Vilkår

Det var befriende at komme ud med at jeg er sendiagnosticeret autist.
Ikke for at få anerkendelse af andre, men for at mærke min egen anerkendelse af, at jeg lever op til de krav der er stillet, for at kunne sætte den mærkat på mig.

Det har været svært at komme dertil, ret mange år faktisk. Og jeg er slet ikke færdig, hverken med at anerkende og i øvrigt at finde lyset i at være autist. Men jeg tror jeg har taget et stort og vigtigt skridt for mig selv.
Størstedelen af gangene jeg har fortalt andre om mine diagnoser, er jeg oftest blevet mod med mistro til, om det nu er rigtigt. Det påvirkede mig for meget og jeg har klappet i omkring det, for at mærke efter om det var frygten for at stå ved mig selv om jeg selv også selv var i tvivl.
Det handler ikke for mig om titlen eller mærkaten.
Det handler mere om de udfordringer jeg har og altid kan huske jeg har haft, som er nogle af de grundsten der ligger til en autismediagnose. Så jeg kunne erstatte ordet autist med ‘mig’.
Jeg er autist. Jeg er mig.

Jeg må og skal respektere de behov og begrænsninger/vilkår jeg har fået tildelt i livets lotteri, lige meget hvad mine diagnoser hedder.
De psykiatriske diagnoser er et slags fingerpeg på, hvilke behov man kan have, og at hvis man ikke respektere disse, kommer man nemmere ud i nedture, depression, angst, aggression, frustrationer, osv.
Det er i hvert fald sådan mit verdensbillede ser ud nu.
Der er ikke noget andet at gøre, hvis jeg skal op ad hullet og blive oppe.
Jeg må og skal respektere mine vilkår.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.