Nytårspynt i papir

Efter man har afpyntet hele hytten for julepynt, ser det altid lidt tomt ud i stuen og så går jeg og tripper lidt for at pynte op til nytår.
Men butikkerne tilbyder som regel kun brug-og-smid-væk pynt i form af rysler, bordbomber og konfetti. Det eneste jeg faktisk har kunne finde er guirlander, som jeg gemmer fra år til år.
Jeg synes nytåret er en helt speciel traditionel festdag og den adskiller sig fra andre festdage ved at man pynter op og bruger lidt ekstra på maden. Og når noget er traditionelt synes jeg også der skal være noget genkendeligt, som man bliver glad for at gense/se i en ny udgave og som minder én om alle de andre hyggelige nytårsfester man har holdt. Her tænker jeg både mad, som champagne, hjemmelavet kransekage og kransekagekonfekt, raclette, nytårshatte og ikke mindst pynt.

2013 banner – lavet af gavebånd og papir fra skraldespanden
Ved at lave to slidser kan man trække gavebånd igennem til ophæng

I år har jeg investeret lidt tid i at få lavet noget hjemmelavet nytårspynt, som vi kan genbruge fra år til år, da jeg synes det er så ærgeligt at man altid smider så meget ud efter en nytårsfest.
Og jeg er ikke så fanatisk at jeg ligefrem gider at rulle serpentinerne op igen og indsamle konfettien.
Da vi altid har granranker med diodelys hængende i stuen til jul, er det oplagt at lade dem hænge lidt endnu og pynte dem med nytårspynt og stadig bevare hyggestemningen med lyset, som ellers hører julen til. Men hvis man ikke har granranker, kan man også hænge det på alt mulig andet som lamper, døre, vinduer, troldegrene, en buket birkegrene i en vase eller andet.

Granrankerne er nu pyntet med stjerner i forskellige størrelser og former i hvid, mørkeblå og sølv 

Jeg klippede nogle forskellige former stjerner i hvid, sølv og mørkeblå. Nogle af dem var helt simple og andre skar jeg midten ud og nogle klistrede jeg en lidt mindre stjerne i en anden farve på i midten.

Champagneflasker som nytårspynt
Champagneflaskerne er klippet i mørkegrøn karton og ‘gashåndtaget’ er lavet i guldkarton som er klistret på begge sider. Jeg har lavet lidt forskellige etiketter af beige papir med stempler og skrift. 
Nytårsuret er den mest simple af dem. Jacob har lavet en urskive på computeren og printet en masse og så har jeg klippet et sølvgråt stykke karton ud som er ca. 1 cm større end urskiven. På det sølvgrå karton har jeg klistret en urskive på hver side. Det er den samme urskive som jeg skal bruge til kransekagen.
Raketpind og top klistres på indvendigt i raketkroppen
Papirraket lige til at hænge op

Nytårsraketterne er lavet af guld- og sølvkarton og noget sølvmønstret gavepapir. Jeg lavede en lille tap til hatten som så gik ind i raketkroppen så når den er klistret sammen, er den ens på begge sider. Hvis man syer tråden i to steder er det nemt at styre retningen på raketten når man hænger den op på en granranke, men hvis det er glat duer det ikke.