Tomatlæring indtil videre

Fugtigt ikke vådt og godt lunt
Det er jo mit første “rigtige” år med tomater. Jeg har prøvet nogle gange efterhånden, men det ikke gået så godt. Så nu har jeg googlet og terpet alt hvad jeg har kunne finde om tomatdyrkning på nettet, så i år tror jeg at jeg har lidt bedre chancer til at få det til at lykkes.
Chilierne har jeg aldrig haft sådanne kvaler med og de er begge fra natskyggefamilien og alle siger det er så nemt, så må kunne lykkes.
Jeg er kommet frem til i år, indtil videre, at for våd såjord og kølighed er en dræber for spiringen. Chilier har stået side om side og de har klaret det, men tomatfrøene rådnede bare. Så lune forhold (radiator, fyr, tændt gulvvarme) gør underværker og så kan de sagtens klare at spire i alm. plantesæksjord, det virkede meget bedre for mig end i såjord, da dette kunne indeholde for meget vand.

Bedste såtid?
Det er nok ikke det bedste år at trække statistik, da hele marts var iskold, så foråret er forsinket. Ikke desto mindre vil jeg alligevel sammenligne de tidligste planter jeg såede med de seneste. Ikke de helt seneste for de sidste 5 blev sået 5/4 og er lige begyndt at rejse sig. Og nu skal jeg ikke så flere!
Den kolde tid og det grå vejr får mig til at smide flere og flere frø i jorden og nu er vindueskarmene godt pressede og jeg er ved at panikke lidt over at chilierne snart trænger til ompotning.

Venstre: Sået 27/3 – Ca. 8 cm høj
Højre: Sået 23/2 – Ca. 22 cm høj

Jeg har læst mig til at man sår tomater 1/2 under vækstlamper, 1/3 i vindueskarmen og 1/4 til friland. Det er blevet lidt et kompromis, for jeg er ikke helt fast bestemt på hvem der skal på friland og jeg synes det var for tidligt at gå i gang 1/2, for jeg ville prøve at forhindre de blev alt for store og derved skulle have store potter for ikke at stoppe væksten.
De første jeg såede var 23-28/2 og de næstseneste blev sået 27/3, altså en måned senere.
Der er ca. en håndfuld (første såede) ud af ca. 50 planter som jeg har lagt ned i potten, fordi de var lidt lange, de skyder nemt rødder ud fra stænglen når den kommer under jorden, og de var blevet lige lovlig lange (alle frilandsorter, så det giver meget god mening).
Det er jo stadig ikke tid til at sætte dem i drivhus, men jeg tror den bedste såtid for mig er midt i marts (måske slut), så man opnår en mellemting og så man ikke skal potte til alt for store potter og de ikke risikerer at blive for ranglede. Jeg overlever nok at de så ikke er lige så langt fremme og derved går lidt længere med frugtsætning, men lad os nu se om jeg holder det næste år, det kribler altid i fingrene omkring januar…