Kravafvisende eller grænsesættende?

Når man kommer ind i psykiatrien eller bare hos lægen, er de glade for at bruge nogle termer om én, som er forståelige for fagfolk. Alle brancher har nok en eller anden form for fagord, da det er noget nemmere og hurtigere at kommunikere.
Alle mekanikere ved hvad en kaburator er og hvad de skal fikse hvis den har en fejl XXX (jeg kender ikke til karburatorer, så kan ikke nævne hvad der kunne være galt, derfor fejl XXX). Kaburatoren skal og kan ikke tage stilling til noget, den bliver enten skrottet eller repareret, hvis det er økonomisk rentabelt.
Når man som menneske hos en menneskemekaniker, feks læge, psykiater eller psykolog, og får en fin diagnose til samlingen eller bare et lille pynteord, som beskriver en, når man bliver slået op i kataloget, er det lidt anderledes.
Modsat karburatoren, er der en mulighed for at jeg kan reparere mig selv. Men det står bare ikke helt klart altid, om det er noget som kan repareres og hvem der i virkeligheden skal reparere det. Og hvis nu der står i den store bog at det ikke kan fikses, kan man så afhjælpe symptomerne, og hvilke muligheder er der her?

Nogen gange kan jeg også blive helt i tvivl om det overhovedet er et problem, og hvem der egentlig synes det er det største problem.

En af de termer jeg har kunne pynte mig med er ‘kravafvisende’. Jeg aner ikke om den hænger på mig for altid, eller om det bare er en midlertidig ting, som skal revurderes.
Men kravafvisende har ikke ligefrem en positiv klang. Det er ikke noget man med stolthed siger at man er.
Jeg er ikke helt sikker på hvilken kasse jeg egentlig er kommet i, men jeg ved dog at som mange af de andre termer, er det meget forskelligt hvad fagfolk mener de betyder, hvilket jo ikke gør det meget nemmere at være i.

Der er sådan lidt ‘tag dig sammen’/dovent over den. Der bliver stillet krav til mig jeg ikke kan imødekomme, bum, du har kravafvisende adfærd. Men er det urealistiske krav der bliver stillet til mig?
Jeg ved det ikke. Men det føles ikke så fedt, ikke at kunne leve op til nogle krav, som jeg åbenbart, skulle kunne varetage.
Samtidig får man hele tiden at vide at man skal lære at sætte grænser, og passe på sig selv. Sige nej til det man ikke magter, skære ned på arbejdsopgaver, sænke ambitionerne, sige fra, sænke barren, gøre ting der gør én glad. Det er en del, hvis ikke hoveddelen, af de råd man får til at få det bedre psykisk.
Eller i hvert fald de utallige råd jeg har fået, men altså fra det samme sted, som beskriver mig som kravafvisende.

Kunne man ikke vende den om og finde et fagterm der beskriver, at det er psykiatrien der ikke formår at møde personen der hvor de er, og derefter stille urealistiske krav som ikke er svarende til personens evner?

Jeg er begyndt at tænke på om det i virkeligheden handler om at jeg i gennemsnittet kan levere mindre end andre, og det er den bedst mulige måde at beskrive det på. Desværre sidder jeg med en følelse af at jeg burde kunne det, selvom jeg nok ikke kommer derhen.
Jeg synes det er nemmere at vide at man er dårligere end andre og man derfor skal forvente at kunne mindre end andre. Der er selvfølgelig en sorg bundet til den erkendelse, men så kan man da begynde at finde ud af, hvordan man skal tackle livet herfra og finde nogle nye livsmål.
Sådan lidt ligesom at sige til folk uden ben, at de skal løbe et marathon. Men med psyken er det bare mere svært at se, at benene mangler. Også for mig, patient 483273.
For jeg vil jo gerne løbe det marathon, ligesom alle de andre. Så jeg har prøvet og fejlet, så helt utroligt mange gange. Og folk omkring mig, hepper, kommer med velmenende råd, opmuntrer mig til at prøve igen, for hvorfor skulle jeg dog ikke kunne, når alle de andre kan, og jeg jo siger, at jeg gerne vil.

Fordi jeg ikke har nogen ben.

Lige præcis derfor, kan psykiatriske diagnoser være uendeligt befriende at få. Endelig finder man ud af man ikke har nogen ben! Der kommer lys på ens udfordringer og begrænsninger. Man tror at nu er det slut med at kæmpe. Der er ikke nogen grund til at prøve at løbe, for man kan ikke.
Fagfolkene kan slå en op og så ser de hvilke dele man mangler, men ak. De har ikke købt nye bøger siden de blev udlært eller måske synes de at diagnoser er noget pjat.
Og efter man har fortalt dem sin livshistorie for 172973. gang (som nogen efterhånden må have logget) og den udfordring man er kommet for at snakke om den dag, bliver man mødt med:

“Jeg tror du vil få det bedre, hvis du løber en tur,
og ellers må du vende tilbage, jeg har ikke mere tid i dag”

*Lyden af min kæbe der rammer gulvet*
‘Ja ok, hav en god dag…’


One Reply to “Kravafvisende eller grænsesættende?”

  1. Ih, hvor har du ret. Man skal være god til at sætte grænser, men bare ikke overfor lægen, altså, forstås!
    Og så har de den der vidunderlige nye kasse med Funktionelle lidelser, som de bare kan bruge til at bukke begge ender sammen på én og proppe én ned i. Jeg tror søreme, det er positivt at være kravafvisende – det lyder også lidt som pletafvisende og den slags, og det er da positivt!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.