Toksisk positivitet

‘Toxic positivity’ – et begreb som jeg faldt over for lidt tid siden, som jeg aldrig havde hørt om før. Da jeg googlede det, gik det hurtigt op for mig, at jeg var stødt på det før, jeg anede bare ikke det havde et navn. Men det er vist godt nok, at det er blevet døbt.
For når noget bliver systematisk og man kan sætte det i en kasse på den måde, synes jeg at det er lettere at se den røde tråd og reflektere lidt over, hvad man nu synes om det.
Jeg synes Toxic positivity er lidt i familie med pyt-knappen, som virker i nogle tilfælde, men ikke en man kan trykke for meget på.
Og når der bliver trykket på pyt-knappen, skal det være én selv der gør det. Jeg har set en leder der havde en pyt-knap stående på sit kontor, til sine medarbejdere, det gav mig ærlig talt en lidt dårlig smag i munden.

Jeg tror på at mennesker handler ud fra en god intention, men selvom at deres intention er god, betyder det ikke at modtageren oplever det som noget positivt eller det føre noget godt med sig.
Og så begynder diskutioner om hvem der havde ret.
Er det modtageren der skal sige fra, og afsenderen ændre udsagn/handling eller er det modtageren der stejler, måske pga gamle handlemønstre, som ikke er hensigtsmæssige? Eller noget helt tredje.

Når jeg tænker tilbage på de skænderier/diskutioner jeg har haft i min barndom/ungdom, synes jeg ofte jeg mindes, at jeg har været så opslugt af min egen sandhed, at jeg har prøvet at overbevise modparten om det, uden egentlig at tænke på deres udgangspunkt.
Jeg havde fundet sandheden og de gad ikke høre på mig, trods mine mange, synes jeg, troværdige kildereferencer.
Jeg opgav dem og kom videre.
Det andet scenarie var at jeg ikke sagde fra, når det var modparten, der var den frelste, der havde fundet sandheden. Jeg hviskede stop, og blev mere og mere usikker på min egen holdning og til sidst lod jeg dem køre hen over mig med damptromlen, til de ikke gad mere, og jeg kunne komme væk, uden at skulle konfronteres med min flugt eller emnet igen.
Jeg opgav dem og kom videre.

Begge løsninger har været meget usunde for mig. Og jeg tænker også for dem, jeg har talt med.

Mine tanker kører non-stop, der er aldrig stille i mit hovede.
Så når jeg kom ud i de slags diskutioner, kørte mit hovede med overtryk i tiden efter. Drænende, udmattende og hvad der føltes som, fuldstændig unødvendigt.
Jeg havde jo opgivet både som frelser og offer, så egentlig var der jo ikke så mange grunde til at gennemgå seancerne igen og igen i mit hovede, omkring hvad man skulle have sagt eller gjort.

Jo ældre jeg blev jo mere anstrengende blev tankemylderet der opstod, og jeg var klar over der skulle ske en ændring. Min hjerne blev slidt med tanker, som ikke rigtig bragte mig et bedre sted.
Og jo flere mennesker man opgiver, jo mere ensom bliver man.
Jeg havde ikke lyst til at opgive mennesker, fordi de havde en anden holdning end mig selv, men på det tidspunkt havde jeg svært ved, at acceptere at andre havde en anden holdning, i hvert fald hvis den lå for langt væk fra min. Det var for svært at være sammen med dem.
Men jeg havde og har ikke lyst til at opgive, hellere acceptere ting og finde en vej derfra.
Jeg ønskede at finde et alternativ til frelseren og offeret.
En der både kan rumme at folk ikke synes at jeg har ret, altså har en anden mening, og en der også kan rumme, at der er nogle der prøver at overbevise mig om deres sandhed, og sige fra hvis de ikke acceptere min holdning eller mit ønske om at stoppe debatten.

En rummelig person, som kan finde ud af at sige fra.

Det må da kunne lade sig gøre.
Selvom det ved første øjekast virker selvmodsigende.
Og det er heller ikke nemt at finde den grænse, hvor man er rummelig og acceptere folks holdninger, som ligger langt fra ens egen, men samtidig ikke vil acceptere at blive trådt på eller andre bliver trådt på.

Jeg vil så gerne ud med den sandhed, jeg har fundet frem til, for jeg tror jo helt ind til benet, at det er sandt. Men samtidig vil jeg også give plads til, at folk komme med deres modsatte mening. Og jeg ønsker på ingen måde at folk kommer til at føle sig forkerte eller frygtsomme, for det er ikke den måde, sandheden skal frem og sejre.
Og det er jo virkelig tit, at jeg har måtte rette i min sandhed, fordi der er kommet nye aspekter til.
Eller fra den vinkel jeg står i nu, ser det sandt ud og så sker det, at dagen efter fortæller min nabo mig, at der er noget der hedder den blinde vinkel.
Det hjalp virkelig på min personlige udvikling at arbejde med forskning, der bliver man hele tiden udfordret med at gårdsdagens sandhed bliver modbevist i dag, man bliver ‘tvunget’ til at holde sit sind åbent.

Jo mere rummelig jeg er blevet, jo mere åben er jeg blevet, over for at jeg aldrig kommer frem til sandheden. Jeg er ikke engang sikker på det jeg skriver i dette indlæg holder vand, men jeg bliver nødt til at prøve det af, for det virker ‘psykisk bæredygtigt’ i teorien og det er noget bæredygtigt jeg leder efter.
Sandheden ser altid forskellig ud, for der er så mange mennesker der leder efter den, og deres veje har alle været forskellige. Den største chance for at komme frem til sandheden må næsten være at at arbejde sammen, allesammen.
På den måde får vi alle vinklerne med.
Men sikke en opgave at samle alle de tråde…
Ikke desto mindre, vender det lidt tilbage til, at ved at høre på andres vinkler mere end at prædike ens egen, gør at man får, en mere farverig version, som indeholder flere aspekter til det hele, et mere fuldendt billede end man kunne skabe alene, måske…
Hvis man kan holde styr på trådene, hvilket de færreste nok kan og så ender man på jagten efter sandheden alene, eller i hvert fald med få holdkammerater.

Min nye stil med at skrive indlæg på bloggen, hvor jeg lader tankerne flyde ned gennem fingrene på tastaturet, har nu gjort at jeg sidder og tænker på, hvordan jeg kom fra ‘Toxic positivity’ til al det rummeligssnak og sandhedssøgeri….

Der er jo lidt en sammenhæng i at ved bevæge sig i de 2 poler (frelser/offer) hele tiden opnår man en balance, en usund én, men alligevel en balance.
Det er ikke tilfredsstillende at være i nogen af dem, så man springer måske frem og tilbage for at få balance.
Hvis man prøver at finde balancepunktet midt mellem at være frelst, ment som at ignorere andres tanker/følelser/erfaringer/meninger, og at være offer, hvor man opgiver/afskriver sin egen mening, fordi de andre nok er bedre end én selv/man underkender sig selv.
Så tænker jeg at man kan opnå en sund balance af accept af egne og andres meninger/følelser/osv. Og ud fra den erkendelse, kan komme videre hen mod en løsning der vil fungere.

Og frelser-typen ser jeg som at være i familie med toksisk positiv, det er en forfejlet måde at folk prøver at hjælpe én på i en svær situation, nok i de fleste tilfælde fordi de føler sig magtesløse, og de forstår reelt ikke hvad problemet er. Eller deres erfaring siger dem, at hvis man ikke siger ‘skidt pyt’ så holder man sig i offerrollen, fordi de aldrig selv er landet midtimellem, hvor der heller ikke er superrart at være, men måske mere hensigtsmæssigt, for at komme videre og have sig selv med i det.
Der kan være mange årsager til folk siger som de siger.
Og ‘skidt pyt’ er heller ikke kun en dårlig vej at tage, den vej kan sagtens være rigtig, afhængig af situationen. Men hvis man tager den for tit, tror jeg man skal stoppe og kigge på, hvad der driver én ned af den rute så tit.

One Reply to “Toksisk positivitet”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.