Forspiring af kartoffeløjne

Inden Danmark lukkede ned nåede jeg ikke at få købt hverken læggekartofler eller sætteløg. Det går nok endda og man kan jo købe online med levering, hvis det er helt slemt. Men nu ser vi om vi ikke kan nøjes med det vi har.
Når vi når juletid, plejer jeg at gemme grønne kartofler i vindueskarmen, når jeg støder på dem i de poser jeg køber. For så ligger de og spirer, og så længe de ligger lyst, bliver spirerne korte og mørke. Hvis de lå mørkt og varmt, ville spirerne blive lange, lyse og skrøbelige. Hvis man har et køligt rum er det nok at foretrække, så de ikke skrumper så meget ind, men det har jeg ikke, så de ligger bare i mit køkkenvindue, løbende fra december af.

Kartofler der har ligget fra december til marts i vindueskarmen

Men i år, blev det ikke til så mange grønne kartofler, så for at strække dem jeg har, har jeg knækket de små spirer af, som har en lille knold med begyndende rødder.
Dem har jeg kommet i min lille spirebakke, da ingen af mine chilifrø har spiret i år. Så fylder de heller ikke så meget i vindueskarmen, men skal hurtigere vandes og plantes om, end hvis man bare gav dem en potte.

Fine knopper med begyndende rødder og blade, de er virkelig klar, parat, start!
Forsigtigt afknækkede spirerende dutter fra kartoflerne

Spirerne er knækket af, her midt i marts, så må vi se om de når at blive store nok til at give ok med kartofler. Jeg havde ikke rigtig planlagt denne løsning af gode grunde, men hvis jeg vidste jeg ville have gjort det, havde jeg knækket dem af i slut februar/start marts, så de kunne blive godt store og nå ned i mistbænken inden de bliver plantet ud under fiberdug.
De kartofler jeg har taget spirerne af, har jeg efterladt minimum 2-3 af de mindste øjne og vil lægge dem i jorden på normal vis.

Efter 2 dage i Pluggboxen kan jeg allerede se de er mere saftspændte og har rejst sig lidt.
Efter kun 3 dage, så rødderne sådan ud! De var virkelig klar, parat, start!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.