Udestuen i april

Den sidste uge har nattetemperaturen i udestuen ikke været under 10 grader og det har gjort at Jacob har sluppet for at bære tomaterne ind om natten. Omkring halvdelen af chiliplanterne har også stået ude i den foregående uge og lørdag blev de sidste sat ud. Der er en del af dem der er bagud med omplantningen, men det må komme når overskuddet er til det.

Udestuen er lige nu fyldt med chili, tomater, kartofler, sommerblomster, stiklinger og krydderurter i potter
Livas hundekurv kan lige klemmes ind mellem planterne og stadig holde gangen fri

Jeg håber at nattetemperaturen holder sig over de 5 grader udenfor, da det er smertegrænsen for at den ikke kommer under 10 grader i udestuen for tiden. Jeg tror det er fordi udestuen er proppet med planter som holder på varmen, samt at årstiden gør at murværket ikke når at køle så hurtigt af efter det har været opvarmet af solen hele dagen. For en måneds tid siden var der omkring 8 grader i udestuen når der var 5 grader udenfor.

Hønsene har lagt sig til rette foran havedøren og jeg sætter altid et pilehegn op så de ikke vandrer indenfor
Hønsene har hele haven, men vil helst kigge på os inde i ‘buret’
Maranen og den hvide Sussex hygger sig i et dybt støvbad under en liguster