Patchwork brødpose af jeans

Efter at have syet brødposen til Charlotte med de hæklede dødninghoveder (se her), fandt i ud af vi egentlig også godt kunne bruge en brødpose i 2 personers størrelse.
Jeans stof holder godt på varmen og når man kun er 2 så mister brødet hurtigt varmen.
Jeg har længe tænkt på at kaste mig ud i et mindre patchwork projekt, men har ikke helt kunne finde noget hvor jeg kunne få noget brugbart ud af det. Efter at have lavet de flettede jeans grydelapper (se her) og klippede alle enderne til på strimlerne, endte jeg ud med en masse forskellige størrelse firkanter i forskellige jeanstyper og farver. Dem har jeg gemt i tilfælde af jeg fandt på noget og jeg synes de er kommet til deres ret på denne brødpose.
Den kunne også have være lavet af børne cowboybukser, hvor benene jo er ret smalle til at bruge som brødposer og hvis det er drengebukser kan de være ret hullede og plettede, så kan man klippe 5×5 cm tern ud af dem evt. eller bare lange baner.

Patchwork brødpose af gamle jeansrester

Jeg ville ikke have at alle lapperne var ens størrelse, så jeg har kun klippet dem til på en led, sådan at de alle var ens i bredden men ikke i længden. På den måde kunne jeg sy dem sammen i baner, som på billedet herunder.
Alle lapperne blev først lagt op så jeg kunne ramme nogenlunde de samme totale længder på banerne inden jeg syede banerne, så der ikke skulle klippes for meget af længderne. Alle lapper blev strøget og da banerne var syet, blev også de strøget omhyggeligt og evt. klippet til så de var helt lige. For med patchwork har jeg allerede fundet ud af at lige linjer og strygning er vejen frem, så det hele ikke skrider og bliver skævt på den dårlige måde.
Når banerne så også er syet sammen, stryges der igen og så ligner det (på forsiden) et stykke stof, der kan bruges til hvad som helst.
Jeg har lavet et indlæg før om at sy en brødpose, og fra dette punkt er der ikke nogen forskel, se mere her: Brødpose af gamle jeans

Banerne er syet og lægges op i den rækkefølge de skal syes sammen
Banerne er syet sammen og er nu et reelt stykke stof der kan bruges som yderstof til brødposen (eller noget andet)
Stoffet er syet sammen til et rør og bunden syes på
Toppen får en trykknap så den kan holde sig lukket og derved holde godt på varmen