Kærlighed til keramik

I dag er det 3 år siden jeg tog en beslutning om, at jeg skulle prøve at lave keramik. Jeg har arbejdet med mange forskellige materialer, men aldrig et så, formbart materiale.
Det er helt magisk at sidde og forme noget, som jeg ellers kun har brugt 1 gang om året når der skulle laves juledekorationer, til at det kommer igennem en brænding og er ændret til keramik for evigt. Eller i hvert fald resten af min levetid, plus lidt ekstra.

Man kan lave så meget forskelligt, brugbart og ikke brugbart.
Man har både indflydelse på formen og farven, og så alligevel har turen i ovnen, så meget at sige. Hvad der er placeret ved siden af ens emne, står den nederst/midten, er glasuren tyk/tynd, er leret lyst/mørkt, rammer toptemperaturen 1230 eller 1240 grader, er ovnen tæt eller løst pakket og mange flere parametre.

Der er helt sikkert en videnskabelig forklaring på alt der sker og hvorfor det sker, der er bare ikke så mange, der kan forklare det hele. Der er for mange parametre der har indflydelse på det, så det føles næsten som om det er der, hvor videnskab og magi mødes.
En del af det kan vi kontrollere og styre og resten er op til ovngudinden.

Jeg er glad for tanken om, at smukke ting sker for os, selvom vi ingen indflydelse har på det. Derfor er det også en ambivalent følelse, at jeg elsker at nørde keramik og glasurkemi, for jeg har ikke lyst til, at det tager magien ud af det. Noget at det bedste, ved at åbne ovnen, er ikke at vide, hvad der venter én. Men jeg må sige at, med øget viden og opmærksomhed, bliver det færre uheld og ture til genbrugspladsen.
Jeg ser stadig fuldstændig magiske ting, som kan få hårene til at rejse sig og få mig til at smile, og mærke at lige meget hvor meget jeg arbejder med det her, vil jeg altid kunne finde nye og spændende ting.

2 Replies to “Kærlighed til keramik”

  1. Jeg er lige faldet over din blog i dag, da jeg søgte efter en opskrift på hjerter. Internet flyder med mad- og livsstilsblogs, og jeg er normalt ikke den store bloglæser. Men jeg er faldet for din.

    Det er blandingen af din ærlighed omkring mødet med psykiatrien, som jeg selv har stiftet bekendtskab med, din begejstring for og sanselige beskrivelser af kunsthåndværk og måske mest af alt dit (vist forhenværende) dyrehold og engagement i at få brugt hele dyret. Sidstnævnte er nemlig lidt af en drøm for mig, skal jeg sige 😉 Jeg fik helt lyst til at få en masse tips til især kaninhold – men jeg skal nok lige have landstedet først.

    Uanset hvad, så tak for dejlige læseoplevelser.

    Mvh Astrid

    1. Tusind tak for din kommentar, den varmer! Ja, jeg har lagt det meste af dyreholdet og havebruget på hylden, da krop og psyke ikke kunne være med. Så hunden er den sidste der er tilbage og nyder opmærksomheden. I stedet har jeg mere fokus på det vilde liv i haven, hvilket i mange henseender er nemmere, da det oftes handler om IKKE at gøre noget, og lade naturen gøre det selv.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.