Fræsebord i en fart

Da det er ved at være på tide at få lavet det hjemmelavede sofabord færdigt, inden Mads kan rejse sig op ved det, skulle der laves lidt svalehale samlinger med overfræseren. I en snæver vending har jeg taget en kasseret hylde fra et køkkenskab med en god finér-overflade, boret et hul til fræsejernet, et par huller til at spænde sålen fast og spændt det hele op i høvlebænken. En aluskinne fungerer som lan, og en skruetvinge på kontakten så kører vi. Samlet fremstillingstid var 20 minutter, og det krævede kun tommestok, blyant, stiksav og et par træbor.

Løsningen er rimelig stabil, men det er ikke en god løsning i det lange løb, der er f.eks. ikke noget nødstop. Og en overfræser er ikke noget man skal spøge med, der skal man altså passe på fingrene. Jeg bruger et stykke “offertræ” til at skubbe emnet frem mod fræsejernet. Det er en god løsning, da det altid er nemt at finde et lille stykke overskudstræ i værkstedet og afslutningen på fræsningen flosser ikke.

Det er en fin løsning til et mindre projekt som dette. I det lange løb er det for tungt at måle og indstille så meget som jeg har gjort her, der findes glimrende systemer til at fræse skuffesamlinger og lignende hvis det er noget man gør jævnligt. Resultatet kan ses nedenfor, jeg er rimelig godt tilfreds.