Nøddesmør

Det overraskede mig ret meget at det kan være så nemt at lave sit eget nøddesmør.
Det smager helt vildt godt, særligt når det er nylavet og så er det ret svært at købe sig til i en alm. butik, udover peanutbutter.
Man kan lave nøddesmør af ovnristede nødder eller bare tage dem direkte fra posen. Jeg havde alligevel gang i ovnen, så jeg har ristet nødderne først.
Det som det handler om er at blende nødderne længe nok til de frigiver deres olier og derved går fra hakkede nødder til blød og cremet nøddenams 🙂

Hvis man hælder glasset til siden, løber det ganske langsomt ud

Hjemmelavet nøddesmør
200 g nødder, feks. hasselnødder, mandler, jordnødder, paranødder, osv.
Evt. lidt salt for fremhævet smag

Nødderne ristes evt. i ovnen, jeg ristede mine ved 150°C i 20 min.
Hvis det er hasselnødder så hæld dem ud på et viskestykke og nulr dem, så det meste af den brunde hinde kommer af. Den kan ellers gøre smørret bittert.
Nødderne køles til de er håndlune og kommes i en foodprocessor eller minihakker. Der køres på fuld hammer med kniven til det begynder at klumpe lidt sammen. I starten opfører det sig som nøddemel, men så bliver det lidt ‘vådt’ og klumper lidt.
Man kan fortsætte med at køre i hakkeren, men jeg gik over til stavblenderen, da den kniv kører meget hurtigere og det bliv til smør lige med det samme. Det giver lidt mere opvask, men et hurtigere og bedre resultat, da jeg synes det klumpede i kanterne på minihakkeren, fordi den ikke er fyldt op. Ved større portioner er det nok nemmere at få til at lykkes i udelukkene minihakker. Man kan vist også speede processen ved at tilsætte lidt olie.

Et glas lækkert hasselnøddesmør

Jeg opbevarer det i et skoldet syltetøjsglas på køkkenbordet og får spist det inden for 4-5 dage. Jeg har læst at andre smider det på køl, men jeg tror ikke det gør sig godt for smagen og jeg synes det holder sig fint på køkkenbordet.

Man kan bruge det ligesom man ville bruge peanutbutter, min favorit lige nu er at dyppe et stykke mørk chokolade i det som en dip og lade det hele smelte i munden til en lækker luksus Nutella.
Næste projekt er at prøve at tilsætte smeltet mørk chokolade og evt. noget fløde.