Jordbær i spand

Sidste år havde jeg en lille potte med en jordplante inde i udestuen som gav tidligere bær (som hønsene huggede en dag jeg glemte at lukke døren).
I år har jeg prøvet at grave 3 jordbærplanter op og sætte dem i en 12 L murspand (med borede huller i bunden). Jeg ville gøre det lige så snart jorden var til at få dem op, men fik først gjort det i dag, men jo før jo bedre.
Jordbærplanter i spand
Den potte der stod fra sidste år har masser af udsprungne blade og jeg tror ikke der går længe før den blomstrer, så i princippet er det nok bedst at grave dem op om efteråret og sætte dem i en potte i drivhuset, for at få dem hurtigst i gang.
Jeg har plantet dem i plantesæksjord iblandet 2 håndskovle friske våde kaninkugler, så håber jeg det er gødning nok til dem og at det ikke er for meget. Det øverste lag er jord, så rødderne skal vokse før de rammer kaninkuglerne.
3 jordbærplanter fra haven til en 12 liters murspand

Efter at have plantet spanden til, fandt jeg ud af at man faktsisk ikke må gøde i foråret inden de skal bære frugt, for så bliver det hele bare til blade. Det har de her jordbær glemt, for de har både sat blade og bær. Måske kan de ikke optage kaninpøllerne så hurtigt da de ikke var omsat ellers har det ikke givet så meget.
Under blomstringen satte jeg spanden udenfor, så bierne kunne klare jobbet med bestøvningen og nu er den tilbage i drivhuset da jeg forventer at de snart modner.
Jeg læste et sted at de får bedst smag af kølige nætter og solrige dage, så jeg har ladet spanden stå ude så længe som muligt.

10/6-2013 – Så er der snart jordbær fra spanden

 Efter årets høst: De smagte meget mærkeligt de jordbær fra murespanden. Jeg havde samme sorter i altankasse og terrakottapotte og de smagte helt normalt, så jeg tror desværre spanden afgiver nogle phtalater eller andet godt som jordbærrene kan optage. Det bliver ikke gentaget i murspande.
Jeg var dog ret overrasket over at gødningen gjorde det godt for planterne, det blev ikke kun til blade som alle siger, den brugte mere krudt på bærrene.