Hagesmæk med skjorte og slips

Så blev jeg faster for 2. gang d. 26/11-2013, og denne gang havde jeg lidt mere overskud end da den første kom til verdenen, så jeg nåede både at få gang i strikkepindene samt symaskinen.
Det er virkelig skønt at sy til små bebser, man skal ikke bruge så mange materialer, det er som regel hurtigt og pasformen behøver ikke at være lige i øjet.
Jeg har haft kig på nogle ‘onesies’ på nettet hvor der var trykt skjorte og slips på eller som en smoking, og da det jo består af linjer, tænkte jeg at det ikke kunne være helt umuligt at lave det som patchwork eller som quilt med applikation.

Jeg har brugt en af Jacobs kasserede skjorter samt noget ensfarvet restestof jeg har fået af en af min mors kollegaer som havde oprydningsflip, så denne hagesmæk har kun kostet mig tid.
Jeg har lavet en skabelon til en hagesmæk, så grundformen er på plads og derefter har jeg tegnet et slips som passer i størrelsen.
Skjorten er klippet ud efter at der vil forblive en synlig knap nederst på hagesmækken, selvom der bliver syet et slips på.

Et stykke skjorte klippes ud og der sættes nåle i og syes sammen langs åbningen ved knapperne, for at der ikke ryger mad ind
Slipset + evt. brystlomme syes på før for- og bagside syes sammen, så man ikke kan se syningerne på bagsiden og dermed gør hagesmækken vendbar



Når applikationerne er syet på, kan for- og bagside syes sammen, undtagen i halsåbningen

Man kan sy bagsiden og forsiden sammen, front-mod-front, og derefter vende den eller lægge den vrang-mod-vrang og sy kantbånd rundt om. Jeg har valgt at undgå kantbåndet i bundet og siderne, da jeg gerne ville have kantbånd rundt om halsen, som skal forestille slipset der går rundt om halsen.
Normalt ville jeg også applikere hele slipset på, på en gang, men da jeg gerne ville prøve at se om det kunne se mere realistisk ud, har jeg syet den store slipsedel på først, derefter syet smækken sammen, syet kantbånd på halsen og til allersidst monteret den lille slipsedel som skal forestille slipseknuden.
Det var ret bøvlet, så næste gang syr jeg hele slipset på, lidt længere nede, så slipseknuden ikke
forsvinder når kan kantbåndet kommer på, tror stadig det bliver fin realistisk, og noget nemmere.

Hagesmækken vendes om og der syes ligeud sting hele vejen rundt
Kantbåndet sættes på med nåle og derefter slipseknuden.
Næste gang vil jeg sætte slipseknuden på før, for nemhedens skyld