Viklegynger og hule

Selvom børn er forskellige findes der nogle gode almene gengangere, som næsten altid er et hit. Derved ikke sagt at alle børn elsker det, men jeg vil mene at der er en stor sandsynlighed for begejstring, og børns glæde, er jo mere eller mindre en stor sandsynlighedsberegning.

Det er i hvert fald en klassiker herhjemme at børnene efterspørger Paw Patrol hver dag i månedsvis, og så køber jeg til sidst noget Paw Patrol stof til at sy noget tøj, som jeg forventer bliver et ekstra stort hit, men så er det lige dagen, hvor det skifter til Kiwi og Strit. Umuligt at beregne, man må bare agere lidt hurtigere og ikke slå for stort brød op.

Noget af det der altid er en sikker vinder herhjemme og som nærmest fungerer som en julegave (mine børn er 3 og 5): paraplyer, glimmer, lommelygter, soveposer, sne og vandpytter, sæbebobler, telt, hængekøjer og i den grad hulebygning.

Alt sammen prisbillige ting som de bare skal have og så kører legen bare derudaf, hvis man ellers har fået sovet og spist, ellers kan alt ende i drama. Glimmer bliver dog kun udleveret ved bordet og med strenge instrukser om hvor det må komme hen. Sæbebobler udenfor.

En af de glæder ved at vikle sit barn og når man når den alder hvor de ikke skal vikles mere, er at man har et super lager af hulemateriale og hængekøjer til spisebordet.
Hvis man har mange vikler, man skal retfærdiggøre over for sig selv, at man skal beholde lidt endnu, af sentimentale årsager, kan man ovenikøbet lave BÅDE hængekøjer under spisebordet OG dække det hele over som en hule.

Da de var helt små tumlinger og stadig skulle lære at stå og gå, lagde jeg dyner under køjerne, for ellers var lykken kort, da de tit væltede ud på flisegulvet. Men nu evner de bedre at være mere kropsbevidste, at de er mere opmærksomme på at de faktisk kan falde ud, hvis de bliver for vilde, så nu er dynerne væk.