Tiggehøns og musvågeangreb

Jeg har jo trænet hønsene til at komme når jeg kalder ved at kaste korn til dem i gården hverdag, mens jeg siger en kaldelyd. Til sidst har de forbundet de 2 ting, så nu kommer de rendende så snart jeg kalder, fordi de ved der kommer korn eller fuglefrø.

Men den flok vi har nu har udviklet sig lidt anderledes end de andre vi har haft. For nu behøver jeg slet ikke at sige noget, så snart jeg rejser mig fra stolen eller går fra drivhuset til hovedhuset, så skrapper de op og kommer baskende eller bare spurter efter mig.

Den fine amberlink som lyser op i landskabet

Det er noget der er taget til her efter vinter, jeg ved ikke hvad der går af dem, for de får mad ad libitum, så de er ikke sultne, men måske lidt kornsulten er man altid…
Det er så “slemt” at vi ikke kan have hoveddøren stående åbent, for de kan godt finde på at lede efter mig, hvis de ikke lige har set hvor jeg er gået hen, og så går de indenfor!
Efter vinterens tag har vi nu 4 damer og Julio tilbage, der er i år røget 4 høns til rovfuglene og her i weekenden svævede der 4 musvåger over os og skreg, hønsene opdagede dem ikke, men jeg flaksede som en gal for at de fandt mig for farlig.

2 hønsetanter der hygger med årets første græs

Det hjalp et par timer ad gangen, men jeg tør ikke lade hønsene være alene ude for længe af gangen. Den orange er blevet angrebet for nylig men vi nåede heldigvis at jage musvågen væk, så hun slap med at miste en masse fjer, en flænge og chocket. 20 min efter pjattede hun rundt igen som om ingenting var sket, forunderlige dyr!

Havde du flere korn?
Det er utroligt hvad et hønseøje ser

Forårsweekend

Man skulle tro at vejret fulgte den danske kalender i år. Januar og februar var kolde, grå og snefyldte som vintermånederne er bedst og den 1. marts, som er den første forårsdag, virker det som om det hele slår over i forår. Sneen smeltede her og der har været solstrejf hver dag siden og søndagen slog rekorden, hvor det var skyfri himmel fra solen stod op til den gik i seng. Det er stadig frost om natten, men dagene er helt fantastisk opløftende efter sådan en vinter.
Søndagen blev brugt i haven og det var en fornøjelse at kunne lukke hønsene ud i haven.

Julio soler sig i forårsolen
Så bliver der ryddet op efter vildtfuglene

Vi var ved at miste en høne for nylig, da den gik frit i haven, da jeg har lukket dem alle ud efter arbejde, så de lige kan vandre lidt rundt inden mørket. Jeg gik indenfor i 10 minutter og lige pludselig skreg der en høne og da Jacob kom derud lettede der en kæmpe rovfugl. Den havde angrebet den stakkels høne og fået hevet en god portion rygfjer af, men den slap med det og forskrækkelsen. Så nu kommer du kun ud fra gården når vi er i haven, i hvert fald i februar + marts måned.
Jeg synes rovfugle er fantastiske dyr, de må bare gerne holde sig fra mine høns…

Liva nyder den varme sol

Sæsonens første æg

De sidste år stoppede æglægningen kortvarigt for at komme tilbage kort efter årets korteste dag, men for første gang i 3 år har jeg været ude og skaffe æg ude for matriklen. JEg fik købt en række økologiske og så fik vi en række fra min søde kollega i julegave.

De stoppede på et tidspunkt i november, men i dag lå der 5 æg, spredt i hele huset, så nu er der gang i den igen. Nu skal de bare trænes til at lægge dem i redekassen da de 4 var smurt ind i møg.
Grønlæggerens første æg i år
Det var den gode nyhed i dag, den dårlige er at vi nu for 4. år i træk har haft besøg af en rovfugl, som har taget en af de nye æglæggere. Så den nåede lige at lægge sit første æg og så er den blevet taget. Der ville jeg godt nok ønske den havde taget den unghane vi planlægger at slagte i stedet, eller en af de gamle høner…
Der er ellers lukket af med fuglenet, men der er huller hist og her og vi kan ikke dække ordentligt ved syrenerne. Håber det er den eneste der bliver taget i år, men statistikken er desværre ikke for god.

Juletræ med mejsekugler

Jeg synes det er lidt synd at juletræerne ryger direkte i komposten efter jul, så jeg fandt en måde i år at holde det i gang lidt længere. Når det er ædelgran holder det sig jo flot i evigheder.
Der er mange pileflettere der bruger det som base til et foderhus, men jeg er ikke kommet så langt med pilen og værkstedet, så det venter jeg med til om nogle år.
For nylig så jeg at DOF gav deres bud på hvad man kan genbruge sit juletræ til: At sætte det ud i haven og pynte det med mejsekugler og evt. hjemmestøbte fedt-kugler/stjerne/hjerter/muffins eller hvilken form man nu laver dem i.
Så har man længere glæde af træet og mere glæde af fuglene, hvis man stiller træet godt og centralt.

Juletræet er pyntet påny med fedtkugler – hønsene tager skraldet 🙂

Vi har en juletræsfod vi bruger hvert år, så Jacob har mast det ned i den våde græsplæne, så fylder vi bare lidt jord i når vi flytter det. Men hvis man er lidt mere sart med sin plæne kan man lave et gammeldags kryds som man også køber hos spejderne.
Ulempen ved træet er at mus og rotter har meget nemt adgang, så det skal man lige have i tankerne, det bør ikke være måden man fodre fuglene hele vinteren, for så er der flere dyr der finder ud af det og måske bosætter sig i nærheden.

Så er der liv i juletræet med mejsekuglerne

Jeg lukker hønsene ud i haven, så de tager alt det der er faldet ned på jorden og så kan man evt. tage kuglerne ind om aften eller hænge så få ud som de næsten kan nå at spise i løbet af dagen.
Hvis man laver tricket med hønsene, så husk at de ikke skal hænge i hønsehøjde, min har ikke fundet ud af at smuldret kommer fra kuglerne så de prøver ikke at flyve op i træet (endnu…).

Dejligt med liv i vinterhaven

Høns i fældning

Hønsene er for alvor gået i fældning, så lige nu er der kun en der lægger æg, for hun fælder om vinteren, ret dårligt tidspunkt.
Så for tiden er det ikke lykken at lukke hønsene ud på havevandring, da man bliver helt trist at at se på de pillede dyr. Det er selvfølgelig helt naturligt at de skifter fjerdragten, men de ser helt mishandlede ud.
Men der går ikke længe før de ser fine ud igen, og imens de venter, nyder de at finde et godt solspot så de kan ligge og sole sig.

Solslikkende høne med halv fjerdragt
De er lige til en reklame om mishandlede dyr

Sovende hane

Til Jacobs 30 års fødselsdag slog vi 2 store telte op samt en pavilion i hønsehaven.
Hønsenes øjne var ved at poppe ud af hovedet på dem, da der stod 30 mennesker rundt om hele hønsegården og gloede på dem, det er de ikke ligefrem vandt til. Faktisk plejer de at fordufte når der kommer gæster (altså når de går frit i haven), så de er mest trygge, når det bare er mig, Jacob og hunden.
Dagen efter kom de ud i haven igen og fik en masse rester fra festen, men det hele har taget hårdt på Julio, vores hane. Jeg har aldrig nogensinde set ham sove, ved godt det lyder mærkeligt, men han er så vaks, og især når de er ude for hønsegården. Men dagen efter om aftenen, kunne han ikke mere, så han lagde sig ned foran udestuen mens de andre pudsede fjer og så lukkede han øjnene i hvert fald i en halv times tid. Men festen sluttede også først kl. halv fire om morgenen, så de har nok ikke fået så meget søvn den nat.

En meget træt hane

Den anden dag ryddede jeg et bed, fordi jeg godt vil plante det til med noget andet, samt for at rydde det for brændenælder. Jeg var væk 2 min for at finde en spade og vupti, så stod der 5 høns og guffer løs af de insekter der var dukket frem.
Det var nærmest ikke til at komme til for dem, fordi de er så nysgerrige hver gang man vender lidt jord.

Nysgerrige høns på pletten

Blandede kyllinger – 5 uger

Det blev ikke til så mange kyllinger som jeg havde håbet på i år.
Jeg har haft gang i rugemaskinen og 2 skrukhøns, men det er i alt kun blevet til 7 kyllinger, 2 (+3-4 døde under skruk nr. 2) fra rugemaskinen og 5 fra skruk nr. 1.
Jeg ved der er kommet en ren Maran, en grønlægger/maran, en 3/4 maran/ 1/3 orpington, 2 lyse Sussex og så er der 2 gullige som enten er 3/4 maran/ 1/3 orpington, new hampshire eller new hampshire/barenevelder.

2 x 5 ugers lyse Sussexkyllinger (den forreste blinker)

Indtil videre synes jeg kun det ser ud til at det er en af de gule der er en hane, men det kan hurtigt ændre sig.
Jeg startede med at lægge æg under en skrukhøne d. 3/6 og startede rugemaskinen d. 5/6.
2-3 dage før at æggene under skrukken skulle klække, valgte grønlæggeren (æglægningsrace) at lægge sig skruk ved siden af hende og var MEGET beskyttende.
Så jeg flyttede den første skruk ud i skrukburet og lod den nye skruk ligge på snydeæg et par dage.
Da jeg hørte nogle af æggene pippe i rugemaskinen kom jeg dem ud under den nye skruk i håb om at hun var bedre til at klække dem end en flamingokasse med en elpære.
Der klækkede 3-4 stykker under hende, men desværre døde de allesammen.

Muligvis en New Hampshire/Barnevelder hanekylling

Ekstra opmærksomhed på skrukadfærd
Set i bakspejlet så tror jeg ikke skruk nr. 2 kunne finde ud af det. Hun vidste at hun skulle ligge på æggene, men bare ikke hvorfor. Alle andre skrukker jeg har haft eller set, laver små klukkelyde også selvom man ikke rører dem eller de ved man kan se dem. Allerede de sidste dage i ægget begynder kyllingerne og pippe og hønsemor svarer dem med klukken.
Udover det rykker de lidt på sig for at ligge ordenligt på æggene.
Men grønlæggeren lå bomstille og sagde ikke en lyd. Jeg har haft kigget flere gange og hun har slet ikke rokket sig og selvom jeg kunne høre en febrilsk pippen under hende har hun ikke bevæget sig eller givet en lyd fra sig, så jeg tror at hendes naturlige instinkt er avlet væk til fordel for massiv æglægning (5-6 stk om ugen).
Det var lidt sørgeligt at jeg ikke nåede at få dem ud og ind under den anden skruk inden de døde, men nu er jeg helt sikkert mere opmærksom på adfærden hos skrukdamerne før de får lov at få kyllinger, for de var godt nok vemodigt at hive de små pus ud under hende.
Jeg tænkte også om hun havde ligget der for kort tid, men da man sagtens kan smide daggamle kyllinger ind under skrukhøner i et meget tidligt stadie, tror jeg ikke det har været derfor.
Jeg har hørt om masser af æglæggere der har skrukket før og har været glimrende kyllingeførere, så det har nok bare være uheldigt at hun ikke har kunnet.

Grå grønlægger/Maran og sort/hvid stribet Maran/Orpington
Legbarfarvet/stribet Maran

Men i forgårs lagde hønemor et æg (man kan se det i baggrunden 2 billeder oppe) og kyllingerne fik ikke lov til at spise sammen med hende, så jeg tror ikke hun gider dem mere. Det er lidt tidligt synes jeg, men de er heldigvis ikke varmekrævende mere så de ryger ind til de andre her i weekenden og så får hele flokken voksefoder.

Alle 7 kyllinger med hønemor

Rugemaskinen er startet

Så har jeg tændt den hjemmebyggede rugemaskine igen, for første gang i år. Jeg ville egentlig ikke bruge den, da jeg synes det er nemmere at der er en høne der tager tjansen og passer dem, da vi ikke har nogle steder indenfor udover i stuen, at varmelampen kan stå.
Men jeg har valgt at sætte den i gang, da jeg ikke regner med at skrukhønen får ruget alle sine æg ud, og så har jeg lidt at fylde efter med. Men da hun ligger på 14 æg og jeg har lagt lidt over 20 æg i rugekassen, bliver der nok for mange, hvis det bare går nogenlunde godt. Men så kan man jo evt. sælge ud af dem hvis der ikke er andre høner der har lagt sig skruk i mellemtiden.
Rugenmaskinen er startet d. 5/6 og der er lagt 3 ekstra æg i den d. 6/6.

Den hjemmelavede rugemaskine i aktion igen

Yderligere optimering
Jeg har optimeret lidt på den, da jeg synes den er alt for modtagelig overfor ydre temperaturændringer (feks. når man tager låget af og vender æg).
Jeg har lagt et lag strandsand i bunden, samt lidt halm så de ikke ruller så meget og så har jeg lagt en sten i midten. Sand og sten holder godt på varmen, så kassen hurtigere får den samme temperatur igen.
Jeg har også en idé om at det hjælper lidt hvis rumtemperaturen svinger lidt.
Den er nu sat i et rum hvor der ikke kommer sol ind og allerede nu er jeg imponeret over hvor lidt den svinger i forhold til de andre kørsler.
Den plejede at svinge op til 0,5°C i løbet af en aften hvor jeg har holdt øje med den, men nu svinger den dårlig nok 0,1°C. Men der hvor den plejer at stå, kommer der også både morgensol og aftensol som varmer rummet, der er dårligt isoleret, så rumtemperaturen kunne sagtens svinge fra 18-25°C i løbet af et døgn.
Nu står den i et rum, hvor temperaturen har svinget ml. 18,8-19,1°C.
Så rumtemperaturen og sandet virker til at stabilisere temperaturen ret godt i forhold til før.

Sene skrukkerier

I år har jeg besluttet mig for at vi kun skulle have kyllinger, når der var en høne der lagde sig skruk. Men vi har ventet længe og havde faktisk opgivet håbet, men så skete det! Det er lidt nemmere at have en høne der tager sig af kyllerne end en varmelampe, da vi ikke har en stald og derfor skal have dem indenfor.
Her for 4-5 dage siden punkterede en Maran og lagde sig til rette på æggene og har ligget der lige siden. Hun er blevet mere og mere hidsig for hver dag, men jeg stjæler også hendes æg hver dag, så det er meget forståeligt.
De andre høns ligger sig ved siden af hende og lægger deres æg, så hver dag får hun flere og flere og det duer ikke. Så jeg har samlet æggene ind og har nu lagt de pæneste tilbage under hende + nogle indkøbte rugeæg, så de alle bliver ruget ud fra samme startdato: 3/6-2012.
Der er lagt 4 grunlægger (Maranhane), 4 Maran, 1 Orpington/Maran (Maranhane), 1 New Hampshire og 2 Barnewelder (New Hampshirehane) under hende.

Redekasse med 4 mørke, 4 lyse og 4 grønne æg

Nu skal jeg bare ud og tælle æg hver dag, da de andre vil blive ved med at lægge deres æg ved siden af hende. De er alle markeret med blyantstreger og dato, så det er ligetil. Hun kunne også komme i skrukbur, men det er nemmere at vi kun skal tjekke mad og vand et sted indtil videre.
Jeg har tændt rugemaskinen, så jeg kan ruge lidt æg ud ved siden af, da jeg ikke tror hun får klækket alle sine ud, og så kan jeg efterfylde med daggamle kyllinger.
Jeg håber godt nok der er flere der bliver lokket af hende og lægger sig skruk, for vi er langt nede i antal og jeg ville gerne have lidt flere høns i år. 
Vi skal både have nogle til slagt og nogle til at lægge æg til næste forår. 
Jeg plejer at checke skrukhøns ved at stryge dem let på ryggen, hvis de rejser fjerene og brokker sig og derefter hakker ud efter én, plejer de at være skrukke nok til at blive liggende. Desuden plejer jeg også kunne flytte rundt på dem uden at de rejser sig, og hvis de rejser sig er det for at løbe tilbage til reden.

4/6: Da jeg var så heldig at få nogle overskudsrugeæg af en venlig bruger på Fjerkrae.dk, lagde jeg 2 ekstra under hende af Lys Sussex.

Kampen om gulerødderne

Når jeg køber en sæk gulerødder til kaninerne hos fodermanden, plejer jeg at give Liva en gulerod.
Den løber hun stolt rundt med indtil hun lægger sig ned og splitter den i 1000 stykker. Hun spiser den ikke, hun kan bare godt lide at tygge den til atomer.
Det har hønsene nu fundet ud af og stykkerne passer lige til en hønsemundfuld, så når jeg kaster en gulerod til hunden løber hønsene efter hende og står og venter på gulerodstykkerne. Men det er åbenbart blevet for meget for hunden, så nu er hun begyndt at spise det meste af gulerødderne, så nu står hønsene bare og tigger.
Underholdende er det i hvert fald!