Karamelæbler

I Tivoli sælger de nogle røde sukkerbeklædte æbler med og uden kokos og jeg synes det ser så festlige ud, selvom det bare er smeltet sukker med rød farve i.
Men jeg kan godt lide idéen om at det rå æble bliver en dessert, da man stort set altid servere æbler efter de har været kogt og bagt, så den friske sprødhed fuldstændig forsvinder.
Men i USA laver man også noget der hedder ‘Caramel apples’ eller ‘Taffy apples’ i modsætning til de røde, der hedder ‘Candy apples’.
Karamelæbler er æbler dyppet i hvad der svarer til flødekaramel og så dyppet i noget drys i form af hakkede nødder, M&M’s, popcorn, hakket chokolade, kokos, krymmel eller andet.
Jeg fandt en karamelopskrift, som jeg har justeret lidt i og testet på kolleger og venner. Hvis man bare hælder massen i en form bliver det bare til alm. flødekarameller.

Skønne karamelæbler med mørk og hvid chokoladepynt

Karamelæbler (ca. 10 små æbler)
225 g sukker
160 g lys sirup
1 tsk vaniljesukker
1/2 dl vand
55 g smør
1,25 dl piskefløde
1 knsp. salt
Ca. 10 små æbler (vasket, tørret grundigt og gerne sat på køl et par timer før)

Kom sukker, sirup, vaniljesukker og vand i en gryde og varm det hele op til 150 grader (mit komfur står på 6 ud af 9). Der må absolut ikke røres i det. Hvis man rører i smeltet sukker krystallisere det og bliver til fudge (Been there, done that…).
Hiv gryden til side og kom fløde, salt og smør i.

Karamel undervejs!

Varm hele herligheden op til 120 grader og lad stadig være med at røre i det undervejs.
Når karamellen er 120 grader slukkes der og karamellen køles til omkring 80 grader.
Jo længere man venter jo tykkere bliver den, så man kan også vente længere så man får et tykt lag, men man skal bare huske det tager tid at dyppe mange æbler og de køler også karamellen efterhånden, så jeg synes 80 grader er passende udgangspunkt.

Æbler dyppes og sættes på bagepapir

Æblerne dyppes og drejes i karamellen. De skal dryppe godt af for at der ikke samler sig en kæmpe sø under dem inden de størkner. Så sættes de på et fad med bagepapir og hurtigt ind på køl. Karamellen er nogle timer om at størkne helt op, så de kan fint laves om morgenen. Hvis de laves dagen før, kan de godt kondensere i køleskabet, så overfladen bliver let klistret.

Karamelæblerne blev pyntet med smeltet chokolade

Resterne af karamellen som ikke bliver brugt til æbler, kan man komme i en lille form med bagepapir, så kan de skæres ud til flødekarameller.

Resten af karamellen bliver til flødekarameller 🙂