Hjemmelavet ammeindlæg

En ting jeg hurtigt fandt ud af som nybagt mor der ammer, er at syntetiske engangsammeindlæg er ret så ubehagelige. Jeg googlede lidt på hvad andre brugte og fandt så ud af at man kunne købe nogle temmelige dyre indlæg i Matas af uld og man kan jo ikke nøjes med et sæt, så jeg gik på jagt efter noget hjemmelavet.
Det indlæggene skal kunne er at suge en masse modermælk, men ikke lade det gå igennem så det har kontakt til tøjet. Så jeg fandt flere amerikanere der har lavet det af et lag fleece som ‘væskestopper’, nogle lag frotté eller anden bomuld der kan suge og inderst mod brystet er der brugt et ekstra blødt og sugende stof, såsom flonel eller velour (ikke nervøs velour).

Hjemmesyede ammeindlæg af stofrester

Så jeg kiggede min stofrestekasse igennem og fandt nogle bomuldsrester og fleecerester, samt nogle af Jacobs kasserede (bløde) skjorter samt lidt flonelrest. Det der skal sidde ind mod huden kan jo være hvad som helst, bare det er blødt og sugende, så man kan føle sig frem og dryppe vand på hvis man er i tvivl om det suger.
Diameteren på indlægget afhænger jo af brystets størrelse, mine indlæg er ca. 8-10 cm, jeg har klippet dem i fri hånd.
De består af 1 lag fleecetæppe som bagstykke mod tøjet, 4 lag tyndt bomuldsstof og 1 lag gammel skjorte/flonel. Jeg har derefter klippet et lille hak ind mod midten (ikke helt ind til midten) og syet det sammen med zigzag, samt zigzagget det rundt i kanten så det ikke trævler.
De er ikke så kønne, men de er effektive, nemme at lave og meget mere behagelige end engangsversionen og så kostede de ikke andet end tid.