Chilikrydsninger status

Jeg går løbende og tager billeder af planterne, men hvis jeg ikke får noteret hvilke sorter det er, kan jeg ikke huske det året efter. Så nu har jeg samlet lidt billeder af de chilikrydsninger jeg har gang i.
Det er så spændende at følge år for år, hvilken vej de tager og hvordan de ændrer sig fra generation til generation. I år har jeg både 2. og 3. generationer af krydsninger, hvilket stiller krav til en del planter af hver, for at kunne se nogle variationer som man kan udvælge fra.
Det er er ikke nødvendigt med 150 planter af hver for at lave sin egen sort, man må bare acceptere at planten bliver som naturen og tilfældighederne bestemmer, hvis man kun sår et frø af hver generation.

F1 Hot Banana X Santa Fe (også kaldet Santa Banana)
Jeg har 4-5 planter af denne, og har en forventning om at de alle bliver ens. F1 er den første generation, så derfor er alle de dominante gener gældende og vil være dem man ser. Det er først i de næste generationer at planten og frugterne begynder at vise andre farver, former, styrke og smag.
Alle planterne er i blomst som nogle af de første, som forventet da F1’ere plejer at være hurtigt ude og være meget frugtbare. Alle har store hvide blomster med 6 kronblade og det ser ud tl at alle også har den samme grund-startfarve som Hot Banana. Den der lysegrønne som ikke er nær så bitter som f.eks. en Jalapeno eller grøn peberfrugt.
Når jeg trykker på frugten virker den dog tyndere i kødet end forventet, da både Hot Banana og Santa Fe er nogle tyksakker, men der er måske noget med generne her jeg ikke har fået fat på, men man kan jo håbe de bliver tykkere når de er fuldt udvoksede.
Planterne er ikke blandt de største, men det plejer forældrene heller ikke at være, men de blomstrer tidligt og passende, ikke overvældende som Mini chocolate Bell og Cheyenne.

Santa Banana F1 med en frugt (ikke fuldt udvokset)

F2 Purple Carrot (også kaldet Purple Carrot)
Selvom jeg synes F1 generationen var lige lovlig stærk som Jalapeno popper, er jeg gået videre med den, da styrken er dominant og jeg derfor vil kunne finde nogle med en svagere styrke i de næste generationer. Og så er det min første krydsning af en mulig drivhussort.
På billederne herunder er der afbilledet 3 forskellige planter ud af de 5-6 planter jeg har i år. Der er kun en der har fået frugter som er vokset lidt mere end bare ud af blomsten (midterste billede).
Blomsterne er ret forskellige, de fleste har hvid midte med lilla kant hvor kanten er mere eller mindre farvet. Men der er også en enkel plante som har hvide blomster (billedet til højre), den regner jeg ikke med bærer det ‘lilla’ gen, så hvis jeg går videre med den, må den hedde noget andet end Purple carrot.
Billedet til venstre viser en plante der sætter utroligt lange blomsterstilke. Først troede jeg måske den strakte sig, men den står sammen med en masse andre der ikke gør det, hvor en af dem også er en Purple Carrot F2, så det må være et træk den har.
Planterne er i den store ende, men det er ikke fordi stænglerne er kraftige som peberfrugter/jalapeno ej heller tynde som Baccatum kan være. De vokser bare godt til og virker til at få en passende kraftighed til at kunne bære de kommende frugter.
Det bliver godt nok svært at vælge… Synes allerede nu de har spændende træk jeg godt vil gå videre med, men der er lidt tid endnu til at bestemme sig.

3 forskellige frøplanter af Purple Carrot F2
F3 Jalapeño æg
Så er jeg ude i minimum 3. generation af den chili jeg kalder Jalapeno æg. Da jeg ikke selv har lavet krydset, ved jeg ikke hvornår det er sket, så det kan sagtens være en 4. generation eller mere, men jeg har dyrket den 3 gange nu, så den er minimum 3. generation.
Jeg har 2 planter i år, hvor den ene har hvide blomster og grønne frugter og den anden har lilla kantede blomster og lilla begyndende frugter. Det ser ud til de begge får en mere aflang form som jeg så sidste år. Ville godt have de var lidt mere runde i det, så måske jeg skal så nogle F2 frø igen for at gå tilbage og udvælge en ny linje at gå ud af.
Men de er ikke udvokset endnu, så nu ser jeg hvordan de udvikler sig først før jeg tager nogle beslutninger.
Planterne er stadig kraftige som peberfugter/Jalapeno og det ser ud til at frugterne også er godt tykkødet som de har været de andre år.
De 2 planter af Jalapeno æg ser indtil videre ens ud i form, men den ene begynder mørklilla og den anden grøn
F2 Aurosai og F2 Bonora
Så kommer vi til mine små kontorchilier, som jo også er blandt mine første krydsninger.
Her har jeg krydset Bonsai og Aurora og ladet dem begge være mor og far plante. Sidste år dyrkede jeg F1 frø af dem og alle planter så ens ud. I år bliver det spændende da de nu begynder at variere.
Det er nok de kryds jeg har sået allerflest af i år, da de jo kan stå i vindueskarmen, så de fylder ikke så meget. Det gør at jeg kan dyrke mange flere end de store krydsninger der skal op i minimum 2-3 liter for at kunne give lidt frugter og ikke bukke helt under pga. pladsmangel.
Jeg har sået 3 Bonora og 1 Aurosai tidligt i december med de andre og så har jeg sået en god portion Aurosai her i marts.
De første jeg såede har allerede sat en masse frugter nu og jeg går spændt og venter på farveskift på de første.
Særligt er jeg begejstret for Aurosai’en som viser tegn på at få Aurora’s farveskift, da den starter som lysegrøngul og hurtigt farves lyslilla af lyset. Frugten er størrelsesmæssigt midt imellem Bonsai og Aurora. Det er også den plante ud af de 4 som viser den mindste bladstørrelse og vokser mest kompakt. Så jeg er spændt på hvad resten af de såede Aurosai vil vise.

2 ud af mange af de såede F2 frø af Bonora og Aurosai

F2? Peppadew med mørk kind (også kaldet PeppAnja)
Og så til en af de rigtig spændende! Sidste år fik jeg frø af de berømte Peppadew chilier, meeeeen det var det sjovt nok ikke. Jeg såede 3 planter hvor 2 af mine kollegaer fik en hver. Og vi fik alle tre forskellige frugter ud af det. Det var en Baccatum som forventet og frugternes størrelse og form var også nogenlunde det samme, men der var ingen tvivl om at de var forskellige.
Det er ikke til at vide om det var F1, F2 eller hvor mange generationer vi er ude i, men da min kollega Anja havde en frugt med en sort kind på de modne frugter, valgte jeg at tage frø af denne.
Jeg har 2 planter af den og den ene viser meget overraskende brogede blade. Det har jeg aldrig set på en Baccatum, håber det er et træk den bevarer samt at den har nogle gode frugter.
Da Anjas plante har stået udenfor og derved er bestøvet af insekter, kan jeg ikke være sikker på den er selvbestøvet, så jeg er ret spændt på hvad der kommer ud af denne.
Alle mine Baccatum sorter er sået senere end de andre, da jeg regnede med at de alle skulle testes på friland, men denne lille baby skal der vist kræses om, så den bliver inde hos de andre.

Frø fra en af de 3 peppadew jeg såede sidste år og min kollega Anja dyrkede

F1 Omnicolor X Blondie (også kaldet Omniblond)
Denne krydsning opstod vist mest pga. kedsomhed. De to planter som er forældrene var de nogle af de første der blomstrede og jeg kunne ikke vente med at komme i gang med at krydse.
Jeg er alligevel lidt spændt på hvordan de bliver. Planten bliver nok Blondies størrelse, men farven er jeg i tviv om da Blondie går fra lysegrøn til hvid og Omnicolor går fra hvid med lilla kind til gul, orange og så rød. Styrkemæssigt er forældrene noglenlunde ens og de smager også begge frugtagtig, så det bliver nok form og farve der komme til at overraske mest.

En af de 3 Omniblonds jeg har sået i år

F2 Strate Stuffer
Igen et kryds jeg ikke har lavet, men da jeg fik en frugt som jeg tog frø af kom der ikke det samme ud af den. Så om den har været krydset på forhånd eller i det drivhus den voksede vides ikke. Men moderfrugten var rigtig god.
I år har jeg fået en rigtig kraftig plante ud af det og den har en blomstervillighed som Mini choc bell og Cheyenne. Der er bomsterknopper over det hele, så jeg håber frugten er god og ikke bliver noget skravl ligesom Mini choc bell kan have en tendens til. Men da planten er meget kraftigere og større har jeg forhåbninger om at det nok skal blive godt.

I år har jeg kun 1 x Strate F2 plante som sætter blomster som om den fik penge for det 

Til sidst vil jeg lige vise nogle frøplanter jeg har sået fra en købt chili jeg har eftermodnet. Den var lyslilla som umoden og har alle farverne når den modnes, så jeg håber at se det samme på planterne. Jeg glemte at så dem sammen med de andre, så de er først røget i jorden 10. april, men bare der kommer 1 moden frugt at smage og tage frø af er det fint for mig. De mørke kimblade antyder den bærer på den lilla farve, så det bliver også spændende at se.

For at livet ikke bliver kedeligt, har jeg startet en mulig ny stamme op som jeg håber vil give multifarvede stuffere