Den stille pige

Denne blog er mit talerør hvor jeg må skrive hvad jeg vil.
Jeg har altid prøvet at skrive uden min egen mening, for at holde det så neutralt som muligt, men jeg oplever faktisk mest respons på de indlæg, hvor min mening sniger sig ind alligevel.
Jeg synes det er skræmmende at sige sin mening, og endnu mere at skrive den. 

Sort på hvidt, står det der, min mening. 

Et klik fra at blive slettet eller skjult, men jeg prøver at holde mig fast i at skulle komme ud med min mening, på trods af at jeg ikke ved om den er sand. Hvad er det værste der kan ske?
Jeg har ikke noget imod at få andres syn på sagen, faktisk elsker jeg at skifte mening, det er jo dejligt befriende at få lidt lys på ens tanker og se dem fra en anden vinkel. Det er aldrig behageligt at blive udskældt og gjort til skamme over sin mening, men i dag har jeg det ok med det. Det er jo min mening, som det ser ud nu, det kan være det ændre sig, og måske gør det ikke. Og den er et udtryk for hvordan min verden ser ud i dag, på baggrund af alle mine erfaringer. Det at folk hidser sig op og bliver angribende, bunder jo mest i at de er følelsesmæssigt udfordret. Og den side har jeg også, så netop derfor synes jeg det er nemmere at tilgive andre for det.

Når man har fået mundkurv på nok gange som barn, stopper man med at udtrykke sin mening. Læringen er, at det ikke fører noget godt med sig.
Jeg har været en af ‘de stille piger’, jeg synes ikke det gav nogen mening som barn at sige min mening. Jeg oplevede oftest, at folk fysisk ikke hørte mig, altså det virkede ikke til at de ignorerede mig med vilje, men der blev bare talt videre.
Andre gange blev det hørt, men min følelse i kroppen var at det sjældent blev taget seriøst. Jeg havde ikke evnerne til at brage igennem en samtale, jo flere mennesker, desto større overvindelse skulle der til. Da jeg blev ældre, blev jeg mere modig, men panikken ramte mig stadig når jeg fik sagt noget i en gruppe. Men det blev også tit akavet for mig, fordi jeg følte jeg måtte tale på en afbrydende og højlydt måde for overhovedet at få taletid.
Så jeg har brugt meget tid på at lytte, og tænke, dannet meninger i det stille.

Derfor har jeg elsket at blogge. Det har været så svært for mig at indtage scenen og sige min mening, eller bare sige noget for den sags skyld.
På bloggen kan jeg råbe og skrige hvis jeg har lyst til det, og jeg ved det kommer ud. Og at det kun er de mennesker der finder det interessant/provokerende der læser med, dem som synes det er uinteressant scroller videre. Det er jo en vidunderlig filtrering af mennesker, hvor du ikke behøver at forholde dig til, og blive mere usikker på dig selv, over alle de mennesker som synes det er uinteressant. 

Og årene med bloggen har vist mig, at mine ord gør en forskel for nogle. For jeg får stadig beskeder og kommentarer, der var og er stadig brug for mine tanker, læringer og meninger.
Min erfaring som den stille og lyttende, fortæller mig også, at der altid vil være nogle som læser/lytter med, som får noget ud af det, selvom de ikke gør væsen af sig.

Det gav mig en selvsikkerhed i at der faktisk findes nogen der finder mig interessant, på en måde jeg ikke tror jeg ville kunne skabe i det ‘virkelige liv’. Og det har gjort at jeg langsomt turde åbne mig mere op i det virkelige liv og sige min mening, til de personer jeg havde mest tillid til.
Nu er jeg kommet til et sted hvor jeg ønsker at sige min mening højt, da jeg synes det er rart, at der sker en helt naturlig filtrering af mennesker.
Det er fuldstændig vidunderligt at naturligt blive omgivet med mennesker der matcher én, og accepterer hvad man har med i bagagen og respektere de meninger man har, også selvom de er uenige.

2 Replies to “Den stille pige”

    1. Ja, det virker meget nemmere, men der er også bedre tid til at tænke og mulighed for at slette og ændre på en her anden måde 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.