Blandede kyllinger – 5 uger

Det blev ikke til så mange kyllinger som jeg havde håbet på i år.
Jeg har haft gang i rugemaskinen og 2 skrukhøns, men det er i alt kun blevet til 7 kyllinger, 2 (+3-4 døde under skruk nr. 2) fra rugemaskinen og 5 fra skruk nr. 1.
Jeg ved der er kommet en ren Maran, en grønlægger/maran, en 3/4 maran/ 1/3 orpington, 2 lyse Sussex og så er der 2 gullige som enten er 3/4 maran/ 1/3 orpington, new hampshire eller new hampshire/barenevelder.

2 x 5 ugers lyse Sussexkyllinger (den forreste blinker)

Indtil videre synes jeg kun det ser ud til at det er en af de gule der er en hane, men det kan hurtigt ændre sig.
Jeg startede med at lægge æg under en skrukhøne d. 3/6 og startede rugemaskinen d. 5/6.
2-3 dage før at æggene under skrukken skulle klække, valgte grønlæggeren (æglægningsrace) at lægge sig skruk ved siden af hende og var MEGET beskyttende.
Så jeg flyttede den første skruk ud i skrukburet og lod den nye skruk ligge på snydeæg et par dage.
Da jeg hørte nogle af æggene pippe i rugemaskinen kom jeg dem ud under den nye skruk i håb om at hun var bedre til at klække dem end en flamingokasse med en elpære.
Der klækkede 3-4 stykker under hende, men desværre døde de allesammen.

Muligvis en New Hampshire/Barnevelder hanekylling

Ekstra opmærksomhed på skrukadfærd
Set i bakspejlet så tror jeg ikke skruk nr. 2 kunne finde ud af det. Hun vidste at hun skulle ligge på æggene, men bare ikke hvorfor. Alle andre skrukker jeg har haft eller set, laver små klukkelyde også selvom man ikke rører dem eller de ved man kan se dem. Allerede de sidste dage i ægget begynder kyllingerne og pippe og hønsemor svarer dem med klukken.
Udover det rykker de lidt på sig for at ligge ordenligt på æggene.
Men grønlæggeren lå bomstille og sagde ikke en lyd. Jeg har haft kigget flere gange og hun har slet ikke rokket sig og selvom jeg kunne høre en febrilsk pippen under hende har hun ikke bevæget sig eller givet en lyd fra sig, så jeg tror at hendes naturlige instinkt er avlet væk til fordel for massiv æglægning (5-6 stk om ugen).
Det var lidt sørgeligt at jeg ikke nåede at få dem ud og ind under den anden skruk inden de døde, men nu er jeg helt sikkert mere opmærksom på adfærden hos skrukdamerne før de får lov at få kyllinger, for de var godt nok vemodigt at hive de små pus ud under hende.
Jeg tænkte også om hun havde ligget der for kort tid, men da man sagtens kan smide daggamle kyllinger ind under skrukhøner i et meget tidligt stadie, tror jeg ikke det har været derfor.
Jeg har hørt om masser af æglæggere der har skrukket før og har været glimrende kyllingeførere, så det har nok bare være uheldigt at hun ikke har kunnet.

Grå grønlægger/Maran og sort/hvid stribet Maran/Orpington
Legbarfarvet/stribet Maran

Men i forgårs lagde hønemor et æg (man kan se det i baggrunden 2 billeder oppe) og kyllingerne fik ikke lov til at spise sammen med hende, så jeg tror ikke hun gider dem mere. Det er lidt tidligt synes jeg, men de er heldigvis ikke varmekrævende mere så de ryger ind til de andre her i weekenden og så får hele flokken voksefoder.

Alle 7 kyllinger med hønemor