Nye høns og svampeture

Det er indtil videre et rigtig godt svampeår. Folk høster Karl Johan i hobevis og vanen tro kan jeg ikke finde en eneste. Til gengæld fandt jeg nogle rødgule pigsvampe samt punktstokket indigorørhatte da jeg var på skovtur for nylig.
Og ligesom sidste år har jeg været på rov hos naboen i deres granplantage, hvor der vokser godt med velsmagende/tvefarvede og gran-mælkehatte, alle tre de mælkehatte som bløder orange. I år fandt jeg så også ud af at der er brune birkerørhatte omkring 2 af hans store birketræer, bonus! Men de skal godt nok være unge for at de ikke er helt bløde i kødet, men der er jo heldigvis ikke så langt ned til dem, så jeg kan tjekke ofte 🙂

Brune birkerørhatte og forsk. “orange” mælkehatte fra naboen
Sol gennem nåletræerne hos naboen
Så må jeg finde Karl Johan et andet tidspunkt og måske kantareller, de kunne nu også være sjove at finde.
Jeg har planlagt at tage med på 2 svampeture i år med Danmarks Naturfredningsforening, nu håber jeg bare det går an med barnevognen. Og ellers tager jeg nogle korte ture i lokalområdet, da jeg stadig døjer med bækkenløsning, så jeg kan ikke gå så langt.
Og så har vi slagtet nogle af de gamle høns og lavet en fantastisk hønsesuppe af dem og udvidet med 4 flotte nye trunter fra Ellemosegården på Tuse Næs.

Hønsegården er udvidet med 2 x amberlink, 1 x Isa Warren og 1 x Berber
Pigsvampe og Indigorørhatte fra bunden af Gribskov