til nærmest alt, men hvis man ikke gider at pille og hakke/rive er det hurtigt at tilføje lidt hvidløgssmag med et kryddersalt.
Jeg lavede engang et suverænt godt salt med hvidløg og champignoner og det var meget alsidigt og fik en kedelig ret til at smage meget bedre. Jeg regner med at dette salt vil blive brugt mest til supper når vi kommer til vintertiden igen.
Jeg synes den bedste måde at lave kryddersalt på er at komme det hele i en foodprocessor/minihakker, men de er begge gået i stykker så jeg har hakket det hele fint i stedet.



Løvstikke- og hvidløgssalt 
Et lille syltetøjsglas salt
1 spsk finthakket løvstikkeblade (smager kraftigt af selleri)
2 fed hvidløg, finthakket


Det hele blandes og spredes ud på en tallerken og sættes ovenpå fyret eller et andet varmt sted, feks. i solen. Hvis det er gråvejr og fyret er slukket kan det tørres hurtigere i ovnen under 50C (har jeg set, men ikke prøvet). Når det er helt tørt kommes det i et lille syltetøjsglas. Hvis det er helt knudret og knoldet, kan man knuse det forsigtigt med bunden af et glas på tallerkenen.