Såning af Plumeria (Frangipani)

For et par år siden købte jeg nogle frø af Plumeria (Frangipani), som er den ægte hawaiiblomst. Altså den blomst de laver kranse af og man får om halsen når man ankommer til øen. Nu har jeg aldrig haft den fornøjelse, men efter at have set blomsterne på nettet og læst at de skulle dufte fantastisk, måtte jeg prøve at så dem.
Men det var lettere tænkt end gjort. Jeg har læst stolpe op og stolpe ned, men lige meget hvad så kom der ikke noget op.

De 2 forskellige Plumeria jeg har sået: White Hybrid og Orange Punch
Plumeria frøplanter som blev sået i februar 2014

Frøet ligner lidt et ahornfrø og den tykke del skulle efter sigende trykkes ned under jorden, så frøet stikker halvt op over jordoverfladen.
Jeg har prøvet i mørke, i lys, ved stuetemperatur, ved 25-28 grader, såjord eller alm. pottemuld, overdækket og uden noget dække, men intet får frøene op af jorden. Der må være et eller andet jeg ikke tager højde for, da andre sagtens kan få dem til at spire.

Forspiring på en vatrondel i lynlåspose
Så besluttede jeg mig for at prøve en metode jeg nogle gange bruger til chilifrø og der spirede alle frø! Jeg tog ikke nogle billeder af frøsposemetoden og kan ikke gentage det, da jeg ikke har flere frø, men har prøvet at illustrere det med en 1-krone.

Plumeria-frøet lægges på en fugtig vatrondel i en lukket lynlåspose

Jeg tog en vat-rondel og fugtede den med vand, den skal være godt fugtig men man må ikke kunne vride vand ud af den.
Vat-rondellen kommes i en lille lynlåspose, hvor frøet placeres. Posen lukkede jeg og lagde den i vores fyrrum som er omkring 25-28 grader, i hvert fald når fyret er tændt.
På under en uge var der en rod på vej ud af hver frø og de blev straks stukket i en potte jord.
Potten blev placeret inde i huset i en østvendt vindueskarm. Efter lidt tid, løftede frøkapslen sig og de kimbladene viste sig.
Der går vist nogle år før de blomstrer, men nu er de da i gang 🙂

En lille rod spirer ud igennem bunden af frøet og er klar til at blive stukket i jorden