Bønneplaner for i år

I år har jeg besluttet at snævre køkkenhaven ind til et absolut minimum, men for at den ikke bliver en børnehave for brændenælder og tidsler, har jeg tænkt mig at fylde størstedelen med græskar/squash og buskbønner.
Af buskbønner skelner jeg mellem to slags, dem man spiser unge og grønne og dem man lader vokse og tørre. Af de 2 slags kigger jeg på om det er en buskbønne der er lav og ikke har brug for opbindning eller en høj bønne der har brug for noget at klatre op af. I år vil jeg gå primært efter buskbønnerne for at dække jorden.
Jeg havde lidt blandet liggende i gemmerne og så var Lila fra Frøsamlerne så sød at give mig en stor portion af Provider, 100 for 1 og Sigvards Bondböna. 
For 2 år siden var Søren (også fra Frøsamlerne) så sød at sende mig en masse spændende bønner, men det gik rigtig skidt for mig med bønnerne i 2010, så jeg kunne kun få Feijon Preto og Andecha til at spire. 
Det var super ærgeligt for de var virkelig smukke tørrebønner, så det var ret nedslående at de ikke ville komme op af jorden. Se dem: her
Jeg har ikke spist nogle Andecha endnu, da jeg har gemt dem alle til såning og jeg håber virkelig at det bliver en god høst i år, så de kan nå ud i køkkenet.

Andecha, Provider, 100 for 1, Prinsesse, Feijon Preto, Nerina, Kinghorn Wax og Erlings ært

Bønneplaner
For at have grønne bønner over en lang periode, vil jeg prøve at så hver 14. dag, hvor jeg startede med første hold den 1. maj. 
For at minimere potter uden spire, lægger jeg bønnerne i stuetempereret vand i 12-24 timer, så hælder jeg vandet fra og holder dem fugtige indtil de spire i glasset. Faktisk ligesom jeg ville spire kikærter til spisning (se her), jeg lader bare ikke spiren blive så lang før den kommer i jord.

Bønnerne bliver forspiret før de kommer i potter (2 dage)

Så kommer de i jord og de første 2 hold jeg sår, bliver inde i stuen til de første blade kommer frem, så ryger de i den uopvarmede udestue, til de er klar til friland. Resten forspire jeg i udestuen, så duerne ikke spiser de unge planter, ligesom de kommer op.
Bønner kan ikke lide kold jord og har let ved at rådne hvis jorden er for kold. Så jorden skal være over 10 grader før man sår udenfor, når først de er kommet op er de mindre følsomme, så derfor sår jeg mine indenfor.

I samme omgang som jeg såede første hold bønner, såede jeg også en stor håndfuld af hestebønnerne og ca. 20 af Erlings “Bedstefars ært”. Jeg regner med at så Erlings ært også med 2 ugers mellemrum.

Sigvards bondböna fra 2011