Angstanfald

Noget af det jeg synes der er sværest ved at have angst, er når jeg sidder lige midt i anfaldet og bare gerne vil stoppe det. Den følelse af total magtesløshed overfor at sindet kører på autopilot, og jeg ikke aner hvor vi skal hen.

Jeg tror i alle mulige sammenhænge, ikke kun angst, er det aldrig rigtig smart at analysere og gå for meget ind i løsningsmuligheder i kampens hede. Når man står lige midt i det, skal man bruge de værktøjer/metoder, man synes virker bedst, og gå med det. Skabe sig en erfaring man kan kigge på til evt næste gang det sker.
Men lidt ligesom en fødsel, så er det ligesom startet det anfald, og i hvert fald de fysiske reaktioner kommer til at udspille sig ligemeget hvad. Jeg siger ikke at man måske ligefrem, skal læne sig tilbage og nyde turen. Men nu er det startet, så man kan ligeså godt indstille sig på, at man ikke kan stoppe det.

Jeg synes det har hjulpet at holde fokus på accepten af, ikke at kunne stoppe de fysiske reaktioner, og at tænke at nu skal jeg igennem en helt naturlig og ufarlig angstfødsel, som er en reaktion på, at jeg har været belastet af et eller andet (det er ikke altid jeg ved hvad det præcist er i første omgang, og jeg hverken kan eller skal se på det nu).
Det er ikke nemt
Det er ikke ‘bare’.
Men det er en mulighed jeg mere og mere evner og har overskud til at gribe. For jeg har mærket det virker. Og det er bedst, hvis det er det eneste jeg kan fokusere på. For hvis jeg først går over i tankerne om, hvad der var årsag til det her, hvorfor det nu sker igen, hvordan får jeg det til at stoppe/skrue ned og hvordan forhindrer jeg det en anden gang, galoperer min hjerne afsted som en vild hest på flugt. Det er det mest naturlige at gøre for mig, og det der forlænger angstanfaldet allerbedst….
Fokus på rolig vejrtrækning og lade de fysiske reaktioner udspille sig, og de psykiske for den sags skyld. Tilliden til at lige meget hvad, varer dette ikke for evigt, det er en fødsel. Den kan trække ud, der kan ske voldsomme fysiske ting og forfærdelige tanker. Men det går over.

Det her er selvfølgelig ikke en almen sandhed for angstanfald. Det er hvad jeg er kommet frem til, indtil videre. Forhåbentlig et skridt på vejen til at undgå angstanfald.
Men som sagt er det svært at overskue noget, når de kommer, så nu har jeg det her indlæg jeg kan læse og så kan jeg forhåbentlig mindes om, hvad det nu var, der virkede bedst.

For det der er lige så vigtigt, som at kunne være i anfaldene, er at kunne arbejde og kigge på hvad der forårsager dem, men altid i fredstid. Og der har jeg egentlig mest af alt lyst til at nyde livet og lave alt muligt der distraherer min hjerne, end til at tænke på dårligdomme.
Men det er en god investering, når man har overskud til det.
Jeg kan godt have brug for nogle dage efter anfaldene, inden jeg går for meget ind i det. Lave noget kreativt eller for det meste, lave ingenting. Hvis de har været særligt slemme, er mit eneste mål for dagen at spise 3 hovedmåltider, hvilket kan være overraskende svært at præstere.

Når der så er gået lidt tid og jeg kan mærke at jeg har mere overskud til andet end bare at spise og få tøj på. Begynder jeg så småt at bearbejde hvad der skete. Måske er jeg allerede nu klar over, hvorfor det skete.

Årsagerne kan være mange. Nogle triggere kan man fjerne, andre kan man ikke, såsom ulykker, sygdom og død. De er en del af livet, og derfor skal jeg her arbejde med min indstilling. Det er klart den sværeste.

Jeg har en fornemmelse af, at hvis hele den fødselsmetafor jeg har gang i holder, så må der også være et barn. Altså at alt den smerte er det værd.
At smerten er prisen for gaven.
At angst kan være en gave.
At anfaldene måske er såkaldte tigerspring, en del af en udviklingsrejse, hvor det drysser med gaver, i form af indsigter, om hvordan man skaber et bedre liv for sig selv.
Det ville være smukt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.