Juletræ af efeublade

I år har jeg nået en del juledekorationer, dog først de sidste dage op til juleaften. Jeg elsker at lave juledekorationer da man kan være kreativ med naturens materialer. Da vi bor på landet med stor have er det ikke stedsegrønt og kogler vi mangler, så det er dejligt!

Et lille grantræ med mos, efeublade og en sløjfe
Træet er let sprayet med guld og der er drysset guldglimmer på mosen med ellekogler

Til julebordet i år havde jeg lavet 2 små juletræer. Jeg synes det er meget rart med lidt julepynt på bordet, men det må ikke fylde for meget, da der jo skal være plads til julemaden. Og så synes jeg bedst om at der ikke er lys i, jeg kan bedre lide at der står lys i stager ved siden af, men det er nok en smagsag.
Efeublade tørrer smukt op, især hvis de får lidt elefanthud (spray), så hvis jeg ellers får lidt tid næste år, vil jeg lave dem nogle uger før. Nu har min mor fået dem med hjem så de kan pynte på hendes julebord, resten af juledagene.

Flamingokeglen (nemmere at bruge oasis hvis man ellers har) forlænges med et stykke ståltråd, med omviklet blomstertape
De første blade bindes med tråd, de næste fæstnes med små stykker u-formet tråd
Der arbejdes nedad keglen med efeublade
De nederste blade får klammer i samme højde, så de dækkes når man binder et bånd om