Fyldte dadler med nødder

Der julehygges og og vi er ved at klargøre det hele til at vi skal holde juleaften herhjemme. Jeg har i år eksperimenteret lidt med fyldte dadler efter at have smagt dadler for første gang.
Jeg smagte nogle fyldt med en klat marcipan, en ristet mandel og dyppet i hvid chokolade. De var virkelig gode, men for at sænke sukkermængden en smule har jeg kun dyppet i 70% chokolade og ikke brugt marcipan.
Jeg har lavet tre slags, hvor dem med pecannødder er min favorit.
Den eneste ulempe ved denne type konfekt er at den kun kan holde 1 dags tid på køl, så hvis man skal have dem juleaften er det bedst at lave dem lillejuleaften, men mon ikke det går an d. 22. december ogaå.

Fyldte dadler til jul

Fyldte dadler med hasselnødder og pecannøder
Nødder ristes ved 150 grader til de er gyldne, det tager ca 20 min.
De køles af og hasselnødderne, kan man nuldre i et viskestykke for at få lidt af den bitre skal af.
Dadlerne ridses og stenen pilles ud. Der trykkes 2-3 hasselnødder i eller en pecannød og dadlen lukkes til og dyppes i mørk chokolade.
Inden chokoladen størkner trykkes en nød på toppen, så man ved hvad den indeholder.

Dadlerne ridses og stenen fjernes

Fyldte dadler med jordnøddesmør, kanel og appelsin
Man kan godt lave sit eget jordnødesmør, men jeg har altid Urtekrams crunchy peanutbutter stående i skabet, så det brugte jeg.
2-3 spsk jordnøddesmør blandes med 1/2 tsk kanel og revet skal af 1/2 appelsin (måske lidt mindre).
Dadlerne ridses og stenen pilles ud. 1/2-1 tsk jordnøddesmør kommes i dadlen, der lukkes og dyppes i mørk chokolade. Inden chokoladen størkner rives der lidt appelsinskal på toppen så man kan kende forskel på dem.

Jordnøddesmør blandes med kanel og appelsinskal