Blommekage med makroner

Da jeg holdte fødselsdag for nyligt lavede jeg boller og kager til kaffeslabberas med familien. Jeg havde bare glemt at se efter om vi havde nok sukker, og det havde vi ikke, hverken hvidt, rørsukker eller brun farin. Til gengæld havde vi muscovadosukker, som er en mørkere sukker end brun farin, med en utrolig lækker dyb smag.
Planen var at jeg skulle lave en vendekage med blommer, men den blev lidt improviseret da jeg ikke havde sukker nok til opskriften, i stedet sødede jeg med makroner og så brugte jeg en anden og mindre portion dej oven på.

Karamellen i bunden af fadet og halve frosne blommer ovenpå

Man starter med at lave en karamel som man hælder i bunden af et tærtefad, så lægger man halverede blommer, et drys af knuste makroner og så kagedej. Ved servering, vender man kagen ud af formen og serverer med flødeskum.

Blommekage med makroner
150 g sukker og 1 spsk smør (til karamellen)
10-12 danske haveblommer, halverede og udstenede (mine var frosne)
10 makroner

Topdej
1 dl muscovado
0,25 dl sukker
1 dl neutral olie
1,5 tsk vanillesukker
1 æg
1,5 dl mel
0,5 tsk natron

Sukkeret smeltes og når det er brunt (pas på det brænder let på) kommes smørret i.
Karamellen kommes i bunden af et tærtefad og de halve blommer fordeles med skæresiden nedaf. De må godt lægge i 2 lag og det gør ikke noget at de er lidt frosne i midten, bare læg lidt tid på bagningen. Makronerne smuldres og drysses henover blommerne.
Dejen laves ved at psike sukker, æg og olie sammen og derefter mel og natron. Fordeles så godt som muligt, men det skal nok spredes sig lidt selv.
1 portion topdej giver en meget blommet tærteagtig kage, hvor man sikkert med fordel kan lave dobbelt portion dej, hvis man ønske sig en mere kaget blommekage.
Bag ved 175C i ca. 45-55 min. Når den kommer ud kan den godt virke meget våd, men den samler sig under nedkøling.
Lad den køle ned til håndlun og vend på et fad, server med flødeskum.

Et drys af knuste makroner ovenpå blommerne
Dejen fordeles over blommer og makroner