Slyngning med fastvikle

En af de glæder ved at have fået en lille størrelse, har jeg fundet ud af er at kunne bære dem. Ikke på armen, men i en vikle eller slynge. Først startede det ud med, mere eller mindre at være en nødvendighed, da han skreg hele tiden og kun ville falde i søvn på os. Nu er vi ude over spændinger og kolik, og nu er det bare så hyggeligt!

Mads på ryggen i en fastvikle (Didymos Acqua str. 6)

Indtil man får knækket koden til hvordan man binder en fastvikle, er det ret frustrerende og man har lyst til at kyle det hele ud. Men når det så lykkes med at barnet sidder ergonomisk korrekt (numsen lavere en knæene) og vægten er lige fordelt så det nærmest føles vægtløst, er det så dejligt med tætheden og nærværet.

Det er særlig praktisk når man er ude og handle, man kan komme rundt overalt uden barnevogn

Under bindingen kan de godt være urolige, særligt hvis moren også er nervøs for om det mon går. Men når Mads sidder som han skal bliver han helt rolig, bare man ikke står stille. Man skal som minimum lige rokke lidt frem og tilbage, det virker meget søvndyssende på ham. Men ellers er han mest vågen og vil følge med i hvad jeg laver. Når man ved hvor aktive de er på gulvet og på skødet, tror man simpelthen ikke på at de kan blive SÅ rolige, men det bliver Mads.
Han bliver viklet hver dag omkring madlavningstid, hvor han begynder at blive lidt sur og pjevset. Det er så en udfordring at vikle på det tidspunkt pga hans humør, men lige så snart jeg binder den sidste knude er han helt rolig. Det gør en kæmpe forskel når man skal igennem ulvetimen 🙂

Mads ville ikke sove til middag, men efter 5 min i viklen på min ryg, kunne han ikke holde øjnene åbne mere og jeg kunne liste ham af på sofaen