Jordbærtærte

Er der noget bedre fra bageren end en jordbærtærte?
Da jeg var ung og ny på arbejdsmarkedet, arbejdede jeg i en bager og var der noget jeg aldrig blev træt af, så var det jordbærtærter, en fantastisk kage som de fleste kan lide.
Men den er rimelig dyr at købe så for nogle år siden prøvede jeg at lave den selv og det er ikke så ringe endda. Den bedste opskrift jeg har fundet er en fedtfattig opskrift. Selvom jeg har prøvet nogle med masser af gode sager, falder jeg alligevel tilbage på denne opskrift, da smagen er så god.
Selv om den er fedtfattig er den dog ikke en slankekage, da den er proppet med sukker, men når man taler om kage bør man nok heller ikke tale om slankekur.

Min absolut yndlings sommerkage: Jordbærtærte


Jordbærtærte
2 æg
2 æggehvide
150 g sukker
60 g lys sirup
70 g hvedemel
1½ tsk bagepulver
100 g marcipan , groftrevet
100 g æblemos

100 g. mørk chokolade
Kagecreme, lun og stadig smidig (se opskrift her)
500 g. jordbær, halveres
Evt. ribsgele
Æggeblommen piskes sammen med sukker og sirup.
Marcipanen tilsættes sammen med æblemosen.
Hvedemel og bagepulver tilsættes.
Til sidst vendes de stiftpiskede æggehvider i.
Bunden bages i en smurt springform ca. 26 cm. i diameter i ca. 20 min. ved 200 grader.
Grofthakket chokolade fordeles straks på kagen når den kommer ud af ovnen og pensles i et jævnt lag efter den er smeltet.
Når kagen er er afkølet kommes kagecremen på, den skal ikke være helt kold og stivnet, men hvis den er kan den sprøjtes ud på kagen i stedet for smøres.
Jordbær fordeles og der kan smeltes ribsgele som dryppes henover og giver både glans og smag.