Glasbrikker af jeans buksekanter

Hver gang jeg har lagt et par jeans op, har jeg gemt den lille stump jeg klipper af i bunden. Det er for at kunne reparere med det samme stof. Selve kanten bruger jeg ikke til det, men jeg har alligevel gemt dem efter jeg har set at der er flere der bruger dem til ‘beer coasters’ eller glasbrikker som vi kalder dem.

Glasbrik lavet af buksekanter fra vores kasserede cowboybukser

Men der skal rigtig mange til, jeg tror der er fra 5-6 par til 1 glasbrik, så man kan ligeså godt gå i gang med at samle sammen. Man kan også bruge syningerne på inder- og ydersiden af benene, jeg ville nok give dem en god gang lim, på undersiden så de trevler op så let.
Jeg tror jeg har limet strimler på denne over 4-5 dage, det er nemmest lige at lade den tørre som arbejdet skrider frem, så det hele ikke smutter fra én, men det kan sikkert sagtens gøres på 1 dag.

Buksekanten klippes af så tæt som muligt på syningen
Kanterne klippes op og jeg klippede de knoldede stykker fra
Der lægges en stribe trælim på strimlen og den rulles fast sammen,
sådan rulles den næste strimmel på hvor den første slutter
Som arbejdet skrider frem har jeg mast hovedløse nåle ned i rullen for at holde dem sammen når de tørre,
de bliver bare siddende indeni bagefter
Man kan også bruge en elastik rundt om, så man ikke skal sidde og holde den når den skal tørre.
Når man når en diameter man er tilfreds med stopper man jo bare og så har man en fin coaster til sin te, kaffe, øl osv.